Forside * Featured

Power undskylder for rabat-koks

-
Foto: recordere.dk

Power lovede over 30% rabat, men regnede forkert og lægger sig fladt ned

Kunder i elektronikkæden Power har købt produkter under rabat-kampagne hvor rabatten var mindre end det lovede. Det skriver Ekstra Bladet, og Power lægger sig fladt ned.

Kampagnen lød ‘spar minimum 30%’, da de her i slutningen af juli annoncerede et ‘kæmpe restsalg’ med store rabatter.

Annonce:

Men Power klokkede i det med lommeregneren, og flere af kampagnens produkter blev således solgt med rabatter, der var mindre end de procents besparelse som var annonceret. Derfor undskylder og forklarer Power nu over for Ekstra Bladet.

“Jeg vil gerne undskylde, for det er rigtigt, at der er sket en fejl her. Vi opdaterer vores restsalgspriser manuelt, og her er der sket en menneskelig fejl ved indtastningen, så de tre produkter er blevet sat til salg under ‘restsalg’, men med en almindelig kampagnerabat”, udtaler Nicolai Ravn, der er salgschef i POWER.

 

25 kunder snydt

Blandt svipserne var en projektor fra Xgimi, der var sat ned til 10.000 kroner fra førprisen på 11.739 kroner. En pæn besparelse på 1.739 kroner, der dog kun svarer til en rabat på omkring 15%, selvom kunderne var lovet mindst 30% i rabat.

På samme vis var et 75″ UHD-tv fra Samsung sat ned med 938 kroner fra 6.888 kroner. Det svarer til lidt over 13% rabat. Og et 48″ OLED-tv fra Philips var nedsat fra 9.499 til 7.500. Det svarer til en rabat på 21% – igen mindre end lovet.

Ifølge Power var i alt fem produkter forkert prissat, og 25 kunder nåede at blive snydt, inden Power rettede ind – efter Ekstra Bladets henvendelse.

“Efter jeres henvendelse (Ekstra Bladets, red.) har vi været alle vores restsalgstilbud igennem og har fundet to yderligere produkter – et headset og et tv-ophæng – hvor rabatprisen heller ikke har levet helt op til de lovede 30%. Vi er nu i gang med at kontakte de berørte kunder – det drejer sig om i alt cirka 25 personer – så vi sikrer, at de alle får den rabat, som de var stillet i udsigt”, slutter salgschef Nicolai Ravn til Ekstra Bladet.

Kæden har også rettet priserne på de omfattede produkter, så andre kunder får den annoncerede besparelse. Eksempelvis koster den omtalte Xgimi projektor nu kr. 8.000, svarende til 31% rabat.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.