Forside * Nyheder

Elon Musk får lønforhøjelse trods nye sexchikane-anklager

-
(Foto: JD Lasica/CC BY 2.0)

Teslas bestyrelse har netop godkendt Musks lønkrav på 56 milliarder dollar eller cirka 389 mia. kroner om året. Imens hober anklagerne om seksuelle krænkelser sig op hos et andet Musk-firma, SpaceX.

Det har været en dag, hvor der har været en del blæst om Elon Musk. I forbindelse med Teslas årlige aktionærmøde har en række af aktionærerne sagsøgt Musk for at have startet et AI-firma, der ikke bærer Tesla-navnet – altså Grok AI.

Samtidig har der været en hel del snak op til mødet om, hvorvidt aktionærerne ville godkende Elon Musks krav til en årsløn. Kravet var på hele 56 mia. dollar (inklusive aktieoptioner) eller cirka 389 mia. kroner, hvilket selv i den amerikanske teknologibranche er en hel del. Til sammenligning betalte Musk 44 mia. dollar for Twitter. Det svarer til det dobbelte af Islands bruttonationalprodukt.

Annonce:

Det er faktisk så høj en løn, at en dommer i Delaware tilbage i januar nægtede Musk at få så stort et beløb, efter Tesla-aktionærer havde sagsøgt selskabet om det. I en tillidserklæring til Musks nye Tesla-strategi, der er fokuseret på AI, har aktionærerne dog nu igen sagt ja til lønforhøjelsen.

I en anden del af Musks teknologiselskabs-imperium er der dog mindre tillid til ham, skriver Wall Street Journal. Fra de indre linjer i SpaceX har der i et stykke tid lydt klager om et kvindediskriminerende og sexistisk arbejdsmiljø. Og nu er Elon Musk igen blevet udpeget som en af synderne bag den upassende adfærd.

Bestyrelsesformand afviser anklagerne

Wall Street Journals reportage afslører, at Musk har haft en relation af seksuel art med to ansatte og har antastet en tredje kvinde med et mildest talt upassende tilbud. Wall Street Journal har talt med 48 personer med kendskab til sagerne, og har ydermere haft indsigt i tekstbeskeder, e-mails og andre dokumenter.

Ifølge afsløringerne havde Elon Musk et seksuelt forhold med en tidligere praktikant som han så siden ansatte i sit lederteam. Han havde angiveligt også en seksuel relation med en anden medarbejder.

Desuden anklager en tredje kvinde Musk for gentagne gange at have ”tilbudt” hende om at blive mor til hans børn. Da hun afslog, nægtede han hende en lønforhøjelse og klagede over hendes indsats på arbejdet.

Musk har i vanlig stil ikke villet svare på anklagerne. SpaceX’ bestyrelsesformand, Gwynne Shotwell, siger til Wall Street Journal, at anklagerne maler et ”misvisende portræt af, hvordan det er at arbejde for SpaceX”.  Hun siger også, at alle klager over seksuel chikane bliver behandlet meget seriøst i firmaet.

Tilbød stewardesse en hest

Shotwell er dog selv syltet ind i anklagerne. Wall Street Journals undersøgelse viser nemlig også, at hun har anklaget en af de to kvinder, som Musk havde et seksuelt forhold til, for at have en affære med Shotwells ægtemand. Da kvinden klagede til HR-afdelingen over disse anklager, fortalte HR-afdelingen det til Shotwell, der herefter krævede kvinden fjernet fra SpaceX’s ledelse.

Som nævnt er det ikke første gang, SpaceX og Musk står over for anklager om en problematisk arbejdskultur. I 2021 hævdede fem tidligere SpaceX-ansatte, at der var en “kultur af seksuel chikane” i virksomheden. I den sag beskrev en af de pågældende kvinder flere tilfælde af at blive befamlet på jobbet.

I 2022 skrev Business Insider om en sag, hvor en kabinemedarbejder på Musks private jet anklagede ham for at have blottet sig og tilbudt at købe hende en hest i bytte for en erotisk massage. Tidligere i år blev SpaceX også sagsøgt af en tidligere medarbejder for seksuelt misbrug og diskrimination.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.