Den brasilianske højesteretsdommer Alexandre de Moraes har truffet en beslutning om at suspendere det sociale medie X i hele Brasilien med øjeblikkelig virkning.
Beslutningen kommer i kølvandet på en længerevarende strid mellem dommer de Moraes og X’s ejer, den amerikanske mangemilliardær og iværksætter Elon Musk.
Domstolen har tidligere pålagt X at blokere visse konti og profiler, der anklages for at sprede misinformation og hadsk tale, hvilket X ikke har efterkommet. Som svar herpå har platformen anklaget dommer de Moraes for at forsøge at tvinge dem til at udøve censur.
I en eskalering af konflikten har Musk åbent kritiseret dommeren på X, som tidligere var kendt som Twitter, og kaldt ham “en ond diktator klædt ud som dommer”. Musk argumenterer for, at dommeren forsøger at lukke X ned “ganske enkelt fordi vi ikke ville følge hans ulovlige ordrer om at censurere hans politiske modstandere”.
Som konsekvens af den nye domsafgørelse, vil enhver privatperson eller virksomhed, der forsøger at omgå suspensionen ved brug af VPN eller andre digitale metoder, kunne blive idømt bøder på op til 50.000 real, hvilket svarer til cirka 60.000 danske kroner.
X har tidligere lukket sit kontor i Brasilien som følge af det juridiske slagsmål om platformens rettigheder og ansvar.