Forside * Nyheder

Både Google og Apple aflyser reklamevideoer, der gjorde folk sure

-
(Foto: Apple)

Firmaerne har måtte undskylde for henholdsvis en reklame for Gemini med OL-tema samt en Apple-reklame, hvis portrættering af Thailand har fået landets politikere til at opfordre til boycot,

Der er dem, der mener, at store tech-firmaer som Apple og Google har mistet jordforbindelsen og ikke længere har en god fornemmelse af, hvad almindelige mennesker synes om og ikke synes om. Eller i hvert fald gælder det for deres marketing-afdelinger eller eksterne reklamebureauer.

Uanset, om du hører til dem med dette synspunkt eller ej, er der ingen tvivl om at Apple og Google nogle gange jokker i spinaten med beslutninger, der ikke ligefrem hjælper med at bestride det ovennævnte omdømme.

Annonce:

Det så vi senest med iPad-reklamen, der kvaste alt fra klaverer til smiley-bolde i en stor maskine, for at vise hvor flad den nyeste iPad Pro er. Det gjorde mange blandt Apples kreative kernebrugere forargede.

Nu har såvel Google og Apple så været nødt til at trække reklamevideoer fra nettet og TV efter det er haglet ned over firmaerne med klager, der denne gang kommer fra så vidt forskellige grupper som sportsfans og beboere i Thailand.

Fanbrev fra en AI

Hvis vi starter med Google, så er reklamen relateret til de igangværende olympiske lege i Paris. Sydney McLaughlin-Levrone er en af de løbere fra USA, der konkurrerer ved legene, og i den pågældende reklame hjælper en far sin datter med at skrive et fanbrev til løberen ved at bruge Google-AI’en Gemini.

Det har imidlertid vakt en hel del forargelse både på og udenfor sociale medier. En medieprofessor fra Syracuse University påpegede det upædagogiske i ikke at lade datteren skrive brevet selv og hvordan faderen i princippet fralægger sig et uddannelsesansvar ved at lade AI’en gøre det i stedet. Andre har påpeget at de måske ville foretrække at få fanbreve skrevet af mennesker og ikke AI’er.

”Vi tror, AI kan være et stærkt værktøj til forbedring af den menneskelige kreativitet. Men den kan aldrig erstatte den”, sagde en talsperson fra Google til CNBC. Reklamen kører ikke længere på TV under OL, men kan stadig ses på YouTube.

Fornærmede Thailand

I Apples tilfælde handler det om at fornærme nærmest hele Thailands befolkning. Apple har kørt en serie af reklame-kortfilm, de kalder for ’Underdogs: OOO’, hvor de tre O’er står for ”Out Of Office”. Serien handler om en række kontorarbejdere, der rejser rundt forskellige steder i verden og bruger Apples produkter til at navigere igennem forskellige udfordringer.

Serien, der primært kører på YouTube, fik for nyligt et nyt afsnit, der foregår i Thailand. Men reklame-kortfilmens portrættering af Thailand anses for at gøre brug af gamle stereotyper og for at indikere med forskellige filmiske virkemidler, at landet er tilbagestående.

En højtstående thailandsk politiker opfordrede endda Thailands befolkning til at ”holde op med at bruge Apples produkter og skifte til andre mærker”, fordi ”befolkningen er dybt nedslåede og vrede over den reklame”. Andre medlemmer af Thailands parlament har inviteret Apple til Thailand for at vise landet frem og diskutere, hvordan det bliver portrætteret.

Efter at have taget filmen ned fra YouTube har Apple udsendt en undskyldning, hvor firmaet blandt andet skriver, at ”det var vores intention at fremvise Thailands optimisme og kultur, og vi undskylder for ikke at have repræsenteret Thailand som landet fremstår i dag”.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.