Streamingtjenesten Disney+ har købt rettighederne til UEFA Europa League og UEFA Conference League
Fra sæsonen 2024/2025 til og med 2026/27 vil Disney+ Danmark have eksklusive streamingrettigheder til UEFA Europa League og UEFA Conference League. Alle kampene vil blive vist live på Disney+ i Danmark.
Disse turneringer omfatter i alt 342 kampe og 72 klubber, som dyster i både gruppespil og knockoutfaser gennem 19 spilleuger.
“Det er fantastiske nyheder for Disney+ kunder i Danmark, som kan glæde sig til, at UEFA Europa League og UEFA Conference League bliver en del af deres abonnement uden yderligere betaling ved siden af vores uovertrufne udvalg af film og serier. Vi har stor erfaring indenfor sport gennem vores sportskanal ESPN og er dedikerede til at skabe produktioner af høj kvalitet for spillerne, fansene og vores kunder på Disney+”, fortæller Hans van Rijn, adm. direktør, The Walt Disney Company Nordic & Baltic i en udmelding, og han fortsætter:
“Disse ligaer er de internationale fodboldturneringer med flest danske hold og flest danske spillere, og tilføjelsen af dem til Disney+ vil give vores kunder i Danmark et markant bredere tilbud. Vores mål er at have det bedste tilbud til de fans og fangrupper, som er passionerede om fodbold, mens vi på samme tid ønsker at udbrede turneringerne til et større publikum i Danmark og åbne dem op for en ny generation af fans og tilhængere”.
Forboldturneringerne bliver tilgængelige for alle Disney+ abonnenter uden merpris.