Forside * Nyheder

Telefonsnak på Android bliver sjovere med “lyd-emojier”

-
(Foto: Google/Mika Baumeister/Unsplash/Qubodup/OpenClipart)

Pruttelyde, tragiske tromboner og bifald kan snart akkompagnere dine telefonsamtaler, hvis du har en Android-telefon, Det viser en betaversion af Google Phone-app’en.

For Android-ejere er livet på vej til at blive en lille smule sjovere. I hvert fald, hvis de bruger deres smartphone til noget så sjældent som at (gisp!) tale i telefon – og hvis de derudover også har en form for humor som vi måske kan kalde…nede på jorden og uprætentiøs.

9to5Google har nemlig fået øje på en ny funktion, der er sluppet ud som en del af koden, der udgør en betaversion af Google Phone-app’en. Det er den app, der er sat op som standard-app til opkald på telefoner med stock Android, såsom Pixel-serien. Men den kan også installeres fra Google Play på de fleste andre Android-telefoner.

Annonce:

Hvis Android-ejere ikke har gjort det sidste endnu, kan det være at den nye funktion kan lokke dem til det, når den forhåbentlig bliver en del af en færdig app-release. Funktionen giver nemlig mulighed for at afspille lydeffekter under samtaler, som begge samtalepartnere så kan høre.

Uden at fornærme nogen, er det nok et godt gæt at den første lydeffekt, de fleste tænker på, ikke er politisirener eller en symfonisk fanfare. Det er nok snarere en pruttelyd, som de fleste forbinder med muligheden for at kommentere på noget, ens samtalepartner siger (og skulle du have tænkt på en anden lyd, er du nok mere moden end undertegnede skribent).

Den tragiske trombone er også med

Vi er derfor glade for at kunne bekræfte, at ja, ifølge 9to5Google er pruttelyden en del af de i alt seks lydeffekter, der kan afspilles under samtaler i den kommende version af Google Phone-app’en.

De øvrige lydeffekter skulle blandt andre omfatte et bifald, et latterudbrud, og så den lydeffekt, som denne skribent nok tænkte på som nummer to efter pruttelyden, nemlig hvad vi vel på dansk kan kalde ”den tragiske trombone”. Det er den lydeffekt, der på engelsk kaldes ”sad trombone” og går nogenlunde sådan her: ”Wah-wah-wah-waaaaah”.

Relateret til den tragiske trombone-lyd er en lydeffekt, som nok kommer i kraftig brug blandt de af os med hang til bedstefar-humor, den såkaldte ”drum sting”, der består af et par anslag på en lilletromme og så et bækken-anslag (”badum-tss!”).

Den sidste lyd er lyden af en fest, men med de ovenstående lydeffekter er der vel knap nok behov for sådan en festlyd. Telefonsamtalerne bliver rene fester i sig selv! Eller også vil en højere frekvens af samtalerne ende med at røret bliver smidt på i den anden ende.

Google kalder angiveligt disse lydeffekter for ”lyd-emojier”, eller Audio Emojis, og idéen er altså, at de ligesom emoji’er kan tilføje en non-verbal beskrivelse, der udtrykker mere end du kan med ord. Du kan høre lydeffekterne i en video ovre på 9to5Google.

Hvad synes du om idéen – er der nogle lydeffekter, du savner? Giv lyd i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.