Forside * Nyheder

Gemini Chatbot nu tilgængelig som mobil-app i Danmark

-

Google har netop lanceret deres AI-drevne chatbot, Gemini, som mobil-app i Danmark. Denne nye app kan give direkte hjælp ud fra tekst og billeder samt søge med stemmen, hvilket gør det nemmere for danske brugere at booste deres kreativitet og styrke produktiviteten på farten.

Tidligere på året blev Gemini introduceret som app i USA og flere andre lande udenfor EU. Nu er turen kommet til Europa, herunder også Danmark. Fra i dag er appen tilgængelig på Android og vil gradvist blive tilgængelig for alle iOS-enheder over de næste to uger.

Annonce:

Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark, udtaler: ”Der er rigtig mange hverdagssituationer, hvor man ikke lige sidder foran computeren, og hvor Gemini kan være en hjælp. På jobbet, i supermarkedet, i fitnesscenteret etc. Appen er et vigtigt skridt på vejen mod at skabe en endnu mere hjælpsom og personlig assistent, der kan højne både produktiviteten og kreativiteten, når man har brug for det.”

Gemini-appen er designet til at hjælpe i mange dagligdagssituationer. Tag for eksempel et billede af et fladt dæk med mobilen, og bed Gemini om instruktioner til, hvordan du fikser det. Eller tag et billede af en tegning og få en historie, der passer til. Gemini kan også hjælpe med at skrive takkekort, sammensætte aftensmåltider efter kostrådene eller planlægge den perfekte date eller weekendtur til en storby.

Brugere kan også bruge Gemini til at få svar fra nogle af Googles mest populære apps såsom Maps, YouTube og Gmail. For eksempel kan du få opsummeret dine ulæste mails.

For Android-brugere kan Gemini tilgås på to måder: enten ved at downloade Gemini-appen eller ved at tilvælge Gemini-funktionen via Google Assistant. Ved at vælge den sidste mulighed kan du bruge Gemini som en overbygning i andre apps og dermed få hjælp relateret til det indhold, du ser på din skærm. Lige nu kan iPhone ejere ikke få adgang til app’en.

I Gemini-appen får du også adgang til mange af de samme stemmefunktioner, som Google Assistant tilbyder, såsom at indstille timere og alarmer, foretage opkald og styre hjemmets smart home-enheder.

Android brugere kan downloade app’en her

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.