Forside * Nyheder

EU undersøger nu Apples aflysning af iOS-webapps

-
Europakommisionens hovedsæde i Bruxelles. (Foto: EmDee/CC-BY-SA 4.0)

Siden iOS 17.4 har progressive webapps ikke nydt de samme integrationsfordele som tidligere på grund af EUs DMA-lovpakke. Nu ser Europakommissionen på, om det er en gangbar løsning for Apple.

Måske slipper Apple ikke helt så let fra at aflyse webapps på iOS i EU som først forventet. EU ser nu nærmere på, om Apples løsning på en af firmaets udfordringer i forbindelse med Digital Markets Act (DMA) rent faktisk er holdbar. Det skriver Financial Times.

En talsperson fra Europakommissionen, Lea Zuber, bekræfter desuden overfor The Verge, at kommissionen har kontaktet både Apple og en række større app-udviklingsfirmaer for at få mere information om sagen. Zuber understreger dog, at det sker i sammenhæng med en generel vurdering af, hvordan de såkaldte ’gatekeeper’-selskaber har meddelt, at de vil overholde DMA-reglerne.

Annonce:

Det skabte blandt andet en hel del debat her på siden, da det kom frem at iOS 17.4 ikke længere understøttede webapps i EU. Det betyder reelt, at iOS-borgere i EU kun kan lave genveje på iPhone-forsiden og ikke starte webapps direkte derfra.

Dertil kommer, at disse webapps, fordi de nu skal køre i en af standardbrowserne, ikke har adgang til at lagre noget i baggrunden på smartphonen og de kan heller ikke få fuld adgang til notifikationssystemet eller skubbe push-meddelelser ud med ikonbadges.

Specialfordele til Safari via WebKit

Apples har forklaret den valgte strategi med, at hele integrationsarkitekturen i iOS er baseret på at iOS-webapps bruger WebKit, der giver mulighed for at skære en slags specialversion af Safari til, som webapp’en så eksklusivt anvender som fundament.

Det betyder dog, at Safari har særstatus i iOS, hvilket EU ser som en konkurrenceforvridning. For at der sikre fri konkurrence på browsermarkedet, må enkelte browsere ikke favoriseres på den måde, og slet ikke, når der er tale om et af de to OS’er, der udgør et duopol på smartphone-OS’er globalt set.

(Foto: EU/Apple)

Med andre ord skal webapp-udviklere på iOS ifølge DMA have mulighed for at bruge f.eks. Chrome- eller Firefox-kode som fundament for deres webapps på lige fod med Safari og WebKit. Det er disse ligestillingsbetingelser, som Apple mener vil kræve en komplet genudvikling af integrationsarkitekturen i iOS.

Apple har således i stedet valgt helt at droppe muligheden for at publicere webapps, der er bygget oven på WebKit/Safari. På den måde giver Apple alle browsere de samme vilkår gennem ligestillet udelukkelse. Spørgsmålet er, om EU vil acceptere dette, eftersom det giver EU-borgere anderledes og måske endda ringere muligheder end resten af verdens iOS-brugere.

Minder om gammel Microsoft-sag

Omvendt betyder konkurrencelovgivning såsom DMA-lovpakken også, at Apple ikke må stilles ringere end sine konkurrenter. Hvis det kan dokumenteres, at Apple vil få uforholdsmæssigt mange omkostninger ved at blive tvunget til at åbne for frit valg af browser-kode til webapps vil EU formentlig lade firmaet slippe for dette. Især, hvis det kan demonstreres, at omkostningerne gør Apple mindre konkurrencedygtige.

På den måde minder sagen en hel del om dengang for næsten tre årtier siden, hvor Internet Explorer fik en del integrationsfordele i Windows 95, som andre browsere ikke havde adgang til. Det endte i en monopolsag i amerikanske domstole. Flere år senere fik Microsoft en stor bøde fra EU for helt enkelt at lade Internet Explorer følge med Windows automatisk.

I begge tilfælde lod domstolene Microsoft slippe med at droppe integrationen af Internet Explorer, fremfor f.eks. at åbne Windows mere op for andre browsere, eller lade disse følge med nye Windows-installationer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.