Napster ændrede fundamentalt måden, vi lytter til og opdager musik på. Det var Napster, der kickstartede den online musikrevolution, der begyndte for et kvart århundrede siden.
Det kan være svært at tro, men i denne weekend er det 25 år siden, Napster første gang så dagens lys. Fildelingstjenesten levede kun i et par år, men nåede på denne korte tid at lægge grunden til, hvordan de fleste lytter til og opdager ny musik her to et halvt årti senere.
Napster blev grundlagt af Shawn Fanning og Sean Parker i 1999 og den første udgave af Napster-klienten blev sendt ud til verden 1. juni 1999. Hvis du skulle være ung nok til ikke at kunne huske Napster, var det en filudvekslingstjeneste, der tillod brugere at dele digitale musikfiler med hinanden.
Konceptet var simpelt men banebrydende: brugere kunne søge efter og downloade musikfiler fra andre brugeres computere. Dette system eliminerede behovet for en central server og den distribuerede netværksform inspirerede siden peer-to-peer (P2P)-konceptet, inklusive hele Torrent-økosystemet.
Men Napsters indflydelse rakte langt ud over fildeling. Med ét slag blev traditionelle musikdistributionskanaler baseret på fysiske medier gjort overflødige og musik blev øjeblikkeligt tilgængelig for alle med en internetforbindelse. Napster blev selvsagt hurtigt utroligt populær.
Lars Ulrich troppede op
Inden for et år havde tjenesten millioner af brugere, og musikudvalget voksede eksponentielt. For mange brugere var Napster en revolutionerende måde at opdage ny musik på og genfinde gamle favoritter, især inden for genrer, der ikke blev prioriteret i mainstream-musikbutikker.
Og så var musikken på Napster gratis, fordi den var ulovligt kopieret. Adskillige undersøgelser viste dog dengang, at det ikke nødvendigvis var pengene, der fik især unge mennesker til at strømme til Napster. Det var derimod udvalget og den lette tilgængelighed, at musik kunne høres og udforskes lige så let som at åbne for vandhanen.
Musikindustrien, ledet af store pladeselskaber som Universal Music Group og Sony Music, så naturligvis Napster som en trussel. Napster bidrog uden tvivl til massiv krænkelse af ophavsretten, da millioner af sange blev delt uden kompensation til kunstnerne. I december 1999 blev Napster sagsøgt af Recording Industry Association of America (RIAA) på vegne af flere store pladeselskaber.
I marts 2000 blev der sat kendte ansigter på problematikken, da Metallica, anført af Lars Ulrich, lagde sag an mod Napster. I starten af maj dukkede den danskfødte trommeslager op ved Napsters hovedkvarter for rullende MTV-kameraer med 13 kasser fyldt med juridiske dokumenter og lister over navne på folk, der havde downloadet Metallica-tracket ’I Disappear’, der endnu ikke var blevet officielt udgivet.
P2P og fildeling fortsatte
Retssagen trak overskrifter og satte gang i en bredere debat om ophavsret og digital musik. Mens nogle argumenterede for, at Napster gav kunstnere eksponering og nye lyttere, fastholdt andre, at det undergravede musikernes indtægtsgrundlag. RIAA’s sag mod Napster kulminerede i 2001, da en dommer beordrede tjenesten til at stoppe distributionen af ophavsretligt beskyttet materiale. Napster blev lukket ned blev solgt til den tyske mediegigant Bertelsmann.
Siden har Napster-brandet levet i forskellige former, herunder som en lovlig musikstreaming-tjeneste ejet af den amerikanske forbrugerelektronik-butikskæde Best Buy. Men det var tydeligt, at det kun var navnet, der var tilbage.
Selvom Napster blev tvunget til at lukke, efterlod den et stort eftermæle. Den blev lynhurtigt erstattet af lignende tjenester, herunder LimeWire, Gnutella, og ikke mindst KaZaA, der bl.a. blev skabt af danske Janus Friis. Netværksteknologien udviklet til KaZaA blev senere grundlaget for Skype.
Desuden tvang Napsters eksistens og efterfølgende retssager musikindustrien til at genoverveje sine forretningsmodeller. Dette førte til fremkomsten af lovlige digitale musikbutikker. Musikbranchen forsøgte selv at skabe disse med MusicNet og PressPlay omkring 2002.
Arven fra Napster
De to tjenester havde dog det store problem, at de kun havde musik ombord fra de pladeselskaber som ejede dem. Man skulle altså som musikbruger vide, hvilket pladeselskab, ens favoritmusik var udgivet på, før man kunne købe eller streame den. F.eks. var PressPlay ejet af Universal og Sony Music, og det var kun deres kunstnere, man kunne finde der.
Det var naturligvis det modsatte af den lette tilgængelighed som Napster, Gnutella, KaZaA osv. tilbød og folk blev derfor ved med at bruge P2P-tjenesterne i stedet for de lovlige alternativer. Tingene ændrede sig først, da Apple lancerede iTunes Music Store ovenpå sin kolossale succes med iPod’en.
At det var den lette tilgængelighed, der drev Napster-revolutionen, blev tydeligt da streamingtjenester som Spotify, TIDAL, Apple Music, og så videre gav brugerne lovlig adgang til et omfattende musikbibliotek mod et abonnement. I stedet for at betale per download, og at skulle holde styr på et musikbibliotek, som det ellers havde været tilfældet med iTunes og andre lignende butikker, kunne brugerne nu bare lukke op for musik-vandhanen.
Shawn Fanning og Sean Parker, grundlæggerne af Napster, gik videre til andre teknologivirksomheder og startups. Sean Parker blev især kendt for sin rolle i Facebooks tidlige udvikling og som en velkendt teknologiinvestor. Shawn Fanning, der kun var 19 år gammel, da han byggede Napster-klienten, har for nylig brugt den decentraliserede netværksmodel til at bygge IoT-netværket Helium og selskabet Nova Labs, Inc.
