Med Buds3 dukker AI også for alvor op i Samsungs øretelefoner, med bl.a. en oversættelsesfunktion og AI-forbedrede stemmeopkald.
Som vi fandt ud af for et par uger siden ved en større læk af detaljer om de produkter, Samsung i dag har lanceret ved deres Unpacked-event, har selskabet taget et større skridt, når det gælder designet af sine trådløse øretelefoner.
Tredje generation af Samsungs Galaxy Buds-serie er i dag blevet annonceret i Paris, og her er der en meget tydelig tilføjelse i form af stilke. ”Stilk” er det ord, nogle bruger til at omtale de stænger, der lige siden Apples lancering af AirPods har indikeret til omverdenen, at brugeren har øretelefoner i ørerne.
Samsung har indtil videre satset på et mere diskret design, der gjorde mindre væsen af sig, men fra i dag er den strategi altså droppet. Det sker, ifølge Samsung, efter firmaet har indsamlet en række ”varierede statistiske data”, der åbenbart viser at stilke-designet er vejen frem.
Modsat Apples AirPods er stilkene og selve øretelefonerne ikke helt afrundede, men kantede. Det kalder Samsung for et ”blade”(knivsblad)-design, og dette design skulle gøre Buds3 og Buds3 Pro mere komfortable at have i ørerne. Samtidig har Samsung indført nye knibe- og stryge-styringsmetoder, der i meget høj grad minder om, hvordan AirPods styres.
Hi-res og 360 Audio
Det betyder samtidigt, at Samsung nu har et åbent design i øretelefon-porteføljen. Tidligere var alle Buds-modellerne af in-ear-typen, mens dette nu kun omfatter Pro-modellen. På indersiden er der dog stadig forskel på Buds3 Pro og den almindelige Buds3. Førstnævnte er en to-vejs-øretelefon med en 10,5mm driver flankeret af en 6,1mm planar-tweeter.
Dette skulle give mulighed for høj præcision i lyden, skriver Samsung i sin udmelding til pressen. Det giver også mulighed for bedre formidling af musik i hi-res (24bit/96KHz) og 360 Audio-lyd. Begge dele er dog også tilgængelige på Buds 3, og kræver, at lydkilden er en kompatibel Samsung-smartphone.
En anden forskel på de to modeller er at kun Pro’en har mulighed for at lukke omgivelserne ind med en ambient-funktion. Begge modeller har dog Adaptive ANC og Adaptive EQ, men Pro-modellen kan også detektere sirener, hvis der er fare på færde, samt opdage, når du taler. Ligesom på Buds 2 Pro kan den aktivere ambient-tilstanden, når det sidste sker.
Forbedrede opkald med AI
På batterisiden er der op til fem timers spilletid med ANC slået til på de almindelige Buds3, og i alt 24 timers opladning, når ladeæskens kapacitet tages med i betragtning. Pro-modellen lægger en time mere oven i mellem opladningerne, og æsken giver op til 26 timers brug før også den skal lades op.
Endelig bør det også nævnes, at Samsungs satsning på AI ikke er gået Galaxy Buds forbi. En ny oversætter-funktion á la den, Google har i sine Pixel Buds, er nu tilgængelig på Galaxy Buds3-serien. Det virker dog kun med kompatible Samsung-telefoner, for det er på disse, selve AI-processeringen foregår.
Samsung bruger også maskinlæring og AI til at gøre stemmeopkald bedre. Ifølge Samsungs pressemeddelelse kan Buds3-serien genskabe brugerens stemme og filtrere udenomsstøj væk via AI, sådan at personen i den anden ende hører et rent stemmesignal.
Galaxy Buds3 koster 1.299 kroner og Buds3 Pro 1.899 kroner. De fås i hvide og sølv-modeller og kan forudbestilles nu med levering fra 19. juli.