Forside * Nyheder

Dom: Streamingbedrag takseret til 1,5 års fængsel

-
Foto: Pixabay.com

Historisk dom for streamingbedrag i Danmark: 1,5 års fængsel til 53-årig

I en historisk afgørelse blev en 53-årig mand fra Østjylland i dag idømt 1,5 års fængsel for databedrageri af særlig grov beskaffenhed og ophavsretskrænkelser, som følge af manipuleret streaming af musik. Det skriver RettighedsAlliancen i en udmelding.

Det er den første sag af sin art i Danmark. Den dømte blev fundet skyldig i at have skabt kunstige afspilninger på musiktjenester, der uberettiget genererede over 4,3 millioner kroner i royalties.

Annonce:

Retten i Aarhus konfiskerede en million kroner fra den dømte samt et tilsvarende beløb fra hans enkeltmandsvirksomhed, som også blev idømt en bøde på 200.000 kroner. På grund af sagens lange behandlingstid, vil staten dække halvdelen af sagsomkostningerne som kompensation.

 

Den 46. mest indtjenende musiker i Danmark

Mellem 2013 og 2016 genererede den dømte kunstige afspilninger af 689 musiknumre, hvilket placerede ham som den 46. mest indtjenende musiker i Danmark i perioden – en position over Lars Lilholt men under Anne Linnet, på trods af at hans musik aldrig officielt blev markedsført.

Han var tiltalt for at have ændret tempoet og længden på værker fra andre kunstnere og derefter udgav dem under sit eget navn, og derefter have afspillet værkerne i stor stil på tjenester som Spotify, Apple Music, og Yousee Musik.

 

Historisk dom

Dommen er med til at skrive historie, da det er første gang, der falder dom i en sag om streamingbedrag i Danmark. Sagen tiltrækker også international opmærksomhed, netop fordi det er sjældent, at manipulation med streams har ført til retslige sanktioner.

Den dømte har valgt at anke dommen til landsretten.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.