Det var monopolistisk adfærd, der holdt andre søgemaskiner ude, da Google betalte Apple, Samsung og Mozilla i dyre domme for at få love at være deres standard-søgemaskine.
Google er lige rykket en smule nærmere til en tvangs-opbrydning. Sandsynligheden for at dette sker er stadig ret lille. Den er dog blevet en anelse større i dag, hvor en amerikansk dommer har kendt Google skyldig i monopolistisk adfærd og dermed lægger ekstra brænde på det bål, som EU længe har haft i gang under tech-giganten.
Man kan dog ikke sige, at det amerikanske retssystem bevæger sig specielt hurtigt, når det gælder denne slags kæmpesager. Det amerikanske, føderale justitsministerium sagsøgte Google for monopol-virksomhed helt tilbage i 2020 i selskab med en række amerikanske delstater. Sagen pågik så hen over 10 uger i 2023. Og nu foreligger der så en dom.
Landsretsdommeren Amit Mehta har kendt Google skyldig i sagen, og kalder i sin dom virksomheden for en ”monopolindehaver, der har ageret som en sådan for at fastholde sit monopol.” Dommeren slår fast, at Google dermed har forbrudt sig mod sektion 2 i den såkaldte Sherman Act, der huser USAs monopol-lovgivning.
Det er især Googles betalinger til bl.a. Apple, Samsung og Mozilla for retten til at være standard-søgemaskinen på smartphones og i browsere, inklusive Mozillas Firefox. Ifølge dommen har de milliarder af dollar, Google har betalt i den forbindelse, afskåret andre for at konkurrere på lige vilkår.
Strafudmåling stadig på vej
Argumentet synes at være, at Google ikke ville have så mange penge til at betale for at være standard-browser, hvis det ikke var fordi firmaet med 90% af markedet sidder på et de facto-monopol. Dermed har Google udnyttet sin monopol-position til at fastholde sit monopol.
Retten har endnu ikke udmålt nogen straf, så vi ved ikke, hvor stor, den forventede bøde bliver. Der bliver formentlig også tale om at Google skal ændre praksis, så andre søgemaskiner også kan komme til. Google har dog allerede meddelt, at de planlægger at anke sagen.
Men alt dette sker samtidig med at Europa-kommissionen fortsætter med undersøge Google og fremsætte lignende anklager om monopolistisk adfærd. Google blev allerede i 2017 dømt til at betale et stort milliardbeløb på grund af, hvad kommissionen anså for at være konkurrenceforvridende adfærd i forbindelse med Googles annoncevirksomhed.
Google er blevet ved med at anke denne sag, så bøden er ikke betalt endnu. I mellemtiden har er flere sager kommet til, bl.a. relateret til Android. I marts var Google således også en af fire virksomheder, som EU nu undersøger ekstra grundigt for brud på DMA-loven.