føtex lancerer deres første betjeningsløse butik i Aarhus baseret på ny teknologi til automatisk indkøbskurv
føtex er klar til at revolutionere indkøbsoplevelsen med lanceringen af en helt ny, betjeningsløs butik i Aarhus. Butikken, der åbner i oktober på Tordenskjoldsgade i bydelen Trøjborg, vil være åben døgnet rundt og introducerer en ny og banebrydende kamerateknologi på det danske dagligvaremarked.
Den nye føtex, kaldet føtex GO, er designet til at gøre indkøb hurtigere og mere bekvemme. Kunderne scanner sig ind i butikken med deres betalingskort. I butikken er der et omhyggeligt udvalgt sortiment på mere end 1.000 varer. Når man er færdig med at handle, så forlader man bare butikken – uden at skulle igennem en traditionel betalingsproces.
Takket være avancerede kameraer registreres alle køb automatisk, hvilket også gør det muligt at returnere varer ved simpelthen at placere dem tilbage på hylden.
For varer med aldersbegrænsning, såsom alkohol, vil køb foregå i et dedikeret område, hvor adgang kræver aldersverifikation via MitID.
“Den nye betjeningsløse butik skal ses som et supplement til vores øvrige varehuse, der skal give vores kunder ny og helt unik indkøbsoplevelse, fordi vi tror på, at tiden nu er moden. Vi har valgt Aarhus som første by, fordi det er en storby med en kundegruppe, som passer godt til konceptet, og fordi vi har fundet en attraktiv placering til butikken”, fortæller direktør i føtex, Morten Møberg, i en udmelding, og fortsætter:
“Vi tror på, at teknologien og den udvidede åbningstid vil appellere til rigtig mange kunder, der mangler det sidste i køleskabet – også udenfor normal åbningstid”.
Den nye butik på 120 kvadratmeter vil fungere som et supplement til de eksisterende føtex varehuse, og succesen vil afgøre, om konceptet skal udbredes til flere byer.
Fakta om betjeningsløs føtex GO– Butikken åbner til oktober på Tordenskjoldsgade i Aarhus bydelen Trøjborg – Man scanner blot ind med sit betalingskort og kan nemt og frit forlade butikken efter indkøb – Den nye føtex er en mindre butik på 120 kvm, der har åbent hele døgnet året rundt – Man kan handle over 1.000 varer lige fra ferskvareretter til det nemme måltid, mejerivarer, kolonial, snack og drikkevarer Kilde: føtex |