Forside * Nyheder

Paramount og Skydance fusionerer ikke alligevel

-
(Foto: Skydance / Paramount)

Efter flere ugers forhandlinger er forslaget om en fusion mellem Paramount og Skydance brudt sammen. Nu kan Paramount slet og ret blive sat til salg.

Det var angiveligt tættere på, end det har været med nogen anden fusionspartner. Men det gamle Paramount-studie og dets mange søsterselskaber kommer alligevel ikke under delvis ejerskab af Oracle-bossen Larry Ellisons søn David og dennes produktionsselskab, Skydance.

I en erklæring fra National Amusements, moderselskabet til Paramount, blev det meddelt, at forhandlingerne med Skydance om en fusion ikke kunne føre til “gensidigt acceptable vilkår”. Men der ligger sandsynligvis en bestemt forretningspolitisk og teknisk detalje bag beslutningen.

Annonce:

Som vi nævnte, da vi først skrev om den mulige fusion, var ledelserne på begge sider af fusionen tilfredse med vilkårene. Der manglede blot en opadvendt tommelfinger fra Shari Redstone, hvis familie har stået i spidsen for National Amusements i tre generationer. Det ser dog ud som om, Redstone ikke kunne sige ja, selv hvis hun ville.

Ifølge The Hollywood Reporter ville Skydance ikke lade handelen inkludere juridisk beskyttelse af Shari Redstone mod en potentiel retssag fra aktionærerne i selskabet. Det kan have spillet en afgørende rolle i sammenbruddet af forhandlingerne.

Ulige fordeling af afkast

Det var ventet at især små aktionærer ville være gået sammen om en retssag mod Redstone, fordi Skydance-aftalen angiveligt ville give hende et større afkast end disse aktionærer med en mindre ejerskabsandel.

Ifølge The Wall Street Journal vil Shari Redstone nu sandsynligvis gå efter slet og ret at sælge National Amusements, og altså ikke fusionere Paramount med et andet selskab. Det kan betyde, at Paramount kan undergå samme skæbne som et andet gammelt Hollywood-studienavn, MGM, der nu ejes af Amazon.

MGM var ved Amazon-købet i 2022 et mindre foretagende, men havde dog det tilfælles med Paramount at de var i gang med at prøve at få en streamingtjeneste til at spille. Paramount Plus er endnu ikke er blevet profitabel, selv om den oplevede en stigning i abonnementer efter at have vist Super Bowl LVIII. Aktionærerne er dog bekymrede over den langsigtet vækst, da Super Bowl kun er en gang om året. Populære universer som ’Star Trek’, ’Halo’ og Taylor Sheridans mange serier såsom ’Yellowstone’-universet, er muligvis ikke nok til at opretholde væksten.

Sidste år dukkede der rygter op om en mulig fusion med Warner Bros. Discovery, men interessen for denne døde senere ud. Ud over Skydance og Warner Bros. Discovery har der været andre interesserede købere, herunder Apollo Global Management, Sony og Byron Allen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.