Vi tester JBL Live 3 x 3, Sennheiser Accentum True Wireless og Jabra Elite 10 Gen 2
Udviklingen inden for true wireless headsets buldrer derudaf. Nye generationer og variationer af de 100 % trådløse ørepropper udkommer, men foråret bød også på en trist nyhed, da en veteran inden for området valgte at slukke for musikken.
Vi har her samlet en række af de nyeste udgaver fra større og velkendte brands for at give dig et indblik i, hvad du får for pengene, når du investerer i nyere, trådløs lyd.
JBL Live 3 x 3
Amerikanske JBL lancerede i foråret hele tre nye versioner i deres Live-serie til kr. 1.500; JBL Live Buds 3, JBL Live Flex 3 og JBL Live Beam 3. Eneste forskel er dog designet.
Funktionerne og lydformaterne går igen i alle tre versioner, hvorfor testen her kun ser på design og komfort i de tre forskellige udgaver, mens testen af funktioner og lydkvaliteten er repræsentativ for alle.
Producenten satser benhård på spatial audio, eller rumlig lyd på dansk, fordi man tror på, at konceptet er fremtiden. Udfordringen for Live 3-serien er dog, at man bruger lidt for meget plads til forskellige lydformater fremfor at fokusere på et par af dem – og det ødelægger noget af lydoplevelsen.
Tre grader af design og komfort
JBL ved, at komfort er individuel, hvorfor producenten stiller med tre forskellige design. Live Buds 3 er de klassiske ørepropper, som sidder solidt fast i øregangene og ligger i øresneglene. Live Flex 3 minder meget om de første generationer af Apple AirPods, som ikke går ind i øregangene, men sidder fast i øresneglene. Endelig er der Live Beam 3, som går lidt ind i øregangene, men overvejende hviler i øresneglene.
Komforten afhænger helt af, hvad du foretrækker. Personligt har jeg svært ved Live Flex 3, fordi det føles som om, headsettet hele tiden er ved at falde ud af øresneglene – også selvom det ikke er tilfældet. Live Flex 3 er dog perfekt til dig, der netop ønsker at undgå noget i ørerne, men stadig sidder godt fast, ligesom du har en fin føling med lyde i miljøet.
Live Flex 3 har ingen passiv støjreduktion, hvormed den aktive kommer på overarbejde for at holde baggrundsstøjen ude. Den fejler i høj grad. Når husets frue skruer op for sin Hari Krishna-musik, går det lige ind og forurener min heavy metal. Voksne mænd kan også græde. De lavere toner i frekvensområdet bliver dog holdt godt ude, men kvindestemmer og høje lyde går lige igennem.
Live Buds 3 er dine traditionelle ørepropper, som lukker rigtig godt af for omgivelserne, mens den aktive støjreduktion er god til at filtre dybe toner fra. Ligesom Flex 3 kniber det, når vi kommer højere op i frekvensspekteret, men den passive støjreduktion kompenserer lidt for denne klassiske problemstilling.
Komforten i Live Buds 3 er rigtig god, fordi headsettet sidder solidt i dine øregange og fylder meget lidt udenfor ørerne, men du skal kunne lide det at blive lukket inde med din musik. Silikoneørepropperne er behagelige, og headsettet presser ikke på selve øresneglene, hvilket gør, at jeg kan holde ud at have det i ørerne i flere timer ad gangen.
Slutteligt er der Live Beam 3, som jo er hybriden mellem Buds og Flex, fordi du får både ørepropper og montering i øresneglene. Også her er komforten god, fordi headsettet ikke ”forsegler” sig dine øregange og dermed ikke skaber det vakuum, som in-ear headsets normalt skaber.
Til gengæld tillader Live Beam 3 en større mængde baggrundslyde trænger igennem såsom latter, motorstøj og høje toner. Den aktive støjreduktion gør sit, men hvis du leder efter den mest effektive støjreduktion blandt de tre modeller, så er det klart Live Buds 3, du kan vælge.
Multifunktionelt opladeretui
Opladeretuiet fungerer også som fjernbetjening, hvilket jeg har blandet følelser omkring. Personligt foretrækker jeg, at fjernbetjeningen sidder på ørepropperne, fordi det er besværligt at skulle grave etuiet frem fra lommen på farten.
Omvendt kan ørepropperne ikke rumme alle justeringsmulighederne, hvormed det er bekvemt at etuiet giver mig adgang til at bladre mellem spatial audio i film og musik. Samtidig tillader etuiets touchskærm også, at jeg kan justere lydniveauet såvel som bladring i musikken.
Derudover viser displayet, hvor meget batteri ørepropperne og etuiet har tilbage, så jeg slipper for at skulle tjekke appen for strømstatus. Ligeledes kan jeg slå støjreduktionen fra, så folk kan komme i kontakt med mig uden at skulle råbe – til glæde for alle parter.
Touchskærmen irriterer mig dog, fordi den ikke er følsom nok, og min fede tommelfinger skal trykke flere gange for at skrue ned for lyden.
Opkald
Heller ikke denne generation af JBL Live har knækket koden til krystalklare opkald i støjende miljøer. Headsettets mikrofoner klarer sig ganske udmærket i rolige omgivelser, men motorstøj, folks samtaler samt lignende lyde går direkte ind og forstyrrer dine opkald. Umuligt er det dog ikke at tale i telefon, men personen i den anden ende skal spidse ører for at høre, hvad du siger.
Batterilevetid
Blandt de tre Live 3-headsets varierer batterikapaciteten, hvilket forekommer naturligt, da Live Flex 3-ørepropperne er større end Live Buds 3. Som altid afhænger den reelle kapacitet af, hvilke indstillinger du kører med. Mine erfaringer med de tre headsets ligger tæt på den teoretiske batterilevetid, hvor jeg har kørt med aktiv støjreduktion og jazz-lydindstillingen, men det er begrænset, hvor mange timer jeg har brugt headsettene til telefonopkald af tidligere nævnte årsager.
Live Beam 3 kan holde sig kørende i op til 12 timer på en opladning, mens etuiet giver 36 ekstra timer. Live Flex 3 kan afspille lyd i op til 10 timer, og opladningsetuiet giver 40 ekstra timer. Endelig er der Live Buds 3 med 10 timer og 30 timer. Alle tre headsets ligger i den gode ende af kapacitetsskalaen, og du får godt med strøm til længere rejser eller vandreture i ødemarken.
Lydoplevelsen
Jeg har testet rumlig lyd-funktionen med musik og film, som understøtter formatet, og det er langt fra imponerende. JBLs hovedtelefoner er kendt for at have en god og solid bund, men når jeg ser Black Adam, Kong x Godzilla: The New Empire eller Bullet Train, der alle understøtter rumlig lyd, er det en flad og hul fornemmelse.
Formatet byder på god opdeling af lydeffekterne, hvor jeg får en fin fornemmelse af at være centrum i lydbilledet. Eksplosioner sker omkring mig, ligesom patronerne og dyrebrøl kommer fra alle sider, hvilket er imponerende nok, men baseffekten er meget fraværende – og det ødelægger filmoplevelsen. Bulder og brag med fylde og kraft er reduceret til hul dåseklang med en overvægt af diskant, hvilket svarer til en hundedyr, kulørt ballon uden helium fra forlystelsesparken. Og det er ikke just, hvad man forventer, når man køber et headset fra JBL.
Musikoplevelsen lider lidt af samme problematik. Jo, jeg oplever atter en fin opdeling af instrumenter og samples, om det er Jean-Michel Jarre eller progressiv house, men der mangler bund.
Opdelingen i de numre, som kører i rumlig lyd-formatet, giver en god fornemmelse af, hvor trommeslageren sidder og dasker til hi-hatten, mens guitaristen er centreret midtfor flankeret af bassisten i venstre side. Det giver en anderledes og fed stemning i numre, hvor bassen ikke spiller en hovedrolle. Hvad angår jazz og rock, kan jeg sagtens se fidusen med spatial audio, og her leverer JBL Live 3 en god oplevelse.
JBL Live understøtter også Hi-Res Audio, som giver mig en renere lyd med en mere markant diskant, men også her mangler jeg den karakteristiske JBL-bund. Hi-Res Audio er velegnet til klassiske numre, mens elektronisk og andre bastunge genrer kræver, at formatet bliver deaktiveret.
Hvis jeg skralder de fancy lydformater fra og blot anvender standardindstillingerne, giver headsettet mig en rigtig god bund med fylde og fin rumklang. JBL Live leverer det pulserende lydbillede, når elektronisk musik pryder playlisten. Apashes blanding mellem rapmusik, house og klassisk giver en lækker club-stemning med bulder og bas, der er JBL værdig. Og selv Leonard Cohens karakteristiske hæse, dybe stemme får den forventelige bund.
Omvendt drukner de finere mellemtoner og detaljer i bassens dybe klang. Når jeg spiller Hans Zimmers instrumentale nummer, Time, forsvinder Zimmers og enlige elguitar lidt, mens symfoniorkestret brager løs. Problemet kan løses ved at veksle mellem lydformaterne, hvilket er headsettets force. Dog egner de tre Live-headsets sig mest til elektronisk musik og andre bastunge genrer – det er her, at JBL viser deres værd.
Spatial audio-formatet er et ekstra lag, som du kan overveje at investere i, hvis du vil lytte til mindre bastunge genrer, der får en mere markant rumklang og opdeling.
Sennheiser Accentum True Wireless
Vores naboer syd for grænsen har lanceret et billigere true wireless headset, der står til kr. 1.500 kontra Momentum True Wireless 4, hvis prisskilt i skrivende stund ligger omkring kr. 2.000. Alligevel undgår den tyske lydlegende at levere et discountprodukt. Du får masser af Sennheiser for pengene – fra fantastisk til noget nær katastrofalt. Accentum True Wireless leverer dog en mørkere bund end normalt, hvilket connaisseurer lige skal vænne sig til.
Design og komfort
Sennheiser er kendt for minimalistisk design i deres ørepropper, og Accentum True Wireless er ingen undtagelse. Headsettet er lavet af solid og glat plastik, mens ørepropperne er beklædt af behagelig silikone.
Dog skal jeg have headsettet ud af ørerne efter en times tid, fordi jeg vælger de større øredutter for at opnå maksimal passiv støjreduktion, ligesom ørepropperne sidder bedre fast. På intet tidspunkt under min test har jeg været bekymret for, at headsettet falder ud af mine ører.
Headsettet er IP54-certificeret, hvilket gør det støv- og vandafvisende. Så ja, du kan godt bevæge dig rundt i regnvejret med ørepropper monteret, ligesom de kan tåle at blive tabt på den tørre grussti.
Funktioner
Sennheiser har inkluderet hybrid støjreduktion i headsettets ørepropper, så støjfilteret reagerer på dine omgivelser. Personligt foretrækker jeg et fast niveau af støjreduktion, fordi det virker mest effektivt og bekvemt for mig.
Kontra Sennheiser Momentum True Wireless 4 er støjfilteret i Accentum mere effektivt mod tale og motorstøj i omgivelserne. Sidstnævnte headset leverer en betydelig mere effektiv støjreduktion.
Når du henter Smart Control-appen, kan du tilpasse den aktive støjreduktion, hvor du også kan sørge for, at vindstød får mindre effekt på din musikoplevelse, hvilket er perfekt i et land som vores, hvor der er færre vindstille dage end dage med blæsevejr.
Headsettet har indbygget fjernbetjening, så du kan styre musik og lydniveau på farten. Smart Control-appen giver dig muligheden for at tilpasse fjernbetjeningen efter dine præferencer, så du kan indkode de funktioner, du foretrækker. Et simpelt tryk på fjernbetjeningen gør, at jeg kan åbne op for lyde i miljøet, hvilket er praktisk, når jeg står ved kassen i supermarkedet og skal betale.
Hamrende irriterende er det dog, at Sennheiser har inkluderet funktioner, som du skal oprette en profil for at få adgang til. Det vil sige, at du skal afgive personlige oplysninger og mailadresse for at tilgå disse, hvilket ikke burde være tilfældet, når du først har smækket pengene på disken. Ydermere er der en hel side, som er dedikeret til reklamer for Sennheisers mange andre produkter. Det er ikke nok med, at du har købt headsettet – du skal have selvfølgelig bruge flere penge på andre Sennheiser-produkter, må du forstå.
Batterilevetid
Accentum True Wireless har en teoretisk batterikapacitet på op til otte timer, men jeg har slået støjreduktionen til og spiller ofte bastung musik, så jeg er tættere på de seks timer end de otte, hvilket er i den lavere ende af skalaen. Opladeretuiet leverer strøm i op til 20 timer, men du kan få en times musikafspilning på blot ti minutters opladning, ligesom du kan oplade etuiet trådløst.
Åh nej, opkald!
Accentum True Wireless viderefører en kedelig Sennheiser-tradition; katastrofale mikrofoner til opkald. Hvis headsettet har en akilleshæl, er det mikrofonerne. I rolige omgivelser lyder min stemme mere ulden end normalt, og det er svært for vedkommende i den anden ende af røret at høre mig. Katastrofalt er det, når jeg befinder mig i støjende omgivelser med motorstøj, høje toner og vind. Alt, undtagen min stemme, går lige igennem, mens mine ord bliver sendt i baggrunden.
Engang skrev Sennheiser på emballagen af deres headsets, at de leverede kkrystalklar opkaldslyd. Denne overdrivelse er heldigvis ikke at finde her. Personligt vil jeg anbefale, at du undgår at bruge Accentum True Wireless til opkald – medmindre der er tale om ultrakorte beskeder.
Åh ja, musik!
Selvom Sennheiser fejler grusomt på opkaldssiden, kompenserer de rigeligt på musiksiden. Som nævnt tidligere bærer Accentum True Wireless præg af en mørkere bund end andre Sennheiser-headsets i true wireless-serien – og det kan være en god ting.
Accentum True Wireless får mere gang i mine elektroniske numre, mens lyden forbliver klar og opdelt. Tag blot større elektroniske numre som BTs klassisk/elektroniske fortolkning af nummeret Dreaming. Du har Jes’ alt-sopran, der skal konkurrere med et symfoniorkester tilsat elektroniske basrytmer og samples.
Mindreværdige headsets ville levere en mudret oplevelse, mens Accentum True Wireless lader Jes synge klart og tydeligt, selvom der er mere gang i violinerne og bassen end en femårig med ADHD og en usund dosis fredagsslik tilsat halvanden liter cola.
Headsettet lader også Billie Eilish træde frem i det bastunge nummer Bury a Friend, uden at nummeret bliver tamt eller mudret.
Mellemtonerne bliver respekteret, om det er guitarer, violiner eller lilletromme. Rob Dougans lettere dystre nummer Left Me for Dead har ligeledes en underlæggende og gennemgående tung basrytme, mens hans hæse mezzo-sopran alligevel skærer igennem, men det gør hi-hatten og den sagte, høje klavertone også.
Headsettet har en klar og skarp diskant, hvilket også kan mærkes i rocknumre såsom Akira Yamaokas You’re Not Here, hvor hi-hatten får masser af slag, mens Mary Elizabeth McGlynns vekslende toneleje også får plads. Alt sammen mens den japanske rockmusiker giver den fuld spade på elguitaren og basguitaren.
Sennheiser beviser med Accentum True Wireless, at de godt kan skrue op for bassen, uden man går på kompromis med de øvrige toner eller det klare lydbillede. Selv hvad angår klassiske, minimalistiske numre leverer tyskerne en lækker musikoplevelse.
Når Claudio Arrau sætter sig bag flyglet og spiller Clair du Lune eller Chopins Nocturnes-sonater, er der en skøn klang med en passende mængde rumklang, som var optagelserne foregået i et rum med flisegulv eller højt til loftet.
Jabra Elite 10 Gen 2
Jabra, der er ejet af høreapparatfirmaet GN Store Nord, tager afsked med true wireless-hovedtelefoner til forbrugere. Afskedssaluten bygger videre på Elite 10, som på en del områder bød på nyere tænkning i forhold til tidligere generationer af Elite-ørepropperne. Anden generation af Elite 10 raffinerer opkaldsoplevelsen, spatial audio-konceptet og headsettets aktive støjreduktion.
Til gengæld ligger Jabras sidste true wireless headset til forbrugere på den nette sum af kr. 2.200, hvilket er i den høje ende af skalaen, men du får bare en bedre all-round oplevelse i forhold til mange af konkurrenterne.
Design og komfort
Elite 10 Gen 2 er lidt af en blanding af tidligere tiders design. Ørepropperne har en oval overflade med en knap, der tjener som en fjernbetjening. Jabra anvender ikke længere touchfjernbetjening til glæde for folk, der bruger headsettet med handsker på, eftersom touch og handsker ikke er gode legekammerater.
Hver øreprop har en lille åbning ind til øregangen, så der ikke danner sig et tryk inde i øret. Omvendt lider den passive støjreduktion en smule som følge af åbningen.
Komforten er høj, fordi silikonedutterne i ende af ørepropperne er tykke og bløde, hvormed presset i øregangene ikke er hårdt og irriterende.
Funktioner
Elite 10 Gen 2 hører til superligaen inden for ANC. Godt hjulpet på vej af den passive støjreduktion lukker den aktive fætter effektivt omverdenen ude. Givet, de højere lyd trænger stadig igennem i et mildt omfang, men det er forbløffende, hvordan tale, motorstøj og andre lyde, som normalt udfordrer den aktive støjreduktion, bliver reduceret i en signifikant grad. Elite 10 Gen 2 understøtter HearThrough, så du med et tryk på fjernbetjeningen kan høre, hvad folk siger eller orientere dig bedre i omgivelserne.
Eneste klagepunkt her er, at du ikke kan tilpasse fjernbetjeningen hverken i venstre eller højre side til at justere lydstyrken. Du har et meget begrænset antal valgmuligheder, hvad angår tilpasning af fjernbetjeningen.
Jabra bruger deres exit fra true wireless-consumentmarkedet til at lancere et lidt anderledes opladeretui. Producenten kan det for et smartetui med LE Audio. Hvad LE står for er ikke klart, men du kan tilslutte etuiet enhver lydenhed med enten 3,5mm jackstik eller usb-c, hvorefter du i teorien skulle kunne opleve spatial audio overalt.
Jabras marketingsafdeling er lettere lemfældig med sandheden. Jeg har tilsluttet etuiet til mine tablets via usb-c, hvormed forbindelsen er omgående uden parring først. Nemt og bekvemt. Dernæst tester jeg lyden med SkyShowtime-appen, som kun kører med stereolyd. Spatial audio er slået til i Sound+ appen, men den rumlige lyd udebliver. Forskellige actionsekvenser i Halo live action-serien buldrer i fin stereolyd, og headtracking-funktionen virker også, men ingen spatial audio.
Masters of the Air kører med Dolby Atmos i Apple TV+, og det samme gør Dune 2 i Max-appen. Begge formår at gengive det, der minder om rumlig lyd med en god stereolyd og elementer af omsluttende lyd, men det er ikke overvældende. Dog formår Jabra at skabe et mere fyldigt og kraftfuldt lydbillede i forhold til JBL, hvis spatial audio forekommer tamt og med en overvægt af dåseklang. Jabra viser, at de kan noget, som den amerikanske lydmastodont ikke kan – og det er jo lidt af en svanesang.
Hvis rumlig lyd gennem smartetuiet ikke fungerer helt efter hensigten, er det så ubrugeligt? Ikke helt. Medfølgende kabel med jackstik-adapter kan bruges ombord på flyet, så dine ørepropper kan bruges til at lytte til musik eller se film under flyveturen. Forvent dog ikke overbevisende, rumlig lyd. Andre producenter kan måske lade sig inspirere af Jabras nytænkning og forbedre ideen.
Bedste opkaldsoplevelse til dato
Jabra har altid slået på en høj opkaldskvalitet med deres true wireless Elite-serie – en sandhed med vekslende modifikationer. Dog oplever jeg, at Jabra på vej ud ad døren i særdeleshed lever op til deres løfte om klare opkald – selv i støjende miljøer.
Jeg har bevæget mig ned ad hovedgader i myldretidstrafikken og med konverserende forbipasserende, uden personen i den anden ende af telefonopkaldet kunne høre hverken motorstøj eller snak.
Headsettets mikrofoner er i stand til at filtre baggrundslyde fra i et hidtil uhørt omfang, men selvom min stemme går klart igennem, er den sekunderet af en vis dåseklang, som kræver lidt tilvænning. Ikke desto mindre er det første gang, at jeg for alvor tør tage andet end private opkald med et true wireless-headset, fordi opkaldskvaliteten er høj, og det overrasker mig positivt.
Stor nordisk lyd
Selvom vi er et stykke fra high-fidelity, og man ikke tillade sig at forvente andet med true wireless, så er det imponerende, hvor storslået lyd Jabra formår at presse ud gennem deres ørepropper. Elite 10 Gen 2 er tæt på at levere lige så god en lydoplevelse, som Sennheiser gør med deres Accentum True Wireless.
Elite 10 Gen 2 leverer en god spatial audio-oplevelse, når det kommer til musik. Om det er klassisk, jazz eller elektronisk oplever jeg en flot lydopdeling med nuancer. Tysklands egen Max Richter kører en række kompositioner i Dolby Atmos, hvor violinerne er placeret forskellige steder i lydstudiet, mens pianoet er centreret i lydbilledet, og celloen optræder i baggrunden.
Jabra formår at vække nyt liv i klassiske kompositioner. Samme oplevelser finder jeg i moderne jazz og elektronisk musik. Især Jean-Michel Jarres album, Oxymore, brager godt igennem med en fed lydopdeling, som får mig til at kigge til siderne fra tid til anden, hvor forskellige samples og lydeffekter spiller høresansen et puds.
Bury a Friend af Billie Eilish leverer både en fyldig og rumlig musikoplevelse, hvor Elite 10 Gen 2 differentierer sig fra JBL Live 3-serien, der mangler en kraftfuld bund med spatial audio aktiveret. Her leverer Jabra en solid bund, som nummeret kræver, mens Eilishs stemme har en vis rumklang.
Traditionel stereolyd har også en herlig bund, der får gang i hofterne, uden mellemtoner eller diskanten drukner. Tonerne i de forskellige frekvensområder giver plads til hinanden, hvilket er imponerende taget baseffekten i betragtning.
Nobuo Uematsu har komponeret nummeret One-Winged Angel, der fusionerer klassisk, heavy og latinsk kor, hvilket udfordrer ethvert headset, fordi du har elguitarer, basguitar, tenorer, sopraner og ikke mindst en heavy metal trommeslager, som straffer hi-hatten og storetrommen med en kraftfuld patos. Alligevel er hvert instrument og sangstemme veldefineret og tydelig.
Jabra stopper på toppen med Elite 10 Gen 2, og selvom Sennheiser Accentum True Wireless leverer en lidt bedre musikoplevelse, så får du en bedre all-round oplevelse med Elite 10 Gen 2. Stereo, spatial audio og opkald. Headsettet leverer en yderst god kvalitet på alle tre områder. Jabras tæppefald sker for bragende bifald, men koncertbilletten ligger også i den højere ende.
