Forside * Featured

Apple fokuserer nu på at lave et billigere Vision-headset.

-
(Foto: Apple)

Firmaet har ifølge kilder sat Vision Pro 2 på pause og sat alt ind på at lave et headset, flere har råd til.

Det var egentlig meningen, at Apples Vision Pro-headset skulle være akkompagneret af et billigt headset da det blev lanceret sidste år. Men det skete ikke. Siden hed det sig, at Apple ville begynde at arbejde på en billigere version til dem, der ikke vil betale 30.000 for et avanceret MR-headset med et begrænset indholdsudvalg og et eksternt batteri.

Det billigere headset rygtedes så at skulle blive annonceret til næste år, sammen med en ny og forbedret version af Vision Pro. De fleste Apple-observatører i medierne gætter på, at Apple vil følge sit normale navne-mønster og kalde det billige headset for Vision, uden ”Pro”.

Annonce:

Prisen for dette headset ville så ligge på omkring 1500-1600 dollar (10-12.000 kroner før danske skatter og afgifter), mens Vision Pro 2 stadig ville koste det samme som en ældre, brugt bil. Sådan lød rygterne i hvert fald tidligere.

Men nu har det velansete tech-medie The Information opsnappet, at Apple i stedet for at fortsætte med at udvikle på Pro’en, har sat alt ind på at lave den billige version. De folk, der arbejder på Vision-serien hos Apple er altså blevet bedt om at undersøge, hvor der kan skæres og skrabes, for at få headsettet ned i pris…og droppe alt andet i mellemtiden.

Skærer i skærmkvaliteten

Timingen for det billigere headset ser dog ikke ud til at have ændret sig. Ifølge The Informations to kilder, hvoraf én arbejder med at producere headsets for Apple, og en anden arbejder med komponenter til headsettene, forventes det billigere headset at lande sidst i 2025. Og prisen ovenfor holder også.

Det vil blandt andet blive antallet af kameraer, der bliver skåret på, hvilket både kan gøre det sværere at tracke hånd- og kropsbevægelser til navigation og styring i headsettet. Det kan også gøre 3D-modellering af omgivelserne langt mindre detaljeret.

Dertil sige The Informations kilder, at der vil komme mindre højttalere i det nye headset. Det gode ved begge besparelser er dog, at headsettet generelt kommer til at veje mindre. Men det er på display-siden, der virkelig er udfordringer.

Apple har kæmpet med at få omkostningerne til de displayet i Vision-headsettene ned. I Vision Pro sidder der et Micro-OLED med ikke færre end 3.386 PPI, og det er denne høje opløsning, de fleste anmeldere er faldet på halen over, også selv om de måske er mindre begejstrede for headsettet generelt.

Det er altså et af de mest karakteristiske kvalitets-features ved Vision Pro, som Apple måske bliver nødt til at skrue ned for i et kommende headset. Som bekendt falder priserne på displays hele tiden. Men eftersom Micro-OLED stadig er en relativ ny teknologi, er det begrænset, hvor meget volumen, disse displays produceres i – og dermed også, hvor stort prisfaldet er.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.