Forside * Featured

I dag åbner Google sit svar på Apples ”Find”-netværk

-
(Foto: Google)

Netværket er åbent nu i USA og Canada, og en global udrulning skulle snart blive sat i gang.

Forskellene på iOS og Android er et hyppigt diskussionemne her på siden. Fans af begge platforme elsker tilsyneladende at udveksle holdninger til fordele og ulemper ved de to mobile operativsystemer.

Når disse diskussioner går højt, handler det ofte om funktioner, der findes på den ene platform, men ikke den anden. Og lige så ofte handler det om funktioner, som fans påpeger har eksisteret på den ene platform ”i årevis”, mens den anden ”halter bagefter”.

Annonce:

Faktum er dog, at de to platforme ligner hinanden mere og mere. Og i dag har Google så lanceret sit svar på en af de tjenester, der har bidraget til at gøre iOS (og Apple-økosystemet mere generelt) attraktivt for mange: ”Find”.

Det sidste er naturligvis funktionen, hvor den geografiske placering af en given Apple-enhed kan vises på en anden Apple-enhed. Det har i mange år været en af de fordele, som iOS havde over Android, men det bliver der altså rettet op på nu.

Kontinuérlig udrulning

Google annoncerede netværket ved Google I/O-udviklerkonferencen sidste år. De kalder det ”Find My Device” og netværket begynder nu en gradvis global udrulning, der starter i USA og Canada. Skal man stole på Googles udmelding om nyheden, er der altså ikke tale om at udrulning i resten af verden er sat hen i det uvisse, men begynder umiddelbart efter udrulningen i Nordamerika.

“Varm…varmere…” Find My Device på Android hjælper dig med at finde din enhed, selv når den er blevet væk tæt på dig (Foto: Google)

I sin udmelding anbefaler Google fem måder at bruge det nye Find My Device-netværk på. Den første er den velkendte, hvor du kan få en kompatibel enhed til at ringe eller blive vist på et kort i den tilhørende app. Hvis enheden er løbet tør for strøm, kan dens sidste lokation blive vist, men har du en Pixel 8 eller Pixel 8 Pro fra Google, kan dens nuværende position vises, også selv om enheden er slukket eller batteriet er tømt.

Den anden måde, Google anbefaler, handler om Bluetooth-tags. Ud over at kunne lokalisere dine ting med Bluetooth-tags og Find My Device-app’en, kan tags, der er bygget til at understøtte Googles netværk give dig en melding, hvis en ukendt tag tracker dine bevægelser. Det sker på tværs af Android og iOS for bedre sikkerhed.

Nest-enheder kan fortælle hvor dimsen er

En tredje måde, du kan bruge Find My Device på, er i de nære omgivelser. Ligesom Apples tilsvarende system kan vi finde ting, der er blevet væk ”lige for næsen af os”, som Google beskriver det. Har du en Bluetooth-tracker som nøglering, kan du med ”Find Nearby”-funktionen finde dine husnøgler, selv om de er begravet i sofahynderne. Det gælder naturligvis også smartphones m.v.

Nest-enheder i hjemmet kan melde ud, hvornår de sidst “så” den pågældende enhed (Foto; Google)

En smart funktion, som Google viser som sin fjerde måde at bruge Find My Device på, benytter sig af de øvrige smarthome-enheder i hjemmet. Hvis du har Nest-enheder i hjemmet, kan du se, hvornår f.eks. din smartphone sidst var i nærheden af dem. På den måde kan du få hjælp til at finde de ting, der virkelig har gemt sig godt et eller andet sted.

Endelig kan du som en femte mulighed også dele en enhed i Find My Device-netværket. Hvis du f.eks. er ude at rejse med din partner, kan I begge få adgang til en Bluetooth-tag i en kuffert og dermed dele ansvaret for at holde øje med bagagen. Eller du kan få adgang til teenage-afkommets smartphone, så du kan se, hvor de befinder sig – eller hjælpe dem, når de har forlagt den.

Deling af enheder er også muligt med Find My Device (Foto; Google)
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.