Apple har præsenteret, hvad der senere på året dukker op i WatchOS11. Som vanligt er der masser af fokus på helbred og fitness.
For fitness-folket er der en hel nye, spændende nyheder på vej i WatchOS 11. Der kommer for eksempel en ny Training mode, der udvider mulighederne du har, når du prøver at lukke fitness-ringene på dit Apple Watch.
Training mode giver dig nu en mere personaliseret, individuel måde at måle ”Training Load” på, altså hvor hårdt, du træner. Den vil tage din højde, vægt, alder med mere ind i beregningerne og du kan tilføje yderligere informationer, der har betydning for, hvor meget du belaster din krop (hvis du f.eks. skal passe på hjertet eller har en skade).
Du kan også indikere, hvor hårdt, du selv synes, din træning føltes. Og alle disse funktioner ender så med at blive sammenholdt med hinanden for at give dig et bedre overblik, men også så dit ur kan lade dig vide, hvis du kører for hårdt på og risikerer at skade helbredet.
Hvis du har behov for at sætte samvittigheds-presset fra ringene på håndleddet lidt på pause, kan du nu gøre det – for eksempel, hvis du har den førnævnte skade. Opsummeringen af dine resultater på iOS kan nu redigeres, så designet passer til dine behov.
Nyheder til Smartstack
Et andet sted, hvor WatchOS 11 kommer til at gøre mere brug af dine personlige kropskarakteristiskker er på helbredsfronten. En ny ”Vitals”-funktion holder øje med dine vigtigste helbredsdata, såsom puls og hjerterytme over tid.
Ud over dine egne muligheder for at holde øje med helbredet, kan denne funktion også lade dig vide, hvis der er større udsving i forhold til dine normale tal og ikke bare hvad der er den generelle sundhedsnorm. Kvindelige brugere af Apple Watch vil formentlig sætte stor pris på en lang række nye menstruationscyklus-trackingfunktioner, samt nye målinger, der kan ske under graviditet.
Smartstack. der blev introduceret til WatchOS sidste år, får nu nogle nye widgets, herunder en ny nedbørs-widget, der kan advare dig, hvis der er regn på vej, der hvor du er. Du vil også kunne foretage oversættelse direkte på uret, så du f.eks. siger et eller andet til uret og så får at vide, hvordan dette skal siges på et fremmedsprog.
AI-drevet Photos-watchface
Men hvad der måske er smartest ved den nye Smartstack-udgave, er at den helt selv kan tilføje nye widgets, når der er behov for det. Hvis uret f.eks. registrerer, at du er i et land, du ikke normalt opholder dig i, kan den førnævnte oversættelses-funktion blive tilføjet uden at du behøver foretage dig ret meget.
I det hele taget er disse ”live”-aktiviteter på Smartstack en prioritet, der også virker med tredjparts-apps. De nye widgets virker også med de håndgestikulationer, som WatchOS kan styres med.
Endelig er der også en lille nyhed i forhold til Apple Watch-urskiverne. Hvis du bruger Photos-urskiven, der viser billeder fra dit fotoarkiv som baggrund, kan du nu lade en AI finde de bedste billeder og f.eks. skære baggrunden fra eller redesigne billedet, så personen i billedet kan fremstå på en mere kunstnerisk eller kreativ måde.