Den nye Surface Pro er op til 90% hurtigere end Surface Pro 9 og kan fås med 13-tommers OLED HDR 120Hz skærm samt et trådløst Surface Pro Flex tastatur.
Idag har Microsoft sat kraftigt ind mod Apples fremvækst på laptopmarkedet med lanceringen af en ny kategori af laptops, kaldet Copilot+-PC’er. Ud over de Copilot+-PC’er, der kommer fra Microsofts normale partnere på Windows-platformen (f.eks. HP, Samsung, Lenovo, Dell, Acer og Asus) har Microsoft også annonceret sine egne Surface Laptops.
Men det betyder ikke, at Microsofts populære tablet, Surface Pro, ikke også skal føres over på ARM og Qualcomms nye Snapdragon X Elite og X Plus-chips. Således har Microsoft også annonceret en ny version af Surface Pro, der ligesom de to nye Surface Laptops ikke har noget modelnummer (men dog kaldes “11th edition” visse steder – den erhvervsrettede 10’er tælles åbenbart med).
Den nye Surface Pro kan nu fås med en OLED HDR 120Hz-skærm i 13-tommer, og med et trådløst Surface Pro Flex tastatur. Tastaturet har en større haptisk touchpad og mulighed for opbevaring af Surface Slim Pen, som nu har “Zero Force inking”, 4.096 trykfølsomhedspunkter og indbygget haptisk motor.
Kameraet på den nye Surface Pro er et 1440p Quad HD-kamera med ultravidvinkel-profil og understøttelse af Windows Studio Effects. Kameraet bagpå er et 10.5MP Ultra HD-kamera. Derudover har Surface Pro to Studio-mikrofoner med stemmefokus og 2W stereohøjttalere med Dolby Atmos.
Fuldblods Copilot+-PC
Snapdragon X Elite-chippen, som Surface Pro kan fås med, gør den 90% hurtigere end Surface Pro 9. Den kan dog også fås med den lidt billigere og langsommere X Plus-chip. Enheden kommer desuden med to USB-C porte, en Surface Connect opladningsport, og modeller med 5G-dataforbindelse er der en ekstra nanoSIM-port. Enheden fås med enten 16GB eller 32GB hukommelse og op til 1TB lagerplads.
Batterilevetiden er op til 14 timers videoafspilning og 10 timers aktiv webbrowsing, hvilket må anses for at være lidt middelmådigt i denne tid. Til sammenligning håndterer den nye Surface Laptop med tilsvarende chiparkitektur op til 22 timers lokal videoafspilning og 15 timers webbrowsing – og det endda på en 15″-skærm.
Derudover er Surface Pro et fuldgyldigt medlem af kategorien Copilot+-PC, der som tidligere nævnt blev annonceret af Microsoft tidligere idag. Det betyder, at der er en dedikeret Copilot-tast på tastaturet, at “Genkald”-funktionen i Windows kan hjælpe dig med at finde filer og andre ting, du tidligere har benyttet, og at der i det hele taget er en tættere integration med AI i Windows.
Snapdragon Plus X-modellen med uden OLED-skærm starter wed 9.199 kroner, mens X Elite-modellen med OLED skærm starter ved 13.849 kroner. De kan forudbestilles på Microsofts hjemmeside, og leveringen begynder den 18. juni.