Canvas HiFi som laver stereo soundbars til TV og musik, og nu har de modtaget hæder
På CES-udstillingen tilbage i januar i år, der lancerede Canvas HiFi deres første produkt. En soundbar og HiFi-system til TV og musik, der kan leveres til TV i bredderne til brug for 55″, 65″ og 77″
Kort tid efter salgsstart måtte de melde udsolgt, men der kom heldigvis hurtigt flere varer på hylderne og siden er det gået stærkt for den nordjyske HiFi-producent.
Nu er der også kommet en hæder ind. Det er Eisa Awards som har valgt Canvas HiFi soundbar i kategorien “Best Premium Soundbar”. Det er en af 3 kategorier for soundbars, de øvrige er “Best Home Theatre Soundbar” som gik til Samsung HW-Q900D og “Best Compact Soundbar” som gik til Sennheiser Ambeo Mini.
“Jeg kan ikke komme i tanke om et andet selskab, der i sit første produktionsår opnår en EISA Best Product Award. Det kommer til at gøre en afgørende forskel for os, og min forventning er, at vores omsætningsmål for 2024 måske ender med at være sat pænt konservativt”, udtaler Laust Nielsen, medstifter og CEO i Canvas HiFi, til TV 2 Nord.
Soundbaren fra Canvas HiFi er stereo og designet til både at kunne være tv-soundbar og HiFi musiksystem, og Eisa skriver i sin begrundelse:
“Ved første øjekast ligner CANVAS en konventionel soundbar, men den er langt mere end det. Den er designet til at blive brugt både sammen med et tv eller som et selvstændigt hi-fi-system, og den kombinerer sin stereodriverarray og sit firevejs forstærkertrin med innovativ BACCH 3D-crosstalk-annullering, så den leverer din yndlingsmusik eller dit filmindhold i stor skala med autentisk billeddannelse. Funktionerne omfatter rumkorrektion, trådløs streaming og HDMI eARC, og den kan også tilpasses med et dekorativt frontpanel, der fås i et udvalg af træ- eller tekstilfinish. Det kan specificeres i størrelser, der passer til tv-skærme fra 55 til 77 tommer, mens CANVAS’ hybridbeslag understøtter både væg- og gulvmontering”.
Hos den danske producent kan de næsten ikke få armene ned, over hvordan produktet er blevet modtaget verden over.
“Vi har stort set været lagt ned i månedsvis som følge af de talrige flotte produktanmeldelser, vi har fået af HiFi-specialister verden over. Det har ført til, at vi har fået flere købstilbud, ligesom vi næsten ikke har kunnet nå at etablere alle de distributør- og forhandleraftaler, vi har fået tilbudt”, fortæller Laust Nielsen til TV 2 Nord.
Canvas HiFi, som ejes af Laust Nielsen og Kim Neeper Rasmussen, forventer at omsætte for 30 millioner kroner i år.
På videoen her fortæller Laust og Kim om filosofien bag produktet: