Den klassiske sportscoupé, som mange af os husker fra barndommen, relanceres i en elektrisk version. Og ligesom originalen er der tale om en slags ”billig-Mustang”.
For folk under 40 er Granada formentlig primært en sydspansk provins med masser af sol og smukke, gamle, historiske bygninger. Taunus formentlig en bjergkæde ved Rhinen, hvor folk er draget på spa-ophold i århundreder, Cortina er et populært, italiensk skisportssted og Capri er en solbeskinnet italiensk ø, der blev nævnt i en gammel sang.
Men for Recordere-læsere, der har nået en vis alder, er Granada, Taunus, Cortina og Capri ikke først og fremmest turistmål, men derimod bilmodeller fra Fords europæiske fabrikker. De af os, der voksede op i 70’erne og 80’erne husker disse modeller fra motorvejsture og naboernes carporte – hvis da ikke, vores forældre selv havde en af dem.
Hvor Granada, Cortina og Taunus primært var sedan-modeller (med undtagelse af den ultrapopulære stationwagon-model af Cortina) var Capri en sporty coupé, der blev markedsført som en slags skrabet, europæisk version af den amerikanske Mustang-model. Og det trick gentager Ford nu i elbil-æraen.
På grund af dens høje brændstofforbrug, og fordi den ikke blev produceret i Europa, var det svært at få fingre i en Ford Mustang i Europa i 1970’erne og 1980’erne – og derfor blev Capri som nævnt lanceret som en slags billigere erstatning.
Alternativ til Mustang Mach-E
Den nye generation af Mustang’er – i elbil-formen, der også hedder Mach-E, er til gengæld lanceret i Europa. Men lidt som i 1968, da den oprindelige Capri blev et alternativ til Mustang’en, skal en ny, elektrisk Capri ses som en model, der kan give europæerne et alternativ til Mustang Mach-E.
Ligesom Mustang Mach-E er der tale om en sportscoupé-model. Og ligesom den oprindelige Capri er der tale om et design, der lugter lige tilstrækkeligt af fart, men også kan bruges som familiebil. Med andre ord er målgruppen måske netop folk, der har nostalgiske minder om hurtige Ford Capri’er fra barndommen, men som stadig skal køre teenageren rundt til forskellige gøremål fra tid til anden. Capriens 570 liters bagagerumsplads taler nok også til denne målgruppe.
Den nye Capri har i standardversionen et 77 kWh-batteri med en rækkevidde på 627 km på en opladning. Kan du finde en tilstrækkeligt kraftig ladestander, kan den lades op fra 10-80 procent på 28 minutter. Den er baghjulstrukket af en enkelt motor med 282 hestekræfter. Den er baseret på Volkswagens MEB-platform.
Er du klar på at betale ekstra for Premium-modellen af Capri, kan du få firhjulstræk med to motorer og 340 hk. Der er lidt større batteri i Premium-modellen på 79 kWh, men den ekstra kapacitet bruges primært på at drive de to motorer. Selv om den kan håndtere ladning med op til 185 kW, skærer du kun to minutter af ladetiden, og rækkevidden er faktisk lavere end standardmodellen med lige under 600 km.
B&O-anlæg og massage i førersædet
Men der er jo tale om en sportscoupé, så standardmodellen kan gå fra 0-100 på 6,4 sekunder, mens Premium-udgaven klarer det på 5,3 sekunder. Premium-modellen har også lydanlæg fra B&O, 20-tommers rat (mod 19 tommer på standardmodellen) og ambient-lyssætning. En mere udviklet adaptive cruise control er også at finde i Premium-versionen.
Begge modeller kommer dog med automatisk baneskift, og Capri kigger også efter cyklister, før du åbner døren ved parkering. Og så kommer der en indbygget massagefunktion i førersædet som standard på begge modeller.
For Rec.dk-læserne er noget af det vigtigste naturligvis de indbyggede elektronik-muligheder og her byder Ford Capri på en 14,6″ vertikal touchskærm til styring af de forskellige ICE-muligheder, klimaanlæg, osv. Touchskærmen kan endda flyttes, så et opbevaringsrum bag den kan udnyttes.
Standardmodellen af Capri, der også hedder Select, koster fra 359.990 kroner, mens Premium-udgaven starter ved 379.990 kroner. Vil du have firhjulstræk/AWD koster den fra 399.990 kroner. Ford lover levering fra om 20 uger, så hvis du bestiller nu, kan du måske lige nå at give dig selv og familien en Capri i julegave.