Forside * Nyheder

Waymo tilbagekalder alle sine robotaxier efter et mindre uheld

-
(Foto: Waymo)

Firmaet, der lige nu fører i kapløbet om at komme først med en succesrig robotaxi-forretning tager ingen chancer, efter hvad der skete for konkurrenten Cruise.

For tre uger siden, d. 21. maj stod Jericka Mitchell på gaden i Phoenix i Arizona og ventede på en robotaxi. Den dukkede imidlertid aldrig op. Og det viste sig, at der var en god grund til at Jericka Mitchell måtte kigge langt efter sin helautomatiske kørelejlighed.

Det var en robotaxi fra  Waymo, Mitchell stod og ventede på. Ifølge selskabet, der er et af de få selskaber i spidsen for udviklingen af selvkørende biler,  kørte bilen ind i en gyde, hvor telefonstolperne var placeret på gadeniveau i stedet for på fortovet.

Annonce:

Årvågne læsere har nok allerede gættet, hvad der skete. Waymo-robotaxien kørte direkte ind i en af telefonstolperne. En gul linje markerede kørebanen i gyden, men bilen kolliderede alligevel med en af stolperne med en hastighed på cirka 13 km/t og pådrog sig skader. Det skriver The Verge.

Jericka Mitchell så ikke ulykken, men hun hørte braget helt klart, fortalte hun i en lokal TV-nyhedsudsendelse, 12News. Den pågældende bil var uden passagerer på tidspunktet for ulykken og kørte altså relativt langsomt.

Tager ingen chancer

Selv om der ikke var mennesker involveret i kollisionen hverken inde i eller uden for bilen, tager Waymo ingen chancer. De har tilbagekaldt hele flåden af robotaxier, der p.t. kører rundt i Phoenix i Arizona, samt i Los Angeles og San Francisco i nabostaten Californien.

Den forulykkede Waymo-bil og dens ven, telefonpælen. (Foto: 12News Phoenix)

Helt officielt har Waymo indsendt en tilbagekaldelsesmelding til USAs nationale havarimyndighed, National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA). Selskabet har i forbindelse med tilbagekaldelsen opdateret softwaren i alle de 672 selvkørende biler, der lige nu kører rundt i de ovennævnte områder.

Fejlen i den gamle software var angiveligt at sandsynlighedsberegningen i Waymos AI tildelte en lav skadeværdi til forhindringer som telefonpælen og den tog ikke højde for de smalle kanter i gydens vejbane.

Når en robotaxis møde med en telefonpæl i en amerikansk gyde er en nyhed, der er værd at skrive om, er det fordi, Waymo er et af tre primære robotaxi-selskaber i USA. De to andre er General Motors’ Cruise-selskab og så Tesla, der planlægger en storsatsning på robotaxi-området. Og hvis læseren vil tilgive et halvplat ordspil, så kører det ikke rigtig for de to andre.

Færre uheld end konkurrenten

Waymo har kun måttet tilbagekalde sin flåde én gang før. Sidst var tidligere i år, hvor to af selskabets autonome køretøjer kolliderede med samme pickup-truck, der blev bugseret. Waymo konkluderede, at deres software ikke korrekt kunne forudsige bevægelserne af den bugserede bil fordi dens bevægelser var afhængig af bilen, der bugserede den. Waymo oplevede dog for nylig noget folkelig modstand, da en folkemængde brændte en robotaxi af.

Cruise har modsat været involveret i en række mere spektakulære hændelser, inklusive en blokade af en gade i San Francisco, fordi en masse robotaxier havde besluttet sig for at køre det samme sted hen. Og så var der den Cruise-robotaxi, der kørte fast i våd beton.

Men en mere alvorlig ulykke indtraf sidste år, hvor en af deres robotaxier uforvarende trak en person, der var blevet ramt af en anden bil, flere meter ned ad en gade i San Francisco. Denne hændelse førte til, at Californien suspenderede Cruises licens til at operere i staten, og selskabet valgte efterfølgende at sætte alle sine robotaxi-aktiviteter på pause. Selskabet har dog genoptaget kørslen.

Når det ikke kører for Teslas robotaxier er det imidlertid blot fordi, disse stadig er på planlægningsstadiet. Elon Musk har dog haft problemer med at få tilladelser til testkørsel i USA og overvejer derfor i stedet at begynde Teslas robotaxi-eventyr i Kina.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.