Mange af vores digital enheder kan koste mere i fremtiden. Verdens største chipproducent melder nu ærligt ud om prisforhøjelser.
Hvad mange havde frygtet, er nu kommet lidt tættere på at blive til en realitet. Forbrugerteknologi-produkter fra visse regioner kan snart opleve et prishop, fordi de chips, der primært driver dem, bliver dyrere.
Det er en virkelighed, som topchefen fra Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC), CC Wei, for nylig skitserede under en regnskabsfremlæggelse. ”Hvis en kunde vil benytte vores faciliteter i et specifikt område, kommer kunden til at skulle dele i meromkostningerne”, lyder meldingen fra TSMC’s CEO.
Wei gjorde det dermed klart, at TSMC ikke planlægger at holde priserne på sine chip-produkter på samme niveau over hele verden, efterhånden som nye TSMC-fabrikker bliver bygget uden for Taiwan.
”I den fragmenterede, globaliserede verden, vi lige nu lever i, stiger omkostningerne for alle, inklusive TSMC, vore kunder og vore konkurrenter”, udtalte Wei. Emnet kom bl.a. op under regnskabsfremlæggelsen, fordi TSMC lige nu er i gang med at bygge fabrikker i USA og Tyskland. Selskabet har også allerede fabrikker i Japan.
Især amerikanske produkter kan blive dyrere
Men især i USA og Tyskland er lønniveauerne væsentlig højere end i Taiwan, og det gælder hele vejen igennem systemet, fra specialteknikeren, der overvåger robotterne, der laver de enkelte chips, til lastvognsschaufførerne, der fragter de færdige chips ud til distributørerne.
Derfor har nyhederne om TSMCs udvidelse til lande udenfor Asien været fulgt af bekymringer om fordyrelser af chips og dermed altså også de forbrugerteknologi-produkter, de sidder i. Det er disse bekymringer, CC Wei nu har valideret. Ifølge Financial Times ligger TSMC allerede i forhandlinger med flere af sine kunder om at sætte prisniveauet.
TSMC står en del amerikanske firmaers chipproduktion, hvoraf de mest kendte er Apple, AMD, NVIDIA, Qualcomm og Broadcom. Også Intel og Texas Instruments outsourcer nogle af sine chipproduktions-opgaver til TSMC. Det er især disse amerikanske firmaer, der forventes at rykke produktionen hjem til USA fra Taiwan af mindst to forskellige politiske årsager.
Dels har Biden-administrationen fået gennemført den såkaldte CHIPS Act, der giver nationale subsidier til indenrigs chipproduktion. Det er et forsøg på at skabe jobs fra regeringens side. Dels er der stigende nervøsitet over den klemme, de ovenstående selskaber kan komme i, hvis Kina invaderer Taiwan og blokerer for chip-eksporten.
TSMC og de øvrige chip-selskaber i Taiwan står samlet for mere end 85% af verdens chipproduktion. TSMC står alene står for over 61% af den samlede, globale produktion af chips.