Forside * Featured

TV 2 Play indskrænker adgang for mange kunder

-
Foto: recordere.dk

TV 2 Play har meddelt, at abonnenter, der har deres abonnement via en af de mange partnere, fremover vil miste muligheden for at gense programmer fra de regionale tv-kanaler on demand. Beslutningen skyldes rettighedsmæssige årsager, oplyser TV 2.

De berørte abonnenter er dem, som har tegnet deres abonnement gennem teleselskaber som eksempelvis Telmore eller Oister. Disse partnerabonnementer har hidtil givet adgang til en bred vifte af TV 2 Plays indhold, men fra nu af vil det altså ikke længere inkludere de regionale tv-programmer på efterspørgsel.

TV 2 har ikke haft held med at sikre rettighederne til at vise regionernes indhold on demand for abonnenter, der har købt TV 2 Play via distributionspartnerskaber med tv-distributører eller mobilselskaber. Har man dog købt TV 2 Play Favorit Partner eller TV 2 Play Favorit + Sport Partner, vil man stadig kunne se de regionale nyhedsudsendelser live på TV 2’s hovedkanal.

Annonce:

Denne ændring markerer endnu en begrænsning i de såkaldte “partner-abonnementer”, der i forvejen ikke inkluderer adgang til indhold fra tjenester som C More, SF Kids og Britbox. Dette indhold er forbeholdt de kunder, der har købt deres abonnement direkte hos TV 2 Play.

 

Mange programmer kan ses gratis via web

Det kan virke paradoksalt, at de regionale programmer forsvinder fra on demand-udbuddet, da det ofte er muligt at finde dette indhold gratis via regionernes egne platforme. Har du TV 2 Play via en partner og er usikker på, hvad dit abonnement præcist indeholder, anbefales det at kontakte din udbyder for en præcis oversigt over, hvilke TV 2 Play Partner-pakker de tilbyder.

Nyheden fra TV 2 Play understreger en voksende problematik i medielandskabet, hvor indhold forsvinder fra streamingtjenester.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.