Philips Hue’s app bliver nu mere brugervenlig på iPad
Signify har udsendt en opdatering til Philips Hue iPad app. Fra version 5.12.0 udnytter app’ens hovedmenu (forsiden) nu den større og bredere skærm en tablet giver.
Den gamle udgave af app’en viste blot det samme som app’en på smartphones. Så der var bare mørke ‘bånd’ i siderne, med indholdet centreret.
Med den nye app kan der både vises rum og det valgte rums indstillinger for scener og lyskilder. Dette layout gør det lettere for brugere at justere belysningen i forskellige rum, uden at skulle skifte mellem forskellige visninger.
Så bruges der en iPad på væggen, som en master-fjernbetjening til lyset, kan det nu betjenes med færre tryk ligesom der er et bedre overblik.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Det er kun hovedmenuen (forsiden) som nu er tilpasset tablet-skærmen. De øvrige menuer er uændret i design. Men mon ikke en senere opdatering kommer med flere forbedringer på iPad.
Link til Philips Hue i App Store
Kilde: Positron