Forside * Featured

Apple vil tillade app-downloads fra websites i EU

-

Udviklerne skal dog hoppe over en hel del hurdles og have en temmelig populær app for at få lov til at være med i klubben.

Apple fortsætter sin udrulning af tiltag, der skal tilfredsstille EU og de nye krav, der er kommet i forbindelse med bl.a. Digital Markets Act. Et af de mere kontroversielle krav er som bekendt muligheden for at slippe tredjeparts-appbutikker ind på platformen.

Annonce:

For nylig var der en del ballade omkring Epic Games’ planer om netop sådan en tredjeparts-appbutik, indtil EU fik Apple til at rette ind. Nu går Apple dog tilsyneladende et skridt videre i åbningen for app-installationer udenfor App Store.

Apple vil nemlig tillade downloads af iOS-apps direkte fra websites – også dem, der ikke står Apple på. Det skriver Apple på deres website i en udmelding til udviklerne. Det gælder dog naturligvis kun udviklere i EU, hvor de ovenstående love er gældende.

Ud over at skulle have hjemme i EU er der også andre krav til udviklere, der gerne vil udbyde deres apps på nettet i stedet for at bygge en hel app-butik til formålet. Det kunne jo være, at man som udvikler kun havde en enkelt app som hovedprodukt, så det sidste kan formentlig være brugbart for mange.

Sikkerhedsforanstaltninger

I givet fald skal denne enkelte app være populær. Det er nemlig kun apps, der er blevet downloadet en million gange i det forgangne kalenderår, der kan få lov at blive installeret fra nettet. Udviklerne skal derudover have været med i Apple Developer Program i minimum to år og ikke i den periode have haft noget ballade med Apple.

Dertil kommer, at Apple vil kræve penge af udviklere, der vil gå uden om App Store og i stedet lade folk downloade deres apps fra en website. Den første million førstegangs-installationer er gratis, men derefter koster hver enkelt af disse 0,50 Euro – altså cirka 3,75 kroner.

Det beløb bliver formentlig sendt direkte videre til forbrugerne, og man skal altså ikke regne med at ret mange gratis-apps bliver tilgængelig via websites. De 0,50 Euro er et såkaldt Core Technology Fee (CTF), som også skal betales af app-udviklere, der bygger deres egne appbutikker.

Apps vil stadig skulle gennemgå Apples normale sikkerhedstjek, som hvis de skulle downloades gennem App Store. Samtidig skal brugeren godkende app-udvikleren som en sikker downloadkilde under Indstillinger for at kunne downloade fra en website. Disse foranstaltninger skal opveje noget af det sikkerhedstab, Apple mener, der er forbundet med overholdelse af DMA.

Downloads fra websites er en af de helt store forskelle på iOS og Android, når det gælder app-distribution. Android-brugere har kunnet downloade apps fra websites i mange år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.