Forside * Nyheder

Folkemængde sætter ild til robotaxi

-
(Foto: Frisco Live 415)

Søndag morgen dansk tid blev en selvkørende Jaguar fra firmaet Waymo smadret og brændt på gaden i San Franciscos Chinatown.

Hvis nogen har fantasier om en Terminator-agtig situation, hvor robotter og mennesker bekriger hinanden, er denne krig måske allerede startet i det små. I San Francisco gik det i hvert fald voldsomt for sig, da en folkemængde søndag morgen dansk tid overfaldt en robotaxi.

Den pågældende robotaxi var fra firmaet Waymo, der tidligere var ejet af Google, og som nu hører til under Alphabet-paraplyen. Waymos selvkørende biler har i årevis kørt rundt i Phoenix-området i Arizona og disse har i mere end et år været helt førerløse.

Annonce:

For nylig udbredtes Waymos robotaxi-tjeneste til dele af Los Angeles og San Francisco, hvor man ligesom i Arizona kan booke robotaxi’en til at komme og fragte én fra A til B, så længe begge steder er omfattet af testzonen.

Det var netop i San Francisco-testzonen, at Waymo-bilen blev overfaldet. Nærmere betegnet skete det i Chinatown-bydelen i San Francisco lidt efter 21-tiden lokal tid. Det begyndte, da en person hoppede op på køleren af Waymo-bilen og smadrede forruden.

Udbrændt Jaguar

Dette blev fulgt af bifald fra de omkringstående, hvoraf flere besluttede sig for at hoppe med på vandaliseringen af bilen. I løbet af en halv times tid blev bilen oversprøjtet med spraymaling, de øvrige vinduer blev smadret, og til sidst blev bilen også sat i brand.

Kort før 21.30 lagde softwareudvikleren Michael Vandi fire videoer op på X (Twitter), hvoraf de to sidste viser bilen i flammer. Brandfolk kom frem til stedet i minutterne derefter, men bilen, en selvkørende Jaguar, var næsten allerede udbrændt.

Den øverste halvdel af bilen, inklusive det avancerede LiDAR-udstyr på taget, var mere eller mindre væk, da brandfolkene fik slukket branden. Det kan man se på YouTube-videoen herunder fra den lokale borgerjournalistik-kanal Frisco Live 415.

Waymo-episoden kommer efter en periode, hvor selvkørende biler fra et andet firma, det delvist GM-ejede selskab Cruise, blev trukket tilbage fra San Franciscos gader. Cruises biler skabte ikke bare problemer for trafikken, men de var også involveret i flere uheld.

Der var ingen passagerer eller chauffør i bilen under optøjerne.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.