Forside * Featured

Google’s og YouTube’s ”mor” er død

-
Susan Wojcicki ved Vidcon-konferencen i 2017. (Foto: Anthony Quintano/CC-BY-2.0)

Susan Wojcicki, der lagde hus til Google i de tidlige dage, skabte grundlaget for virksomhedens reklameindtægter og gjorde YouTube til en succes, blev kun 56.

Det er nok ikke helt forkert at sige at Google, og måske også hele den yngre del af Silicon Valleys elite, er i sorg. En af teknologi-mekkaets store personligheder er gået bort i en alt for ung alder. Susan Wojcicki blev kun 56 år gammel.

Det er den samme alder som Steve Jobs gik bort ved, og selv om Susan Wojcicki ikke havde helt samme ikon-status, har hendes indflydelse på verden været næsten lige så stor. I hvert fald, hvis man tager de sidste 18 års medie- og teknologihistorie i betragtning.

Annonce:

Wojcickis globale indflydelse begyndte i 1998  da hun lejede sin garage ud til to unge nørder, der havde behov for et sted at starte deres søgemaskine-virksomhed. Det var Sergey Brin og Larry Page, der således startede Google i Wojcickis garage (Du kan se en interaktiv gennemgang af garagen her).

Kun nogle få måneder senere forlod hun sit marketing-job hos Intel og blev Googles første marketing manager. I det job var hun blandt andet ansvarlig for udviklingen af Googles daværende logo sammen med den brazilianske designer Ruth Kedar, og hun satte gang i Google Doodles, de aktualitets-baserede tegninger og animationer, der stadig i dag er en del af Googles hoved-søgeside.

Stod bag Googles reklamesatsning

Snart begyndte hendes rolle at trække mere i retning af produktudvikling end marketing. Således kan vi blandt andet takke Susan Wojcicki for Googles billedsøgning, som hun udviklede og lancerede sammen med teknikeren Huican Zhu.

Succesen førte hende dog til det, der mere eller mindre har gjort Google til en teknologi-gigant. Hun var den første produktchef for annonceteknologien AdSense, der blev så stor en succes, at Wojcicki siden overtog hele annonceområdet hos Google. Det var mens hun var chef for området at kendte teknologier som AdWords, DoubleClick og Google Analytics blev købt eller udviklet.

I 2006, da streamet video i stor skala så småt begyndte at være i en kvalitet, folk gad at bruge, startede Wojcicki Google Video. I starten konkurrerede Googles videotjeneste med en lille startup, der dog hurtigt begyndte at løbe fra Google i forhold til antallet af brugere. Wojcicki tog konsekvensen og foreslog at Google skulle købe den lille startup. Og sådan blev YouTube en del af Google-imperiet.

Google Video kørte i en periode parallelt med YouTube, men blev lukket ned efter et par år. I 2014 fik Wojcicki endelig mulighed for at dedikere sin tid 100% til YouTube, da hun blev udnævnt til CEO for tjenesten.

Fratrådte på grund af sygdom

Tjenesten var stor dengang, indholdsmæssigt og brugermæssigt, men det var under Wojcicki, at den for alvor fik luft under vingerne og blev hjemsted for det, vi i dag kalder ”skaberkulturen” eller ”creator culture” på nettet. Hvis man anser YouTube for at være et socialt medie, er det ubetinget det største af slagsen – også større end Facebook.

Jobbet gjorde Wojcicki meget mere synlig i offentligheden, og magasinet TIME satte hende på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Samtidig havde hun tid til godgørende arbejde især i uddannelsessektoren, men også som en stærk stemme, der arbejdede for ligestilling i den meget mandsdominerede teknologibranche.

I februar 2023 forlod Susan Wojcicki noget pludseligt sin stilling. Dengang lød meldingen, at hun ville fokusere mere på sin familie, sin sundhed og personlige projekter, men at hun fortsat ville være involveret i forskellige projekter hos Google via moderselskabet Alphabet.

Nu ved vi fra et Facebook-indlæg lagt op af Susan Wojcickis mand gennem 26 år, Dennis Troper, at hendes fratrædelse primært var af helbredsgrunde. Troper, der også er far til parrets fem børn, skrev at Susan Wojcicki i de sidste to år har kæmpet en hård kamp mod lungekræft.

Den kamp tabte hun fredag.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.