Sonos er klar med deres første hovedtelefoner som hedder Sonos Ace, og har du en nyere Soundbar fra Sonos, er de virkeligt en god tilføjelse til dit Sonos økosystem.
De har været rygtet undervejs i flere år, og i maj blev de så præsenteret. Vi taler naturligvis om Sonos Ace som blev navnet på Sonos første sæt hovedtelefoner. Sonos Ace skal være en integreret del af dit Sonos økosystem, hvor de kan bruges samme med din Sonos soundbar, når resten af familien er gået i seng.
Vi har testet de nye Sonos Ace hovedtelefoner, og her er hvad vi synes.
Design og installation
Sonos Ace kommer i en æske, der sammen med hovedtelefonerne kommer med en case, der passer til den farve du har købt hovedtelefonerne i. Vi testede den sorte, men du kan også få Sonos Ace i soft hvid. I etuiet finder man et mindre etui som indeholder USB-C til USB-C kabel og et USB-C til mini-jack kabel. Begge kabler matcher farven på hovedtelefonen.
Designet er virkeligt elegant. Det er tydeligt at Sonos har brugt langt tid på at få designet en hovedtelefon der føles let, og ubesværlig at gå rundt med.
Kopperne er lavet i hård plast, og designet minder om en blanding af Apple AirPods Max og Sony WH-1000XM serien. På højre ørekop finder man fysiske knapper til at styre lydstyrke, skifte nummer, slå aktiv støjreduktion til og fra, og skifte mellem en soundbar og hovedtelefonerne. På venstre øre finder man USB-C stik og en knap til at tænde/slukke og sætte hovedtelefonerne i pair mode.
Jeg er vild med de fysiske knapper. De er lette at finde når man har hovedtelefonerne på, og de er super lette at betjene. Så for mig er det et stort plus med fysiske knapper.
Puderne er beklædt med blødt memory skum og syntetisk læder, og de føles ualmindeligt behagelige at have på. De sidder fast med magneter, og Sonos fortæller os at man senere vil kunne købe nye puder, hvis man har behovet. De koster iøvrigt 359,- at skifte ud. Magneterne er indrettet således at man ikke ved en fejl kan sætte puderne forkert på koppen eller bytte dem om. Hovedbøjlen er også beklædt med blødt skum og længden på armene på hovedtelefonen kan justeres frit så de passer til ethvert ansigt.
Inde i Sonos Ace finder man mikrofoner til både den aktive støjreduktion, men også til tale, når du bruger Sonos Ace sammen med din telefon eller computer.
Sonos Ace kommer desværre ikke med en IP certificering, så selvom Sonos har fortalt os, at de godt kan tåle enkelte stænk, bør man være forsigtig hvis man går med dem i regn.
Designet er klart godkendt.
Hvordan lyder Sonos Ace?
Kort fortalt så lyder Sonos Ace rigtigt godt. Jeg har testet dem med alt muligt forskelligt musik, og uanset om det var Alan Parsons Project, Andreas Vollenweider eller dance musik, så var lyden super klar og ren som man forventer det fra sonos.
Bassen er dyb, mens mellemtone og diskant står lysende klart. Dette gælder både med aktiv støjreduktion slået til eller fra.
Sonos Ace har en ulig fordel overfor andre hovedtelefoner, hvis du allerede har en Sonos Arc eller Sonos Beam II soundbar, for sammen med den er det at du kan bruge Sonos Ace til TV lyd. Du trykker på en knap på højre ørekop, og så overtager Sonos Ace den TV / Film lyd der kommer ud af soundbaren. Funktionen hedder Swap. Jeg skal dog lige advare Android brugere, at Swap er en funktion der ved lanceringen ikke virker med Android smartphones.
Det fungerer rigtigt godt, og går du tilbage til soundbaren, har Sonos gjort det sådan at lyden ikke brager ud i stuen, hvis resten af huset er gået i seng. Sonos bruger faktisk soundbarens hardware til at omkode de forskellige lydformater inden de sendes til Ace via WiFi.
Sonos Ace understøtter rumlig lyd med apps, der understøtter Dolby Atmos-formatet. Dolby Atmos- og 360 Reality Audio-spor i Apple Music, Amazon Music, Tidal og Deezer er alle understøttet.
Sonos Ace understøtter også surroundsound, så du kan se film med hovedtelefonerne på, og stadig få en god og fyldig oplevelse. Det er klart at du ikke får lige så god lyd, som hvis du hørte det på din Arc med gode baghøjttalere og sub. Men det lyder virkeligt godt.
Jeg testede med Dune II, og der var virkeligt god lyd, både under dialog og musik.
Sonos tilbyder Hovedsporing, som gør at Ace holder øje med hvor din soundbar er placeret, og så sørger den for at uanset hvordan du drejer hovedet, så kommer lyden fra den retning hvor TV’et er. På film kan jeg godt lide den funktion. Du kan også få det på rummeligt musik, men der kan man gudskelov slå det fra.
Den aktive støjreduktion på Sonos Ace er også i top-klasse. Den kan sagtens måle sig med både Sony og Apple, og jeg testede med simuleret fly-lyd og der var det tydeligt at Ace kunne dæmpe de lyde og stemmer som man ellers kender fra kabinen. Men jeg vil ikke sige at den er bedre end andre top-modeller, men den dæmper rigeligt.
Sonos Ace understøtter også transparrent lyd. Aware mode lukker lyde ind fra omgivelserne, så du kan høre, hvad der foregår omkring dig, og samtidig lytte til din musik.
Lyden på Sonos Ace er fantastisk. Den er fuldt på højde med både Apple AirPods Max og Bowers & Wilkins Px8 som jeg har testet tidligere. Og så har Sonos den ulige fordel at den som skrevet kan bruges til TV-lyd uden mærkbar forsinkelse på grund af den tætte integration via WiFi med din soundbar.
Bluetooth og WiFi – WiFi dog kun til Sonos
WiFi kan kun bruges sammen med din Sonos soundbar, men så er det godt at Sonos kommer med Bluetooth, der gør du kan bruge det sammen med din smartphone eller computer.
Sonos Ace er udstyret med Bluetooth 5.4, og kan afspille tabsfri lyd fra kompatible kilder takket være Snapdragon Sounds aptX Lossless- og Apples ALAC-codecs-understøttelse.
Sonos Ace understøtter multi-point, så du kan have to enheder forbundet via bluetooth samtidigt, så hvis din telefon ringer og du sidder med hovedtelefonerne på din computer, skifter den let og uproblematisk over på telefonen.
Man skal dog være opmærksom på, at selvom Sonos understøtter Wifi, så kan den ikke blive en zone i Sonos. Den virker kun i samspil med din Sonos Arc eller Sonos Beam II. Senere skulle der komme andre Sonos soundbar modeller med i den understøttelse.
Hvis du vil køre kablet forbindelse, kan du bruge de medfølgende kabler og bruge dem med mini-jack eller USB-C.
Batteritid – 30 timer.
Sonos kommer med op til 30 timers batteritid afhængig af hvor højt du spiller, eller om du bruger kabel, bluetooth eller WiFi. Når du bruger WiFi sammen med din soundbar bruger Sonos Ace mere batteri, men i daglig brug med bluetooth kommer du sagtens over 20-27 timer med normal lydstyrke, og det er endog med aktiv støjreduktion slået til.
Sonos Ace understøtter hurtig opladning via USB-C, så du hurtigt kan få tanket op.
Batteritiden er klart godkendt.
Sonos App – Kom nu Sonos – Det går baglæns lige nu
Så har vi elefanten i rummet. Jeg har længe skrevet at Sonos app trængte til en opdatering. Den kom her i foråret, og jeg tror jeg er flink hvis jeg skriver at den nok ikke er gået helt efter hensigten.
Nu vælger jeg at fokusere på Sonos app’en i denne anmeldelse omkring de funktioner der vedrører Sonos Ace, men også der er der huller i osten. Der er manglende oversættelser, hvor Sonos bare sætter et variabel navn ind, og man kan kun indstille Sonos Ace når hovedtelefonerne er tilsluttet telefonen.
Jeg håber virkeligt at Sonos prioriterer at få styr på deres app. Men når man først har sat Sonos Ace op, så er det ligesom alle andre hovedtelefoner, så bruger man ikke app’en til det mere.
Men app’en trækker ned i min anmeldelse, for det skal Sonos bare kunne gøre bedre i 2024.
Konklusion – Virkeligt gode hovedtelefoner, men fantastiske hvis du har Sonos i forvejen
Sonos Ace er et virkeligt godt sæt hovedtelefoner. Men det skal det også være når du skal betale 3.699,- for dem. De er billigere end Apple AirPod Max og dyrere end Sony WH-1000XM familien, men til gengæld kan de arbejde tæt sammen med dit Sonos økosystem.
Personligt ville jeg vælge dem, men kun fordi jeg har Sonos Arc soundbar, for det er der Sonos Ace virkeligt kan gøre en forskel, når den overtager TV-lyden.
Sonos Ace lyder godt – De ser godt ud, og i samspil med en understøttet Sonos soundbar, så får du virkeligt et godt sæt hovedtelefoner uanset om du er på farten eller hjemme.
Du kan naturligvis bruge Sonos Ace uden at have en Sonos Soundbar, og så er de stadig et godt sæt hovedtelefoner, men så snyder du dig selv for den fedeste funktion i Ace.
Det som skuffer er den manglende IP certificering og Sonos app’en, men kan du leve med det så får du et rigtigt godt sæt hovedtelefoner med fantastisk lyd i Sonos Ace.
Pris og levering
Sonos Ace kan købes fra 5. juni til 3.699 kr. Den kommer til salg direkte hos Sonos og hos flere forhandlere.