Forside * Nyheder

Amazons “automatiske” selvbetjeningsbutikker gav job til 1.000 indere

-
Foto: recordere.dk

Det gav genlyd i detailbranchen da Amazon lancerede butikker uden personale og hvor ens indkøb automatisk blev registreret. Men det var ikke hele sandheden

Da Amazon åbnede sin første personaleløse butik i 2016 var det en nyhed der gik verden rundt. For der var ikke tale om selvscanning som mange butikker har i dag. Nej, i deres butik skulle man bare checke ind ved indgangen, lægge varene i kurven og forlade butikken når man var færdig med at handle. Købet blev registreret automatisk via kameraer og sensorer.

Amazon kaldte det for ‘Just Walk Out’ – bare gå ud. Nu har de valgt at lukke ned for det, og gå over til selvscanning i stedet. Det viste sig nemlig at det ikke var helt så automatisk og fejlfrit, som de gerne ville gøre det til. Det skriver Gizmodo.

Annonce:

I Indien var der 1.000 personer beskæftiget med at overvåge automatikken fra Amazon-butikkerne og rette fejl. Dette ved at gennemse videoer fra butikken når kunden var gået, for at tjekke at regningen var rigtig. Derfor oplevede kunder også at der kunne gå flere timer fra de havde forladt butikken til kvitteringen kom.

Ifølge The Information krævede 700 ud af 1.000 Just Walk Out-salg menneskelig indblanding i 2022. Amazons eget mål var angiveligt at max. 50 ud af 1.000 salg skulle gennem personlig gennemgang. Dette sammenholdt med at teknikken i butikkerne også var dyr at etablere og vedligeholde gør at Amazon nu vil udfase ‘Just Walk Out’ igen og erstatte det med kurve med en indbygget scanner.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.