Forside * Nyheder

Dyb AI-integration i iOS kan blive præsenteret på WWDC

-
(Foto: Apple/Rec.dk)

Apple forventes ikke at præsentere spektakulære AI-apps ved WWDC. I stedet vil Apple fokusere på praktiske, integrerede AI-funktioner såsom opsummeringer af notifikationer og transskribering af stemmememoer.

Apple forventes at benytte WWDC-udviklerkonferencen i år til at springe ombord på AI-toget for alvor. Selskabet forventes dog primært at annoncere en række AI-funktioner, der forbedrer brugernes daglige oplevelse på bl.a. iPhone og iPad, snarere end fancy AI-apps. Det skriver  Bloombergs Mark Gurman i sit seneste nyhedsbrev.

En af de mest ventede funktioner er en “smart recap”, som vil kunne opsummere oversete beskeder og notifikationer. Den kan f.eks. gøre det nemmere at håndtere den overvældende notifikationsliste, der venter dig, når du ikke har tjekket iPhonen i et par timer. “Smart Recap” vil også kunne bruges til at opsummere websites og dokumenter.

Annonce:

Apple arbejder angiveligt også på at forbedre Voice Memo-appen med AI-genererede transskriptioner. Dette vil være en stor hjælp for f.eks. studerende, der optager en lektion, eller hvis man står for at skulle lave et mødereferat. Begge disse funktioner viser, hvordan Apple vil integrere AI dybt i bl.a. iOS, og ikke blot gøre f.eks. Siri bedre.

Det kan man også se på et andet område, hvor Apple vil anvende AI. Det er forbedringer til on-device Spotlight-søgning, internetsøgninger med Safari samt skriveforslag til e-mails og beskeder. Derudover planlægger Apple at give mulighed for at bruge AI til at retouchere fotos (hvilket nærmest er et must nu om dage), samt en lidt sjovere funktion: generering af emoji baseret på tekstindhold.

Brugervalg af AI-modeller

Som nævnt vil Apple dog også forbedre Siri ved at introducere en mere naturligt lydende stemme, baseret på virksomhedens egne store sprogmodeller/LLM’er. Forbedret Siri-funktionalitet på Apple Watch er angiveligt også på tegnebrættet.

Mens mange af disse opgaver vil blive udført lokalt på enhederne, vil mere komplekse opgaver blive håndteret af Apples M2 Ultra-baserede servere. Gurman nævner, at de fleste af disse nye on-device AI-funktioner vil være tilgængelige på enheder, der er lanceret inden for det sidste år.

Apple vil dog tilsyneladende ikke kun benytte sin egen AI-teknologi. Ifølge Gurman er selskabet igang med at indgå nogle bemærkelsesværdige AI-partnerskaber, som Apple muligvis vil annoncere på WWDC. Et af dem er med OpenAI, hvilket angiveligt skal resultere i en dybere integration af ChatGPT i Apples operativsystemer.

Men Apple arbejder åbenbart også på at indgå en aftale med Google for en lignende integration med Gemini, hvilket kunne tyde på, at Apple vil give brugerne frit valg af AI-modeller. Dette understreges af, at Apple rygtes også at være i forhandlinger med den tredje, store AI-spiller, Anthropic, der laver chatbotten Claude.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.