Trådløse højttalere handler om meget mere end kabelfri forbindelse. Undgå at foretage det forkerte køb til musiknydelsen. Læs videre.
Løs på tråden eller trådløs. Der er en åbenlys semantisk forskel, hvormed de to begreber ikke kan sammenlignes. Selvsamme princip gør sig gældende, når vi kigger på trådløse højttalere. Du kan få partyhøjttalere, multirumshøjttalere, HiFi-højttalere, Bluetooth-højttalere, etc. Blot fordi alle kan gengive musik og lyde, betyder det ikke, at de er 1:1 sammenlignlige.
Forestående 3-i-1-test ser nærmere på HiFi-højttalere, multirumshøjttalere og partyhøjttaleren, der alle har unikke træk inden for deres kategori.
Partyhøjttaleren skal kunne spille højt, og det skal være nemt at få forbindelse med bæstet, når vennerne gerne vil hooke dig op med deres playlist. Multirumshøjttaleren kan forbindes med hjemmets WiFi, hvormed du kan have flere enheder tilsluttet samme netværk, så musikken kan følge dig fra køkkenet til stuen eller ud på terrassen.
Endelig er der HiFi-højttalerne, som skal gengive musikken så trofast som muligt i forhold til kunstnerens intentioner. Her taler vi om detaljer og små, sagte nuancer som triangel eller tamburiner i orkestret såvel som veldefinerede sangstemmer med mere.
Se nedenstående tests som et indblik i, hvad du kan forvente af de tre typer af højttalere, og hvad du bør være kritisk over for, når du står i en købssituation.
Ultimate Ears EPICBOOM
Hvis der er noget, som Ultimate Ears kan finde ud af, er det at lave labre Bluetooth-festhøjttalere, som kan fordele lyden udover hele middagsbordet. Seneste højtråber er EPICBOOM med et prisskilt på kr. 2.799, der traditionen tro kan afspille lyd i 360 grader, så højttaleren bare skal placeres i midten af selskabet.
Design
EPICBOOM bærer præg af det klassiske UE-design med +/– på forsiden af højttaleren. Bluetooth-højttalerens rappe lækkerhedsfaktor er til at spotte i form af stof-materiale hele vejen rundt, mens top og bund er beklædt med solid gummi. Designet skriger ikke ligefrem af partyhøjttaler med det minimalistiske look, men det er smukt og stilrent fremfor prangende og vulgært, hvilket er et design, du finder i Soundboks og JBL.
Kontrolpanelet i toppen har de vigtigste funktioner såsom udendørsboost, tænd/sluk og NFC, mens lydstyrkeknapperne som bekendt sidder på fronten.
Ultimate Ears skriver på emballagen, at højttaleren kan tåle fald på op til én meter. Jeg dasker til vidunderet, så det ryger en tur fra skrivebordet og ned på trægulvet, mens det brøler ufortrødent videre. EPICBOOM er desuden IP67-certificet, hvormed højttaleren kan tåle at komme i vand og støvede omgivelser.
Batterilevetiden er på op til 17 timer, hvilket naturligvis afhænger af dine indstillinger og lydstyrken.
Brugervenlighed og funktioner
EPICBOOM er ufattelig nem at koble til din smartphone, tablet eller computer – med Bluetooth-forbindelse. Derududover bør du hente UE Boom-appen, som giver dig adgang til enkelte lydindstillinger, hvor du kan aktivere eksempelvis ekstra kraftfuld baseffekt.
Appen gør ikke det helt store for brugeroplevelsen, men den opdaterer firmwaren, så lidt vigtig er den. UE har smækket en særlig funktion ind, der gør, at du kan aktivere din playlist med blot ét tryk. Problemet er dog, at du skal bruge Amazon Music eller Spotify for at udnytte denne funktion – ikke just en skov af streamingtjenester.
Højttaleren er desuden ufattelig nem at betjene. Du bliver ikke mødt af avancerede funktioner, men igen, vi har med en partyhøjttaler at gøre, så alt skal være nemt og hurtigt at gå til, hvilket også er tilfældet.
Lydoplevelsen
Partyhøjttaleren formår at spille pænt højt, men spørgsmålet er, om du har lyst til, at den skal gøre det. Lydbilledet bliver nemlig lettere forvrænget, når du skruer mere end 80 % op for musikken.
Baseffekten er ikke overvældende, hvilket er helt fint, eftersom EPICBOOM forsøger at hive en række finere nuancer ud af dine numre. Kraftigere baseffekt ville få disse til at drukne. Selv med Bass Boost og Outdoor Boost aktiveret træder diskanten meget frem, ligesom mellemtonerne forekommer definerede, mens der er en anelse mere bund at fornemme, men det er ikke overvældende.
Generelt oplever jeg, at diskanten er for skarp, og den skærer decideret i mine ører, hvis lydstyrken rammer de 80 % og opefter, hvilket bringer mig frem til EPICBOOMs største forbehold. Sidder du med forventningen om, at partyhøjttaleren skal have jordskælvsagtig bas, så bliver du slemt skuffet. Du får til gengæld et nogenlunde veldefineret lydbillede, hvor du kan høre, hvad dybe og høje sangstemmer synger, fordi bassen netop ikke overdøver.
360 graders lyden forekommer så som så, da mellemtoner og diskant sidder i siderne, mens wooferen sidder i fronten. Jo, du kan placere højttaleren midt på bordet, og dine venner kan høre musikken hele vejen rundt, men du får den bedste lydoplevelse, hvis du sidder foran højttaleren og lytter til dine hits.
Generelt set vil jeg anbefale EPICBOOM til popmusik og elektronisk musik, der enten skal køre på kollegieværelset, til festen indendørs som udendørs og til casual lytning på altanen.
Sonos Move 2
Uden tvivl et husholdningsmærke i Danmark. Sonos er nærmest synonymt med multirumshøjttalere, der kører over dit WiFi-netværk i hjemmet. Jeg sætter to gange Move 2 sammen for at vurdere stereolydbilledet som følge af sammensætningen, mens du kan finde standalonetesten her. https://www.recordere.dk/2023/09/test-sonos-move-2-den-bedste-traadloese-hoejttaler-er-blevet-endnu-bedre/ Stereooplevelsen får mig til at tilsidesætte ethvert hensyn til naboer og tinitus.
Design
Sonos Move 2 har et nydeligt og minimalistisk look, praktisk håndtag i ryggen til fragt og et diskret touchpanel i toppen. Faktisk ligner Move 2 nærmest sin forgænger på en prik, men det er underneden, at opdateringen er foregået.
Nyeste udgave har en batterilevetid på op til 24 timer, mens Move blot havde 11 timer. Move 2-højttaleren har desuden fået en ekstra tweeter, så musikken bliver gengivet i stereo. Move 2 kan også tåle en tur på plankegulvet, men det kan ikke anbefales at puffe den af spisebordet, da metalkabinettet nemt får buler. Højttaleren er IP56-certificeret, hvilket betyder, at den er støv- og vandafvisende.
Højttaleren tilhører multirumskategorien, som du kan forbinde via WiFi og Bluetooth. Vi prøver, som det eneste danske medie i skrivende stund, at parre to Move 2- højttalere for at opleve stereoeffekten, men før det kan ske, skal man lige en tur igennem opsætningen, der fungerer fint – dog med Android-forbeholdet.
Brugervenlighed og funktioner
Opsætningen af højttalerne sker via Sonos-appen, og det tager få minutter, før du er kørende, hvis du kører med en iOS-enhed vel at mærke. Jeg anbefaler, at du tilslutter højttalerne til dit trådløse netværk i hjemmet, da det gør livet meget nemmere, hvis I er flere, der skal bruge dem via AirPlay 2.
Appen mangler fortsat en styrefunktion, der tillader mig finindstille den enkelte højttaler i setuppet. Jeg skal først koble den ene fra, før jeg kan finjustere lydindstillingerne eller ændre på lydstyrken i den enkelte højttaler. Jeg kunne godt have brugt en oversigt inde i appen, hvor jeg kunne styre begge Move 2 individuelt – samme problem oplevede jeg sidste år, hvor jeg testede Move.
Største problem med appen og stereosetuppet oplevede jeg dog, da jeg forsøgte at parre højttalerne med min Android-telefon. Jeg løb ind i tekniske problemer, der forhindrede mig i at tilslutte begge højttalere i et stereosetup, ligesom der var problemer med at få dem på mit WiFi. Disse problemer oplevede jeg ikke på min iPad Pro (2022). Derfor anbefaler jeg, at du tager teksten på bagsiden af højttalernes emballage alvorligt, når der står, at de er bygget til iPhone og iPad.
Lydoplevelsen
Move 2 har gennemgået en opdatering på lydfronten takket være, at den nu har en tweeter i hver side, men den har arvet et essentielt problem fra forgængeren, der for alvor forhindrer den i at være en perfekt partyhøjttaler.
Dobbelt op på Move 2 danner et lækkert og fyldigt lydbillede med en smuk klang, men du skal til gengæld slippe kr. 3.699 per højttaler for at opnå herlighederne. Wooferen formår at gengive lyse såvel som dybe sangstemmer på veldefineret vis. Højttalerne er placeret med et par meters afstand for at opnå en optimal stereoeffekt. Sangstemmmerne er centret i midten af lydbilledet, som opstår mellem de to Move 2-enheder, som de skal.
Opdelingen af lydbilledet foregår på glimrende vis. Da jeg afspiller Dies Irae af Guiseppe Verdi får jeg en klar fornemmelse af, hvordan paukerne er placeret i venstre side, mens koret er fordelt over hele scenen. Givet, de mere subtile instrumenter som trianglen, er ikke til at høre, hvilket også ville være for meget at forlange af et par multirumshøjttalere, hvis woofer presser godt med luft ud.
Billie Eilishs nummer Bury a Friend samt Leonard Cohens You Want it Darker demonstrer, hvordan Move 2 både har en kraftfuld og fyldig bund, men også en roligere bas som følge af lyden af en lækker basguitar, der sætter rytmen i Cohens nummer. Højttalerne viser for alvor deres værd, da jeg afspiller Healths nytolkning af Blue Monday, der blander elektroniske 80er rytmer med en kraftig, nutidig elektronisk baseffekt, rumklang og samples.
Det tilbagevendende Move-problem oplever jeg, når der bliver skruet op for lydstyrken, mens den elektroniske og pulserende musik får fuld gas. Når Apashe invaderer playlisten med Lord & Master, bliver musikken bare en uskøn blanding af støj og bas, der på næsten skinger vis brager ud af kanalerne, når lydstyrken kommer op omkring 75 %. Alt under dette niveau lyder utroligt godt.
Argon Forte A4 MKII
Danske Argon står for testens kassehøjttalere, som er en glimrende hybrid mellem Bluetooth-stereohøjttalere og high-fidelity. Forte A4 MKII er udviklet til at indgå i et 2.1-setup med HDMI-tilslutning til fladskærmen såvel som trådløs afspilning af musik via Bluetooth. Testen går dog kun på trådløs musikafspilning, da dette er artiklens omdrejningspunkt.
Design
Forte A4 MKII er et par klassiske, kompakte kassehøjttalere, som passer ind i bogreolen eller på hylden, hvor de med deres diskrete og minimalistiske look falder godt i med baggrunden. De har en lækker, mat finish, og fronten er beklædt med et aftageligt stofgitter, som er magnetisk.
Venstre højttaler har signalmodtager og en diode, som lyser blåt, år Bluetooth-forbindelsen er aktiv, ligesom lampen lyser rødt, når højttalerne er på standby.
Brugervenlighed og funktioner
Forte A4 MKII er ufattelig nem at komme i gang med. Faktisk tager klargøringen blot et par minutters tid. Forbind højttalerne med det medfølgende kabel, tilslut den aktive enhed til stikkontakten og par højttalerne med telefonen via Bluetooth. Ingen apps, ingen firmwareopdateringer eller omfattende krumspring – simpelt og hurtigt.
Til gengæld er højttalerne også blottet for funktioner og indstillingsmuligheder. Højttalerne afspiller den lyd, som telefonen, tabletten, pladespilleren eller fjernsynet er indstillet til at sende ud gennem membranerne.
Fjernbetjeningen virker mest som et overflødighedshorn, som jeg kun bruger til at forbinde Forte A4 MKII med mobilen samt tænde/slukke enhederne med. Ellers ligger den bare og samler støv.
Enkelt irritationsmoment er, at jeg skal ind på telefonens Bluetooth-menu for at slå Argon-højttalerne fra, selvom de er på standby. Mobilens lyd forstætter med at blive kanalisere over til dem, indtil jeg afbryder signalet.
Lydoplevelsen
Vi har bevæget os op i high-fidelity klassen, hvor kravene til lydkvaliteten stiger, hvorfor numrene også må følge med. Jeg starter let ud.
Emiliana Torrinis minimalistiske album Fisherman’s Woman har en flot og blid klang, hvor de enkelte instrumenter er veldefinerede, og det er tydeligt at mærke, hvor de er placeret i forhold til Torrini selv. Således lyder, eksempelvis, xylofon og elguitaren i venstre side af lydbilledet, mens Torrinis karakteristiske sopran befinder sig i midten.
Bastunge numre som Bury a Friend af Billie Eilish har en nogenlunde bund, der ligger i den lettere ende. Jeg efterprøver med, blandt andre, After All af Delerium og Jäel, der har fin klang, men den akustiske guitar drukner sammen Jäels lyse stemme, når jeg skruer op, og bassen også bliver kraftigere. Det lader dog til, at Argon prioriterer en lettere baseffekt i deres højttalere for at kompensere for, at mellemtonerne ikke har deres egne drivere, hvilket især kan mærkes, når grandiose numre bliver afspillet, eftersom lyden bliver lettere mudret.
Jeg spiller One Winged Angel af japanske Nobuo Uetmatsu, der er en fusion af klassisk, kormusik og heavy metal – her trækker mellemtonerne sig meget tilbage. Nummeret har så meget tempo og lidenskab, hvor highhatten får flere tæsk end katolske falangister på langfredag, at kor, trommer, elguitarer, strygere og blæsere bliver et mudret sammensurium af musikalske indtryk.
Jazz/blues såsom The Ink Spots har en lækker klang, hvor fornemmelsen af at lytte til en grammofonafspiller i 1940erne er mærkbar og sætter den rette retrostemning. Moderne jazz, optaget i et lydstudie, har en god fylde med kontrabas og trommer, mens trompeter og saxofoner er veldefinerede.
Rocknumre af Led Zeppelin og Deep Purple har en lettere tam bund. Basguitarerne får ikke mellemgulvet til rykke helt så meget rundt som normalt. Større er problemet dog med den metalliske diskant, som er alt for markant, når highhatten får et dask. Her skærer “hisssh”-lyden i trommehinderne.
Problemet med tam bas forsvinder generelt, når lydstyrken passerer de 60 %. Her er det som om, at basmembranerne vågner op til dåd, men det sker på yderligere bekostning af mellemtonerne og rumklangen.
Ovenstående eksempler vidner om, at noderne ikke er skrevet på et uendeligt stykke pergament til kr. 3.999 – Forte A4 MKII har sine naturlige begrænsninger.
