Forside * Featured

Nu kan ejere af Fords Mach-E køre uden hænder på rattet i EU

-
Så længe, du holder øjnene på vejen, kan du have hænderne i skødet med Fords BlueCruise (Foto: Ford).

Danmark ser ud til at være et af 15 lande, hvor Fords BlueCruise-program nu bliver lovligt – i hvert fald på de største motorveje.

Vi kommer stille og roligt tættere på en fremtid, hvor bilerne kan køre sig selv. Det sker som ventet ikke fra den ene dag til den anden, men derimod i små ryk. Nu har Ford imidlertid rykket godt frem i feltet, når det gælder håndfri kørsel på Europas motorveje.

”Håndfri” betyder naturligvis ikke længere mobiltelefonsamtaler under bilkørsel, men derimod at du kan slippe rattet. At du kan lade bilen styre sig selv uden at der går en symfoni af bippelyde og små alarmer i gang, sammen med blinkende ikoner på instrumentbrættet, der minder dig om at du skal have hænderne på rattet, når bilen er i ”driver-assist”-tilstanden.

Annonce:

Fords BlueCruise-program er lavet til at du kan slippe rattet helt, så længe du holder øjnene på vejen. Vi er ikke helt oppe i fuld Level 3- eller 4-autonomi, for du kan kun slippe rattet på visse vejstrækninger.

Fords “blå zoner” på det danske motorvejsnet (Foto: Ford)

Ligesom blandt andet GM har Ford nemlig haft travlt med at undersøge de store motorvejsstrækninger i USA, så deres AI har forhåndsinformation om forskellige vejbetingelser, der ikke kan ses på kortdata og ellers først bliver opdaget, når bilen befinder sig midt i dem. BlueCruise begyndte udrulning i USA i sidste halvdel af 2021 og dækker nu 97% af motorvejsnettet der.

Kommer an på lokale myndigheder

Det viser sig dog, at Ford også har gjort det samme for Europas motorvejsnet, foreløbig i 15 europæiske lande (BlueCruise er allerede oppe at køre i Storbritannien og Spanien). De pågældende motorvejsstrækninger kaldes for ”blå zoner”, hvor der kan køres håndfrit, hvis du har et BlueCruise-abonnement tilknyttet din Ford. Når man ser på kortet (herunder) er Danmarks hovedmotorvejsstrækninger i blandt de blå zoner.

De ekstra vejinformationer gør det naturligvis lidt nemmere for bilen at navigere rundt på motorvejene, men det burde også gøre det sikrere. På den baggrund har Ford nu fået tilladelse af EU til at rulle BlueCruise ud til de 15 førnævnte lande. Det betyder, at du i princippet kan køre fra Nordjylland til Sicilien uden hænder, hvis du bare husker at tage et stort sving uden om Schweiz.

Ford helgarderer sig dog i sin pressemeddelelse ved at sige, at det afhænger af de lokale landes myndigheder, hvorvidt BlueCruise bliver fuldt lovliggjort. Det er derfor nok værd at holde øje med, hvad Transportministeriet og Trafikstyrelsen melder ud i de kommende dage. Foreløbig ser der ikke ud til at være kommet nogle udmeldinger fra de to institutioner. Det skal også nævnes, at USAs havarikommission tidligere i år igangsatte to undersøgelser af tilfælde, hvor Mach E’er med BlueCruise var kørt ind i biler, der holdt stille på motorvejen.

Du kan køre fra Nirdjylland til Spanien eller Sicilien uden hænder med BlueCruise (Foto: Ford).

Du skal have en Ford Mustang Mach-E for at bruge BlueCruise. Teknologien er indbygget som standard i 2024-udgaven, men kræver som nævnt, at du tegner et abonnement. For modelåret 2023 kommer BlueCruise ombord ved en senere softwareopdatering. Mach-E’er fra 2021 eller 2022 kan også blive softwareopdateret med BlueCruise – det kræver dog at bilen allerede har Tech Pack eller Tech Pack+ som ekstraudstyr.

Vi har ikke kunnet finde en dansk pris på BlueCruise endnu, men i Tyskland er tjenesten lanceret til 24,99 Euro pr. måned svarende til omkring 187 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.