Forside * Nyheder

Samsungs lægger sin AI ind i Galaxy Watch

-
(Foto: @Onleaks/Smartprix)

Samtidig er der lækket billeder af en ny Ultra-version af Galaxy Watch7, der lægger en smule afstand til det cirkulære design, der ellers kendetegner Samsungs smarture.

For få dage siden lækkede @onleaks og Smartprix (der tidligere har stået for troværdige lækager) billeder af Samsungs kommende smartur, Galaxy Watch7 Ultra. Uret får et nyt design, der formentlig vil skuffe dem, der vælger Galaxy Watch-serien fordi de modsat f.eks. Apple Watch ligner rigtige, runde ure.

Det er muligt, at det kun er den kommende Ultra-udgave af uret, der får dette nye design, men i stedet for at være rundt, er der nærmest tale om et forsøg på at løse cirklens kvadratur. Den runde skærm sidder ovenpå en klods formet som designeren og digteren Piet Hein formentlig ville have kaldt ”supercirkulær”.

Annonce:

Samsung har tilsyneladende skullet bruge mere plads, og siden lækagen har spekulationerne gået på, hvad denne plads skulle bruges til. Ifølge Smartprix har uret større højttalere ombord, flere (eller større) sundhedssensorer bagpå, og en ny, tredje knap. Det lugter alt sammen af et ur, der er rettet mod den samme type publikum som andet ”Ultra”-ur på markedet – det fra Apple.

(Foto: @Onleaks/Smartprix)

Men det kan også være, at Samsung simpelthen skal bruge mere plads, fordi urene får et nyt chipset ombord. Det har vi allerede hørt rygter om, og i dag har Samsung så annonceret indførslen af deres AI-teknologi i den kommende Galaxy Watch-serie senere på året. Denne udvidelse bygger videre på AI-teknologierne fra Galaxy S24-serien og vil være tilgængelig via One UI 6 Watch.

AI hjælper med søvnen

Samsung vil tættere integrere Galaxy AI og Samsung Health-appen og derigennem tilbyde en mere personlig og skræddersyet oplevelse. De nye funktioner inkluderer en daglig energiscore, som giver et overblik over brugerens generelle sundhedstilstand ved at kombinere forskellige sundhedsmålinger.

AI-drevet søvnanalyse vil også give dybere og mere detaljerede oplysninger om søvn, hvilket hjælper brugerne med at forstå og forbedre deres søvnmønstre. De nye AI-baserede fitness- og træningsfunktioner i Galaxy Watch inkluderer tilpassede træningszoner for løb og cykling, der hjælper med at optimere træningseffektiviteten.

(Foto: @Onleaks/Smartprix)

Ud fra Samsungs pressemeddelelse ser det imidlertid ud som om, det er hele serien, der får disse nye AI-funktioner ombord. Det ville passe med rygterne om at hele Galaxy Watch-serien får et nyt chipset, der så i givet fald kan understøtte AI-funktionerne bedre. Hvis de andre ure også får en ekstra knap, kan den være tilegnet en AI-assistent, men det er blot spekulation.

Der går også rygter om et stort spring opad i batterilevetiden. Et større batteri kræver naturligvis også mere plads, så måske er det en del af grunden til det ”cirktangulære” design på de lækkede billeder. Samsung forventes i øvrigt at afholde sin næste Unpacked-event i Paris 10. juli, hvor Galaxy Watch7-serien vil blive vist frem sammen med nye foldbare.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.