Apple har angiveligt lagt store ordrer ind på OLED-skærme til fjerde generation af iPhone SE, der samtidig vokser til 6,1” og får andre opgraderinger.
Der er under en uge til afsløringen af den næste iPhone, og traditionen tro vælter det ud med rygter om Apples kommende planer på smartphone-området. Apple sælger ikke lige så mange iPhones, som de har gjort, og er naturligt nok nødt til at foretage sig forskellige ting for at holde salgstallene oppe.
En af strategierne er at skabe større mangfoldighed i porteføljen, så der kan hentes lidt ind på gyngerne, hvad der mistes på karussellen. En anden er at markedsføre iPhones i den billigere ende, der stadig er attraktive alternativer til konkurrenternes billigere smartphones.
Det sidste synes at være strategien bag beslutningen om at putte OLED-skærme i fjerde generation af iPhone SE, der som bekendt er den billigste og fysisk mindste smartphone, du kan købe med Apple-logo på.
Fra produktionsmiljøerne i Asien lyder der nu rygter om, at iPhone SE får en opgradering til næste år, hvor der kommer OLED-skærme i de billige iPhones. Den nye iPhone SE skulle ifølge rygterne allerede komme på gaden tidligt i 2025.
Skærmene er bestilt i Asien
Det kunne f.eks. være til januar, hvor Apple en gang imellem laver en lille produktlancering for at prøve at stjæle lidt af PR-opmærksomheden fra alle de firmaer, der har annonceret nyt på CES-messen i Las Vegas.
Rygterne kommer fra det normalt ret velinformerede business-medie Nikkei Asia. Vi har tidligere hørt rygter om et skift til OLED på iPhone SE, men det, der gør nyheden mere troværdig denne gang, er de underliggende informationer.
Nikkei Asia har nemlig talt med kilder, der fortæller, at Apple har lagt nogle store ordrer ind hos BOE Display Technology i Kina og hos koreanske LG Display, der også tidligere har leveret skærme til iPhone. Og specifikationerne på skærmene matcher, hvad vi forventer fra en iPhone SE, snarere end en fuldblods-iPhone.
På størrelse med en iPhone 14
Samtidig ser det ud som om, iPhone SE står til at få vokseværk. Lanceringen af iPhone mini ser ikke ud til at være blevet den succes, som Apple havde håbet på, så nu satser Apple i stedet på, at iPhone SE-købere gerne vil have en iPhone i, hvad der anses for normal iPhone-størrelse for tiden.
Det betyder, at den næste iPhone SE formentlig kommer med 6.1”-skærm, fordi den skal passe ind i et iPhone 14-chassis. Den bliver også opgraderet med Face ID, og rygterne siger også, at den muligvis får en Action-knap og vil kunne bruge Apple Intelligence de steder, hvor sidstnævnte er lanceret.
Hvis alle disse rygter holder stik, bliver iPhone SE nok det tætteste på en ”rigtig” iPhone, Apple hidtil har præsenteret. Om Apple så også kan holde prisen nede i det nødvendige niveau vil tiden vise.