En mere intelligent Siri, bedre AI-integration på tværs af platforme og emoji’er, du selv kan lave. Apple gør klar til et år med gradvise introduktioner af nye AI-funktioner.
Størstedelen af Apples åbningskeynote på udviklerkonferencen WWDC i dag gik med at introducere de nye AI-tiltag, der kommer som resultat af at Apple har droppet sine selvkørende elbilsplaner. Hos Apple står AI for Apple Intelligence.
Apple har skyndt sig at få de nye AI-funktioner stablet på benene, efterhånden som ærkekonkurrenterne Google og Microsoft er begyndt at integrere AI i deres produkter og andre firmaer, såsom Amazon, også er begyndt at lave partnerskaber med AI-firmaer, inklusive Anthropic og OpenAI.
Den nye AI-strategi integrerer avancerede AI-funktioner på tværs af iPhone, iPad og Mac, dog mest fokuseret på generativ AI. Som altid har Apple satset på at udvikle funktioner, der er både intuitive og sikre. Disse funktioner benytter en kombination af modeller, der kører lokalt på enheden samt serverdrevne generative AI-modeller der tilsammen skal levere en personlig og privat oplevelse for brugerne.
Blandt de kommende funktioner finder man personlig prioritering af notifikationer på iPhone, generative skriveværktøjer på tværs af apps og muligheden for billedgenerering. De sidste to funktioner findes dog allerede på Android og i Microsoft 365s Copilot. Det gælder også for de nye AI-funktioner til organisering af billederne i Fotos, hvoraf mange har været tilgængelige i årevis i Google Photos.
Nemmere at snakke med Siri
Billedgenereringen tillader f.eks. brugere at skabe tegneserieagtige billeder, der ligner kontakter i adressebogen, og sende dem via iMessage. En AI-udgave af de klassiske emojier kommer også, og Apple kalder disse for Genmoji. I stedet for at lede efter den helt rigtige emoji, kan du simpelthen bare beskrive den med ord, og hvis den ikke allerede findes, skaber Apple Intelligence den nye emoji for dig.
Apple Intelligence vil også kunne identificere og give relevante oplysninger og handlinger i forskellige kontekster. For eksempel vil systemet kunne læse en e-mail, identificere relaterede kontakter og finde relevante filer og vejbeskrivelser. Dette skaber en mere effektiv og personlig oplevelse, hvor brugeren får præsenteret de mest relevante oplysninger baseret på deres nuværende aktiviteter.
Den største nyhed ser dog ud til at være, at Siri nu bliver koblet op med en stor sprogmodel (LLM). Det gøre den langt bedre til samtale, lidt i stil med, hvad man kan opleve med f.eks. ChatGPT i tale og tekst. Derudover får mulighed for at udføre opgaver på tværs af adskillige apps, når brugeren afgiver kommandoer i sit eget, naturlige sprog, og så bliver Siri også mere kontekst-bevidst.
Som et eksempel på, hvordan alle disse ting fungerer sammen, nævner Apple, at hvis en bruger sender sine kontaktinformationer til din iPhone, skal du bare sig til Siri: “Føj denne adresse til hans kontaktkort”. Siri ved allerede, at der er tale om de netop indløbne kontaktinformationer, og at det er personen med det matchende navn i kontaktlisten, der er tale om.
Både lokalt og i skyen
Hvis dine kontakter viser navnene på dine forældre, vil Siri også kunne gå på nettet og finde et svar på den simple forespørgsel ”Hvornår lander mors fly”, eller kunne sende billeder fra grillaftenen til en af deltagerne med en simpel kommando. Hvordan det virker på dansk i praksis, vil tiden vise.
Apropos naturligt sprog, så har Apple indgået en aftale med OpenAI om at integrere ChatGPT på tværs af Apples platforme. Og det inkluderer også Siri og de førnævnte generative skriveværktøjer. Det er GPT-4.o-modellen, der anvendes, men du kan kun bruge denne op til den normale gratiskvote, ellers skal du opgradere til ChatGPT+. Apple Intelligence er altid gratis at bruge.
Som nævnt bruger Apple en blanding af on-device og cloud-baserede modeller. On-device modellerne, der er kompatible med A17 Pro på iPhone 15 Pro og nyere Apple Silicon Macs som M1 og efterfølgende modeller. Derudover lancerer Apple en ny serverinfrastruktur kaldet Private Cloud Compute.
Denne teknologi giver mulighed for at køre mere avancerede generative AI-modeller uden at kompromittere brugernes data eller privatliv. Apple forsikrer brugerne, at brugerdata aldrig bliver lagret eller gjort tilgængelige for Apple, når de anvender Private Cloud Compute.
Der er endnu ikke sat konkret dato på, hvornår mange af Apple Intelligence-løsningerne kommer. Apple skriver dog i en pressemeddelelse, at Apple Intelligence som sådan vil blive lanceret til efteråret sammen med iOS18, iPadOS18 og MacOS Sequoia – i første omgang i en engelsksproget betaversion. Andre funktioner og sprog kommer ”i løbet af det næste års tid”.