Forside * Featured

3-i-1-test: Hvilket high-end gaming-headset klarer sig bedst?

-

Vi undersøger tre forskellige high-end headsets til gaming for at give dig indblik i, hvad du får for pengene, som du ikke får, hvis du køber et billigt gaming-headset

Hvorfor i alverden bør du smække flere end kr. 2.500 på disken for et gaming-headset? Det kan virke som galimatias, når du kan få gode surroundheadsets til spil, hvor prismærkatet er markant lavere.

Annonce:

Problemet med de billigere udgaver er dog, at prisen afgrænser de teknologier og byggematerialer, producenten ellers kan tilbyde dig. Det kan være støjreduktion, mere avancerede lydalgoritmer eller mere behagelige ørekopper.

Køber du et surround-headset til kr. 1.000 eller kr. 1.500, bliver producenten nødt til at gå på kompromis et eller andet sted. Det nemmeste sted at spare penge er på funktioner og materialer, mens mange mellemklasseheadsets faktisk understøtter spatial audio eller Dolby Atmos – om end i emuleret form da gaming-headsets består af enkelte membraner fremfor 7.1.

Vi har derfor sat os for at undersøge tre forskellige high-end gaming-headsets fra kr. 2.500 og opefter, så du kan få et indtryk af, hvad du får for dine penge.

 

Acezone A-Spire

Danske Acezone har specialiseret sig i high-end gaming-headsets med et fokus på skydespil. Firmaet lægger vægt på præcision og de finere lydeffekter, ligesom støjreduktion i ørekopperne og mikrofonstangen også spiller væsentlige roller.

Acezone A-Spire er landet på skrivebordet med et prisskilt på kr. 2.500, hvilket ikke er det mest odiøse. Headsettet er kablet, mens der kan oprettes Bluetooth-forbindelse til din smartphone eller tablet.

Skepticisme er tilladt. For hvilket high-end gaming-headset er kablet i disse dage? Det må betyde, at producenten har valgt at bruge ressourcerne andetsteds. Det må vi dykke ned i …

Design og komfort
Headsettet er lavet af solid plastik, mens ørekopper og hovedbøjlen er beklædt med imiteret læder. Designet skriger ikke ligefrem high-end, men komforten er rigtig god, og jeg kan holde ud at have headsettet på i flere timer adgangen. Ørekopperne har en god størrelse, der passer perfekt rundt om mine store ører.

Venstre ørekop har en mikrofonstang, som kan trækkes op og ned, mens begge ørekopper har knapper til at kontrollere lyden.
A-Spire kan tilsluttes via USB-A porten i din computer, mens du kan bruge medfølgende 3,5mm jackstikket til dine konsoller. Headsettets batterilevetid lyder på op til 35 timer, hvilket er ganske fornuftigt.

Funktioner og driver
Acezone gør et stort nummer ud af at fortælle på deres hjemmeside, at mikrofonstangen anvender samme teknologi, som man bruger inden for luftvåbnet, hvilket skal give en skrap støjreduktion og yderst klar tale.

Gennem mine 16 år som tech-journalist har jeg kun oplevet ét firma, som kan leve op til en lignende påstand – og det er Poly. Derfor prøver jeg for nysgerrigheden skyld at sammenligne A-Spires mikrofon med Poly Voyager 4240, der har den mest effektive støjreduktion, jeg nogensinde har oplevet.

Poly blev i tidernes morgen grundlagt af to kommercielle piloter, og derfor har firmaet altid har høj fokus på støjreduktion i mikrofonerne. Med Voyager 4240 kan jeg stå ved siden af min espressomaskine og kværne bønner, uden støjen går igennem til den anden side. A-Spire lader en hviskende summen går igennem.

Løbende vandhane kan ikke høres med begge headsets. Samtaler omkring mig kan heller ikke høres i den anden ende. A-Spire leverer en fantastisk støjreduktion, som gør det muligt for mine holdkammerater at høre, hvad jeg siger – så længe at mikrofonen højest er et par centimeter fra munden.

Acezone har inkluderet hybrid støjreduktion i ørekopperne, som har fokus på lave toner og mellemtoner. Støjreduktionen fjerner ikke helt disse lyde, såsom samtaler omkring dig og tastaturets klakken, men de kan kun fornemmes, når du lytter efter dem, mens du spiller. Højere lyde på frekvensspektret forekommer klarere såsom negle, der rammer træbordpladen, men stadig ikke i en forstyrrende grad.

Acezone-driveren findes kun til smartphones og tables, og den er meget begrænset, eftersom du kan vælge mellem enkelte lydformater – hovedsageligt musik eller gaming. Du kan desuden regulere støjreduktionen i ørekopperne til at tage flere lyde ind, hvis du skal kunne høre familien.

Lydoplevelsen
Acezone påstår på deres hjemmeside, at A-Spire leverer op til fire sekunder hurtigere lyd end deres konkurrenter, hvilket i teorien skulle give mig en konkurrencefordel på den virtuelle slagmark. Udfordringen er dog at skulle teste denne påstand udenfor et laboratorium, hvor måleudstyr og andet kan determinere dette med præcision.

Acezone nævner heller ikke, hvilke andre gaming-headsets de har brugt til at benchmarke responstiden i deres tests. I praksis oplever jeg dog, at en række lydeffekter træder markant frem. Soldaters stormløb gennem marker, asfalterede veje og korridorer er meget tydelige og nærmest højlydte. Samme gør sig gældende, når fjenden åbner ild – om det er ildstorm eller en enlig patron fra en snigskytte i det fjerne. Imponerende er det også, at jeg i kampens hede kan høre patronerne ramme bag mig i gruset, ligesom mine patronhylstrenes klang i det de rammer stengulvet.

Acezone har skruet så højt op for mellemtoner og de lidt højere lyde i frekvensspektret, at råb og hvinende patroner skærer i mine ører, hvilket forcerer mig til at skrue ned for lydniveauet. En anden ulempe er, at A-Spires markante mellemtoner og diskant medfører en metallisk klang i lydbilledet, hvilket især kan mærkes i åbne korridorer eller grotter.

Forståeligt at bassen skal spille en sekundær rolle i skydespil, hvor veldefinerede lydeffekter giver mig fornemmelsen af fjendens position og handlinger, men det betyder også, at jeg går glip af en mere fyldig og effektfuld oplevelse, hvis A-Spire bliver brugt til, eksempelvis, survival horrorspil som Resident Evil 4 og Days Gone.

Acezone forsøger at samle handsken op fra et andet dansk headset-firma, EPOS. Selvom EPOS’ gaming-eventyr kun varede i nogle år, formåede det William Demant-ejede firma at levere den mest præcise 3D-lyd, jeg nogensinde har oplevet i et gaming-headset – Acezone kommer meget, meget tæt på at gøre EPOS kunsten efter.

A-Spire er designet til FPS’ere – det er jeg ikke i tvivl om. Foruden fokus på vigtige lydeffekter kan headsettet gengive lyde med yderst høj præcision. Jeg kan høre, at der bliver skudt ved klokken 2-3 stykker, og det er imponerende at kunne følge patronens bane fra højhus til den rammer murstens muren bag mig klokken 6-7 stykker. Hvad Acezone formår, som EPOS ikke gjorde, er at gengive sfærisk lyd.

A-Spire er det første gaming-headset, jeg har haft på hovedet, hvor jeg klart og markant kan høre helikopteren flyve over mit hoved, ligesom jeg kan høre soldater råbe sammen i rummet under mig. Her kan Acezone-algoritmerne noget, som selv de største og mest populære brands endnu ikke har formået, og det er investeringen værd, hvis du er en seriøs gamer.

 

Logitech Astro A50X

Leder du efter en mere fyldig lyd til dine actionspil eller fuldblodskampspil, bør du overveje at lade Astro A50X brøle dig i ørerne. Astro har længe været en legende inden for high-end gaming-headsets, men der er sket en del, siden Logitech opkøbte headset-producenten for nogle år tilbage. Seneste udgave af Astros topmodel anvender enkelte Logitech-udviklede teknologier, men formår også at prøve kræfter af med HDMI-tilslutning og Dolby Atmos. Du kommer til gengæld også til at slippe kr. 2.999 for herligheden.

Design og komfort
Astro A50X har et lækkert, men tungt build, da headsettets grundstruktur er af metal, mens ørekopperne er beklædt med behageligt og blødt stof samt solid plastikmateriale. Designet har bevaret det klassiske Astro A50-look, og hvorfor ændre på det, der virker?

Ørekopperne har knapper til justering af lyden, mens mikrofonstangen i venstre side kan hejses op og ned. Lodret position og mikrofonen er slukket. Stangen er lavet af gummi, hvormed du kan bøje den efter behov. Eneste designfejl, ved den sorte udgave vi har testet, er, at det tager sin tid at finde ud af, hvilken ørekop er højre, og hvilken er venstre, fordi skriften på stellet nærmest er utydeligt.

Astro A50X skriger af high-end takket være det solide build og bløde ørekopper samt hovedbøjle. Headsettet kan jeg have på hovedet i flere timer ad gangen – så komfortabelt er det.
Medfølgende base er til meget mere end opladning af batteriet, der kan køre i op til 24 timer på en opladning. Basen er nemlig også designet til at være bindeleddet mellem dine spilkonsoller og computer.

Funktioner og driver
Astro A50X kan forbindes med din PC/Mac, Xbox Series X/S og PlayStation 5. Tre enheder kan være forbundet, mens du kan tilslutte headsettet med din mobil og tablet via Bluetooth.

Basen har to HDMI 2.1-porte, ligesom headsettet kan tilsluttes din skærm med HDMI, hvilket gør, at billede og lyd føres gennem HDMI, ligesom hvis du forbandt enhederne med din forstærker i hjemmebiografen.

Logitech G Hub-driveren har jeg hentet til min Samsung Galaxy S23 Ultra, men den er egentlig ikke noget særligt, når appen ikke crasher – hvilket sker ofte. Jeg bruger den til at opdatere firmwaren eller småjustere lydbilledet. Justeringsmulighederne er begrænsede til, om jeg vil lytte til musik eller spille, ligesom jeg kan justere mikrofonens formål til eksempelvis konkurrence.

Mikrofonindstillingerne har dog ikke den helt store effekt, da der ikke er støjreduktion i mikrofonen, og stort set al baggrundsstøj går lige igennem. Ørekopperne har en nogenlunde passiv støjreduktion, men jeg kan stadig høre min børn lege i vores anden stue, og det fjerner til tider fokus fra krudt og kugler i spillet.

Lydoplevelsen
Astro A50X kører Dolby Atmos på Xbox og PC, og her har producenten oppet sig siden forrige generation. Atmos-formatet virker mere præcist i gengivelsen af lydeffekter såsom fodtrin og flyvende projektiler, men der er skruet godt op for bassen, hvilket er lækkert til mine action- og kampspil, mens den kraftigere bund har det med at overdøve de finere detaljer.

Diskvalificerer Astro A50X sig fra at blive brugt til konkurrencebaserede FPS’ere? Nej, ikke nødvendigvis, men det afhænger af, hvor hurtigt du vil høre, dine fjender nærme sig din position. Er de tæt på dig, kan du sagtens høre militærstøvlerne trampe løs. Omvendt er headsettet perfekt til stemningsfulde spil, hvor du vil have mere fylde i lydbilledet.

Lyden af sandstorm, blandet med gammelt jern, der knager i baggrunden samt kraftfulde eksplosioner optræder som en hæsblæsende symfoni af lydeffekter. Dine ører vil takke dig. Selv på PlayStation 5, som ikke kører Atmos, men spatial audio, kan jeg høre de mange lækre effekter rimelig præcist gengivet.

360 grader-lyden er absolut i topklassen, mens præcisionen ligger omkring klokken 1-3 stykker. Jeg kan høre projektilerne blive affyret fra et bestemt område, men ikke 100 % præcist, og det er her, hvor hardcore konkurrenceminded gamere nok skal søge et andet headset.

Astro A50X formår heller ikke at gengive lydeffekterne foroven og forneden særligt godt. Det lyder som om, helikoptoren flyver lidt højt, selvom den faktisk er højt oppe i luften. Dermed kører headsettet ikke en veldefineret 3D-lyd, men nærmere en 360 graders lyd, selvom Logitech skriver noget andet på deres hjemmeside. For 3D-lyd kræver både højde og dybde. Dybden er helt på plads, mens lyden på Y-aksen er lidt af en mangelvare.

 

Turtle Beach Stealth Pro

Stealth Pro udmærker sig blandt andet ved at have et væld af indstillingsmuligheder, der med variabel effekt påvirker din spiloplevelse. Vidunderet er set til kr. 2.700. Med i prisen får du adgang til Superhuman Hearing, der er et registreret varemærke hos Turtle Beach. Algoritmen skal øge dine konkurrencefordele ved at lade dig høre lydeffekterne hurtigere i forhold til konventionelle lydformater, men der er som bekendt teori og praksis.

Design og komfort
Stealth Pro er lavet af metal og solid plastik, mens ørekopperne og bøjlestangen er beklædte med imiteret læder, der føles behageligt mod huden. Lækkerhedseffekten er til at fornemme.
Dog har headsettet det problem, at det sidder meget stramt på min runde krydder, og det bliver lidt for meget pres efter en times tid.

Mikrofonstangen i venstre side kan slås ned, og den er bøjelig. Højre side har fjernbetjeningen til lydstyrken og bladring mellem lydformaterne.

Turtle Beach gør noget anderledes med batteriet. Du får to batterier, som du kan veksle mellem. Efter 12 timer kan du skifte det ene ud med det andet, som er fuldt opladet. Ideen er ganske fin, men personligt foretrækker jeg længere batterilevetid, så der ikke skal nørkles med ekstraudstyr. Batterierne kan du oplade i transmitteren, mens du spiller.

Driver og funktioner
Audio Hub-driveren kan du hente ned på din smartphone såvel som computer. Og det er lidt af en omfattende sag at gå i krig med, og driveren fungerer bedst på computeren, hvor du får et bedre overblik over alle indstillingsmulighederne på en større skærm.

Mikrofonen fungerer rigtig fint, og der er forskellige måder at indstille den på, og det samme gælder lydformaterne, som du kan justere efter FPS’ere, actionspil, etc. Turtle Beach har inkluderet en form for støjreduktion i mikrofonstangen, som gør, at lyden bliver blokeret, når du ikke taler. Begynder du at tale formår den støjreducerende teknologi at filtrere en del baggrundslyde fra, men når vi kommer op i den høje del af frekvensområdet, går støjen lige igennem og forstyrrer.

Mikrofonstangen formår ikke at blokere min kaffekværn – fair nok. Lyden af vandhanen går igennem som forstyrrende hvisken. Lyden af musen, der rammer træbordet går også igennem. Snak i baggrunden og fodtrin på trægulv bliver dog filtreret fra i så effektivt et omfang, at de ikke afbryder chatten.

Du kan justere støjreduktionen i mikrofonen såvel som ørekopperne inde i driveren. Ørekopperne har en fornuftig passiv støjreduktion, mens den aktive fætter gør et rigtig godt stykke arbejde med at blokere for omgivelserne. I rolige stunder i spillet kan jeg ane samtaler omkring mig, men der skal høje lyde til, før jeg oplever deciderede forstyrrelser – og det er vel at mærke, når jeg har skruet helt op for den aktive støjreduktion i Audio Hub.
Når jeg slukker for, eksempelvis Xboxen, slukker headsettet automatisk, hvilket er en praktisk og god detalje.

Lydoplevelsen
Stealth Pro anvender Dolby Atmos-lydformatet, mens Turtle Beach også sætter sit eget præg på Atmos gennem Superhuman Hearing. Teoretisk set skal du kunne høre lydene i dine spil tidligere end, hvis du brugte et headset fra et konkurrerende mærke, hvilket er essentielt for din konkurrenceevne i især FPS’ere.

Superhuman Hearing virker nogenlunde efter hensigten. Fodtrin skal forekomme tæt på min position, før jeg kan høre dem – og det er selvom, jeg har indstillet headsettet efter at kunne være særligt opmærksom på dem. Her leverer Acezone A-Spire fodtrinene tidligere og klarere.

Til gengæld har Stealth Pro masser af fylde og rumklang, der munder ud i en øregasme, når du render rundt på banerne mellem eksplosioner, fygende projektiler og bombefly henover hovedet. Rumlen fra en kamphelikoptere eller kampfly overdøver godt nok de finere lydeffekter, men for pokker hvor lyder de godt. Ydermere formår Stealth Pro at gengive lydene på Y-aksen, hvilket kan være skræmmende, når du render rundt i de klaustrofobiske korridorer i Dead Space, hvor mutanter kravler ovenover dig.

Lyden af fjenden, der bevæger sig forbi dig er pænt præcis. Ja, jeg kan høre, at fjenden kommer nærmere omkring klokken 2-3 stykker. Og ja, jeg kan høre helikopteren i luften foran eller bag mig, selvom det ikke er helt så markant, når der er lige over mit hoved.

Stealth Pro er til dig, der ønsker præcision og et fyldigt lydbillede. Turtle Beach har pakket deres flagskib med indstillingsmuligheder og finesser, men den kraftfulde bas overdøver ofte de helt fine effekter – dog i mindre grad når du skruer ned for bassen.

 

Konklusion

A-Spire fra danske Acezone klarer sig bedst, når det kommer til gengivelsen lydeffekter og præcision, selvom Turtle Beach Stealth Pro kommer tæt på – dog med et mere fyldigt lydbillede.

Er du hardcore FPS-gamer, bør du se nærmere på A-Spire, selvom herligheden er kablet. Astro A50X leverer den mest effektfulde oplevelse med saft og kraft, men præcisionen halter, ligesom lydene på Y-aksen ikke er veldefinerede – det er de til gengæld i A-Spire og Stealth Pro.

Når det kommer til driver og indstillingsmuligheder, er det klart Stealth Pro, som rydder præmiebordet, men så stor en forskel i lydbilledet udgør indstillingerne heller ikke.

Støjreduktion i mikrofonstangen, her er det klart A-Spire, som står øverst på sejrspodiet, eftersom mikrofonen gengiver klar tale, mens langt de fleste lyde, også de høje, bliver filtreret fra. På denne front flopper Astro, da alle lyde går direkte igennem og forstyrrer samtalen.

Hvad angår støjreduktion i ørekopperne, klarer Stealth Pro og A-Spire sig omtrent lige godt. Atter må Astro A50X en tur på tredjepladsen.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.