Frame tager hul på fremtiden til en dansk pris, der ser ud til at ligge på under 3.000 kroner.
Med Apples lancering af Vision Pro er der igen kommet fokus på XR (eXtended Reality), der som bekendt er den overordnede betegnelse for produkter, der kan placeres i enten VR- (Virtual Reality), MR- (Mixed Reality) eller AR- (Augmented Reality)-kategorierne.
Men det er ingen hemmelighed, at Apples, såvel som Metas endelige mål er at lave smartbriller, der kan mange af de samme ting som deres headsets, Vision Pro og Quest 3, kan i dag. Blot i en meget mindre og lettere formfaktor. Google havde også planer om det samme, især efter købet af North, men lige nu ser projektet ud til at være i limbo.
Det kan dog være, at mindre selskaber ender med at komme de tunge drenge i forkøbet. Den lille startup Brilliant Labs har netop annonceret et par AR-briller, der ser ud til at kunne en hel masse uden – og så er de endda open source. Og modsat mange af de andre modeller derude, kan du bestille dem nu til levering i april.
At brillerne er open source betyder naturligvis, at et aktivt udviklermiljø kan vokse op omkring brillerne, der går under navnet Frame. Disse udvikler har masser af funktioner at lege med på Frame. Hovedfeaturen er naturligvis det indvendige display, der sidder foran det højre øje. Det har en opløsning på 640×400, og hvis det ikke lyder af ret meget, skal man lige tage med i betragtning, at afstanden til displayet er meget kort.
Vejer under 40 gram
Ifølge Brilliant Labs kan man ikke skelne de enkelte pixels fra hinanden i displayet. Firmaet har endnu ikke sagt noget om Field of View (FoV), altså størrelsen på grafiklaget, der lægges oven på virkeligheden. Men dette skulle blive afsløret i løbet af de næste par dage.
Som man kan se på nedenstående illustration, består brillerne af en AR-linse, der reflekterer billedet fra et Micro OLED-display, der sidder øverst i brillestellet. Hertil kan der tilføjes glas med styrke, hvis man har brug for det (der understøttes p.t. kun sfæriske brilleglas, men glas til bygningsfejl skulle være på vej). På næseryggen sidder der et lille kamera og en mikrofon. Batterierne er placeret i to runde skiver, der gemmes væk bag ørerne.
Til trods for al hardwaren vejer Frame kun lige under 40 gram. I forhold til batterilevetiden, så siger Brilliant Labs foreløbig kun, at brillerne kan bruges ”hele dagen”, hvis man kun slår de aktive funktioner, såsom kameraet, til 10-20 minutter hver time. Frame forbinder sig til din telefon via Bluetooth og kan på den måde blive en slags personlig AI-skærm, der blander sig med virkeligheden.
Selv om brillen kan kobles op på andre AI’er (fordi den er open source), har Brilliant Labs også udviklet sin egen AI-assistent, Noa. Hvordan brillerne virker som personligt AI-display kan du se i de to videoer herunder.
Smart adgang til AI
I den ene spørger Bobak Tavangar fra Brilliant Labs hvor stor en skive af en kage, han kan spise, hvis han skal holde øje med kalorieindtaget. Noa ved, hvad han taler om, fordi han ser på kagen, der således bliver opfanget af Frame-kameraet. I den anden video identificerer Noa en flaske vin baseret på labelen og fortæller ham mere om vinen.
Dette minder om, hvad Meta netop har formået efter at have tilføjet AI-funktion til sine Ray-Ban-briller. I en demonstration viste Mark Zuckerberg for nylig, hvordan han kunne spørge en AI om, hvilke bukser, han skulle tage på sammen med en skjorte han holdt op foran brillerne.
Men Metas briller har ikke skærm indbygget, så AI’en kunne kun tale til Zuckerberg. Og der er unægtelig en række diskretionsfordele ved at have en skærm ombord, ligesom skærmens tekst kan bruges til live-oversættelser eller til at sætte undertekster på virkeligheden for folk med nedsat hørelse.
Diskretion er netop også, hvad der skal til, for at nutidens AR-briller ikke kommer til at gennemgå den stigmatisering, som Google Glass gennemgik for 10 år siden. Glass-designet var ret bemærkelsesværdigt og man var ikke i tvivl, når nogen havde det på hovedet. Det betød, at mange mennesker blev nervøse for at blive overvåget med kameraet i Glass, og gav brugerne øgenavnet ”glassholes”.
Halv pris af konkurrenternes briller
Hen over de sidste to år er folk dog formentlig blevet mindre følsomme overfor denne type overvågning i det offentlige rum. For hvorend, man kan lide det eller ej, risikerer man lige nu hele tiden at ende i baggrunden på en eller anden persons selfie. Det er dog formentlig en fordel, at Frames kamera er næsten usynligt, i hvert fald på den sorte model. Frame fås også i et gennemsigtigt design og i den lyse, grå version, som Bobak Tovangar bruger på billedet ovenfor.
De to vigtigste features for Frame kan dog ende med at være tilgængeligheden og prisen. Indtil nu har smartbriller med lignende features kun kunne fås i handelen i Kina. Her i februar er der lidt flere modeller tilgængelige i vesten, såsom TCLs RayNeo X2, der snart bliver tilgængelige på IndieGoGo og Vuzix Ultralite. Sidstnævnte koster 800 dollar, og det forventes også at blive RayNeo X2s pris. Altså omkring 5500 kroner før danske skatter og afgifter.
Men Frame kan bestilles nu og Brilliant Labs sender dem gerne til EU (en af designerne sidder i Stockholm). Prisen er halv pris af konkurrenternes produkter, 350 dollar, eller cirka 2400 kroner før eventuelle danske skatter og afgifter (det skal dog siges, at TCL RayNeo har skærm på begge øjne for prisen).
Det betyder, at den samlede, danske pris kan komme ned på omkring – eller under – 3.000 kroner. Vil du have linser med styrke, skal du lægge 100 dollar, eller lige under 700 kroner, oven i. Bestiller du nu, sendes brillerne til dig 15. april.