Forside * Featured

Ny superfiber indvies

-
Foto: Pixabay.com

GlobalConnect indvier det største digitale infrastrukturprojekt i Norden i løbet af det seneste årti

Efter omfattende foranstaltninger, herunder fjernelse af 200 bomber fra 2. verdenskrig, etablering af fem nye undersøiske ruter og udgravning af grøfter på Østersøens havbund ved hjælp af en specialudviklet ubåd, har GlobalConnect fuldført konstruktionen af et 2.600 km langt superfiberkabel.

Kablet, der strækker sig fra Nordsverige til Berlin via Bornholm, har kapacitet nok til at bære al datatrafik i Norden. Pris: Over 500 millioner kroner.

Annonce:

“Kablet skal være med til at fremtidssikre og styrke den digitale infrastruktur i Nordeuropa. Det bidrager til mere robusthed med flere ruter at dirigere datatrafikken ad, hvilket styrker den nationale sikkerhed i regionen”, fortæller Martin Lippert, CEO i GlobalConnect Group i en udmelding, og han fortsætter:

“Den forbedrede digitale infrastruktur er samtidig en nøglefaktor i fortsat at tiltrække globale tech-investeringer til Norden, hvor cirka halvdelen af de kommende års datacenter-investeringer i Europa forventes at gå til”.

Fiberkablet løber fra Sverige til Danmark og fra Danmark til Tyskland, herunder 700 km undersøiske kabler med Bornholm som et digitalt knudepunkt mellem Norden og Europa.

Konstruktionen af dette superkabel har taget flere år og har krævet kamp mod de barske vinterstorme i Østersøen, nedgravning i havbunden med en specialudviklet ubåd og massive bor for at bore gennem klipper og brohoveder på stranden for at koble søkablerne til kabler ved kysten.

For at give plads til kablet i Tyskland blev mere end 200 bomber fra 2. verdenskrig fjernet fra Østersøen. I alt blev 1.300 kvadratkilometer blevet scannet for at sikre, at der ikke var arkæologiske fund.

“Kablet imødekommer den store efterspørgsel på større kapacitet og robusthed. God, robust digital infrastruktur kombineret med adgang til vedvarende grøn energi er kritiske faktorer for globale teknologivirksomheder, der ønsker at etablere datacentre her”, slutter Martin Lippert.

Kablet består af 96 fiberpar og har kapacitet til at transportere al data i Norden, som er 3.052 Tbps (terabits per sekund). Dette svarer til afspilningen af én milliard Netflix-videoer på samme tid, lyder det fra fiberspecialisten.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.