Forside * Featured

Snart kan du udskifte næsten alle standard-apps på iPhone

-

Du kan endda også slette App Store, Fotos-app’en og andre standard-Apple-apps, hvis det skulle være noget, du har behov for.

Det plejer at være folk uden for USA, der kigger misundeligt på de funktioner og apps, der kommer til smartphones og andre platforme først i Silicon Valleys hjemland. Men nu er amerikanske tech-medier begyndt at skrive om, hvor meget sjovere EU-iPhones er.

Annonce:

Årsagen er naturligvis EUs regulering af tech-giganterne, der blandt andet tvinger Apple til at gøre ting som at sætte USB-C i bunden af iPhone og åbne iOS for tredjeparts-appbutikker (selv om Apple nu også er blevet dømt til at gøre det samme i USA, i en retssag, der lige nu gennemgår et appelforløb).

Men der kommer langsomt flere og flere ting, som EU-borgere kan med deres iPhones, som ikke engang de amerikanere, der bor lige ved siden af Apple, kan gøre. For nylig åbnede Apple op for skift af standard-browsere og -emailklienter for at overholde EUs Digital Services Act (DSA), der beskytter forbrugerne, og Digital Markets Act (DMA), der sørger for lige konkurrence.

I forbindelse med overholdelsen af disse love, udsendte Apple sent i sidste uge en melding til iOS-udviklerne om, at der nu er endnu flere DSA/DMA-tiltag på vej. Denne gang handler det om valget af standard-apps helt generelt, inklusive de mest basale, såsom opkalds–appen og Beskeder, også kendt som Messages eller iMessage.

Ny side til indstilling af standard-apps

De to vil senere i år kunne skiftes ud med tredjeparts-apps. Mange iPhone-ejere vil sikkert lade være, og andre vil undre sig over, hvad fordelen ville være. Men man kunne f.eks. forestille sig et scenarie, hvor tredjeparts-firmaer laver en opkalds-app á la den, Google har på sine egne Pixel-telefoner, der kan tage telefonen for dig og lade en AI tale med personen i den anden ende for at se, om det er nogen, du gider tale med.

Den nye standardapp-side i Indstillinger, som den ser ud på engelsk (Foto: Apple)

Ligeledes har der som bekendt været en hel del bøvl med kompatibiliteten, når det gælder Beskeder og besked-app’en på Android. Hvis du befinder dig i en venskabskreds (eller en arbejdssituation), hvor der er et betydeligt antal Android-brugere, kunne det jo være, at det var nemmere at bruge en ”neutral” besked-app.

Hvis du ikke bryder dig om Apples skærmtastatur, vil du nu også kunne vælge et alternativ som standard, og du vil kunne gøre det samme med en password-app, der ikke står Apple på. Apropos muligheden for at skifte opkalds-app, kan du også selv vælge en standard-app til at filtrere spamopkald og blokerede numre fra.

Disse muligheder bliver formentlig lanceret sammen med iOS 18 og iPadOS 18 til efteråret. Apples udmelding til udviklerne fortæller nemlig, at der i de to styresystemer dukker en ny indstillings-side op i iOS, hvor du kan vælge standard-apps helt generelt. Samtidig vil du kunne slette de fleste af Apples pre-installerede apps, herunder App Store, Beskeder, Kamera, Fotos, og Safari.

I foråret 2025 kommer der endnu flere muligheder for EU-borgerne. Apple skriver, at man vil kunne skifte standard-app’en for ”navigation”, hvilket vi må formode betyder Apple Maps og ikke navigationen af selve iOS. På det tidspunkt vil du også kunne sætte en anden app som standard til oversættelser.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.