Scarlett Johansson har hyret advokater og sendt breve til OpenAI efter at have opdaget, at virksomheden uden tilladelse har lavet en AI-stemme, der ligner hendes.
Man kan ikke sige andet end at Scarlett Johansson står fast på sine rettigheder og ikke finder sig i noget. Hollywood-stjernen gik – med succes – i clinch med selveste Disney over beslutningen om at sende ’Black Widow’-filmen ud på streaming på en anden måde end aftalt. Det skete under pandemien, og Johansson gik angiveligt glip af en pæn sum penge på grund af beslutningen. Så hun lagde sag an.
Nu ser det ud som om Scarlett Johansson snart skal i retten igen. Det handler om OpenAI’s brug af en stemme, der ifølge hende lyder bemærkelsesværdigt som hendes egen. I en erklæring til NPR forklarede hun, at hun har hyret en advokat og har sendt to breve til OpenAI for at få klarhed over, hvordan ChatGPT-app’ens såkaldte ’Sky’-stemme blev skabt.
Johansson blev i september sidste år tilbudt at lægge stemme til ChatGPT med GPT-4.0. Hun afslog tilbuddet, men opdagede senere, at OpenAI alligevel havde skabt en stemme, der lignede hendes. Altman havde kontaktet hendes agent få dage før lanceringen af den nye stemme-funktion for at se, om hun kunne lokkes til at skifte mening.
Altmans yndlingsfilm er angiveligt ’Her’, hvor Johansson lægger stemme til AI’en Samantha. Efter en præsentation af ChatGPT’s stemmefunktioner postede Altman ordet “Her” på sociale medier, hvilket mange opfattede som en reference til Johanssons rolle i filmen. Det styrker mistanken om at Sam Altman gerne vil have Johansson ombord, fordi han gerne vil gøre Samantha til virkelighed.
Et principielt problem
OpenAI siger, de har trukket ‘Sky’-stemmen tilbage og meddelt, at de vil undersøge, hvordan stemmevalget blev truffet. Den kan dog imidlertid stadig vælges som stemme i ChatGPT-app’en. Altman siger til The Verge, at ’Sky’-stemmen ikke er Johanssons og aldrig var ment som en efterligning. Han sagde, at de havde ansat en skuespiller, der talte med sin normale stemme, før de kontaktede Johansson.
OpenAI har ikke delt navnet på skuespilleren bag stemmen af hensyn til privatlivets fred. Men for Scarlett Johansson handler det tilsyneladende mere om et princip. Hun har udtrykt vrede over, hvor meget ‘Sky’-stemmen ligner hendes egen. ‘Sky’-stemmen har været tilgængelig siden lanceringen af ChatGPT’s stemmefunktion sidste september, men ligheden med Johansson blev først bemærket bredt, da OpenAI for nylig demonstrerede sin GPT-4.o-model.
Johansson har sendt en udtalelse til den amerikanske Public Service-radiostation NPR, hvori hun uddyber hændelsesforløbet og sin beslutning om at afslå Altman’s tilbud. Hun udtrykker bekymring over brugen af AI til at skabe stemmer, der ligner kendte personer uden deres samtykke, og understreger behovet for klar lovgivning for at beskytte individuelle rettigheder i en tid med udbredte deepfakes.
Skuespilleren opfordrer til mere gennemsigtighed og ønsker en detaljeret forklaring på, hvordan ’Sky’-stemmen blev skabt. OpenAI’s tekniske direktør Mira Murati har tidligere udtalt til The Verge, at ’Sky’-stemmen ikke var designet til at ligne Johanssons. Selskabet er derudover i dialog med Johanssons repræsentanter.
Da Hollywood-skuespillernes fagforening strejkede sidste år, var det blandt andet for at sikre sine rettigheder i forhold til brug af AI.