Forside * Featured

Spilanmeldelse: Helldivers 2

-

Helldivers 2 tager den intergalaktiske kamp mod aliens til et nyt niveau. Vi har testet PS5 versionen

Helldivers 2 er egentlig et ret simpelt spil. Super Earth, som jorden kaldes, trues af aliens og sammen med op til 3 andre spillere, tager I kampen op for menneskehedens overlevelse.

Annonce:

I Helldivers 2 støder du på den samme satire som vi især mødte i den første Starship Troopers film fra 1997. Det er enormt morsomt og gennemsyrer egentlig meget godt hvad Helldivers 2 handler om. Hav det sjovt med vennerne, skyd en masse bugs, opgrader våben og gør det så igen og igen.

I modsætning til det første spil, spilles Helldivers 2 i 3. person, hvilket fungerer langt bedre end før, hvor det hele blev set oppefra synes jeg. Grafisk er spillet pænt og kører flydende og lækkert.

Problemer med servere

Spillet er som nævnt et co-op spil for op til 4 spillere. Det er svært at klare sig alene, men heldigvis let at finde andre spillere at spille med online. Når det ellers virker. Det sker nemlig i skrivende stund alt for ofte, at spillets servere er fyldte og ikke lader dig spille, hvilket naturligvis ikke er ok. Jeg håber snart at der investeres i mere serverplads, så problemet kan løses.

Når det lykkes at komme på en server, er spillet til gengæld fremragende.

Som i det første spil, er du sårbar for dine allieredes skud, hvilket gør, at man er nødt til at tænke sig godt om og allerhelst kommunikere via headset, når kampene bliver intense.

Man er i det hele taget ganske afhængig af sine holdkammerater, både omkring ikke at skyde hinanden, men også at medbringe våben og de rette “stratagems”, som er særlige funktioner du kan benytte undervejs, f.eks at kalde et airstrike, få leveret et supervåben og meget andet. Der skal samarbejdes og det er sjovt at opleve, hvor effektiv man i virkeligheden kan være, når samarbejdet fungerer.

Universet er din legeplads i Helldivers 2 og du droppes ned på diverse planeter, hvor kampene skal stå. Variationen er god og selvom fjenderne kan føles lidt ens til tider, så er der nu alligevel både bugs, robotter og andet, der skal nedkæmpes.

Intenst

Helldivers 2 kan i starten godt føles en smule uoverskueligt. Ikke hvad man skal, det er ret simpelt, men mere at der i perioder vælter frem med fjender. Men i takt med at systemet kommer ind under huden på en, falder stressniveauet og overblikket stiger, hvilket heldigvis øger underholdningen markant.

Helldivers 2 byder på missioner med flere mål, som du så kan vælge at forfølge eller ej. Der er nogle hovedmissioner, der som minimum skal løses, men derfra vælger du selv om du vil påtage dig sideopgaver, der, hvis de udføres korrekt, giver ekstra udstyr og bedre våben til kommende missioner. Du har også en tidsfaktor at tage højde for. Når du ikke sted og tid for afhentning, mister du en del af det optjente. Det fungerer glimrende, fordi det tvinger dig til at skulle vurdere det du kan opnå mod den tid du har tilbage, samt de fjender du står overfor kontra det udstyr du har tilbage i kampen.

Følelsen når man i sidste sekund placerer et altødelæggende bombeangreb lige i sylten på en horde af bugs, mens rumskibet letter for at bringe dig i sikkerhed, er ret genial og det udstyr du kan få ved at løse sidemissioner, er tilpas godt, til at man gerne tage chancen og presser citronen for lige at nå en mission mere inden tiden løber ud.

Konklusion

Helldivers 2 er et super vellavet spil. Våbene og måden du håndterer dem på er fremragende og byder på adskillige store øjeblikke når du sammen med vennerne går i krig.

Det hele er lavet med humor for øje og spillet er bevidst om sin mission, at levere popcornsunderholdning og intet andet. Der er udfordringer med serverne, hvilket jeg håber løses snart, men når det hele virker er det til gengæld sjovt og medrivende og byder på noget af den bedste co-op action du kan finde på markedet netop nu.

Karakter 8/10

 

Pris og tilgængelighed

Er på markedet

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.