DR Gensyn er en skattekiste af indhold fra DR’s omfattende tv-arkiv
DR lancerer Gensyn på DRTV den 15. marts, hvilket giver seerne adgang til en skattekiste af indhold fra DR’s omfattende tv-arkiv. Premieren fejres samme aften på DR1 med et restaureret afsnit af ‘Huset på Christianshavn’ og underholdningsserien ‘Sonny Souffle Chok Show’. Det skriver dr.dk
Klokken 6.00 den 15. marts tager DR publikum med på en rejse gennem mere end syv årtier af dansk public service-tv ved at lancere Gensyn på DRTV. Denne nye arkivtjeneste vil være fyldt med spændende indhold, der afspejler den nyere danske historie.
Fra klokken 20.00 til 21.00 samme aften vil premieren på DR1 byde på det første afsnit af den restaurerede version af 70’ernes klassiker ‘Huset på Christianshavn’, efterfulgt af det første afsnit af underholdningsserien ‘Sonny Souffle Chok Show’ fra 1986, der også er blevet restaureret med moderne teknologi.
“Vi er nu klar til at slå dørene op for et sandt skatkammer med spændende, rørende og tankevækkende tv fra den nyere danmarkshistorie, som den gennem årene er blevet afspejlet af DR”, fortæller DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn til dr.dk, og fortsætter:
“Det har været en helt fantastisk opgave at skabe Gensyn, og vi er selv glade for resultatet, som vi håber, danskerne vil tage godt imod og være nysgerrige efter at gå på opdagelse i og på den måde blive klogere på den tid, vi lever i nu”
15 temaer med et væld af programmer
Ved lanceringen vil Gensyn på DRTV præsentere 15 nøje udvalgte temaer med et væld af programmer i hvert.
Et af temaerne, ‘Serierne der samlede os’, inkluderer de første 12 afsnit af ‘Huset på Christianshavn’ samt perler som ‘Matador’, ‘Krøniken’, ‘Gøngehøvdingen’ og ‘Taxa’. I alt vil der være otte serier at vælge imellem.
Der vil også være et tema dedikeret til krimiserier, der begynder med 12 af de mest populære gennem tiderne, såsom ‘Rejseholdet’, ‘Een gang Strømer’, ‘Ka’ De li’ østers?’ og ‘En by i provinsen’.
Under overskriften ‘Mennesket bag magten’ vil der ved lanceringen være 11 programmer om danske politikere, hvor seerne kan møde figurer som Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen samt andre markante politikere som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard. Disse samlinger vil også blive udvidet løbende.
Med lanceringen af DR Gensyn lukkes DR’s tidligere arkivtilbud, Bonanza.
DR Gensyn får premiere med følgende 15 temaer:Serierne der samlede os Krimiserier Gyldne stunder fra de skrå brædder Litteraturens originaler Det talte vi meget om dengang 90’erne Danmarkshistorien Rigeligt smør – sådan har vi lavet mad Sonja, Buster og alle de andre Det grinte vi meget af dengang Store armbevægelser med DR’s symfoniorkester Vi elsker vort land Lørdagshjørnet Sådan var kvinder Meget mere Annisette Mennesket bag magten Kilde: dr.dk |