Apple-medarbejdere, der arbejdede på firmaets elbil, end mange troede. De fleste får nye opgaver internt i Apple, men der bliver også tale om fyringer.
Det er et af de mere sejlivede Apple-rygter, der har rumsteret i adskillige år: Apple går og brygger på en elbil. Den pågældende bil skulle endda have været selvkørende og i et design, der matcher Apples æstetik. Men efter det for nylig faktisk så ud som om, det modsatte ville blive tilfældet, har Apple nu endegyldigt aflyst sine bilplaner.
Både Reuters og Bloomberg har bragt nyheden. Ifølge Bloombergs Mark Gurman lod Apple nyheden slippe til næsten 2.000 medarbejdere, der på en eller anden måde var forbundet til projektet. Udmeldingen kom direkte fra Apples Chief Operating Officer (COO) Jeff Williams, samt Kevin Lynch, der har stået i spidsen for bilprojektet i de senere år.
At der var så mange Apple-medarbejdere tilknyttet projektet, er kommet bag på adskillige observatører. Project Titan, som var bilprojektets interne navn, kørte under noget, Apple kaldte SPG – Special Projects Group. Angiveligt skete arbejdet på Project Titan i, hvad man i Silicon Valley kalder ”skunkworks”, altså en lokation et stykke væk fra Apples hovedkvarter, hvor udviklingsarbejdet kunne ske i hemmelighed.
Det sidste fik de fleste medier og analytikere til at tro, at kun et lille antal medarbejdere var involveret i Project Titan. Men der var altså tale om flere tusinde, hvilket siger noget om, hvor seriøst, Apple har taget projektet.
Bil-specialister er ude i kulden
Mange af de de næsten 2.000 medarbejdere, der nu har mistet deres normale job, vil nu blive overført til andre dele af Apple ifølge udmeldingen fra Williams og Lynch. Langt størstedelen af dem var involveret i udvikling af kunstig intelligens til Apple-bilens selvkørende funktioner.
Disse medarbejdere vil nu blive overført til Apples AI-division under ledelse af John Giannandrea. Ifølge Gurman’s kilder er generativ AI en voksende prioritet for Apple, og det er denne form for AI, som de tidligere bil-udviklere nu skal arbejde med.
Aflysningen af projektet får dog også følger for de hundredvis af hardware-teknikere og designere med speciale i bildesign, der også er blandt Project Titan-medarbejderne. Disse skulle få mulighed for at søge job i andre af Apples divisioner. Men der vil næsten uundgåeligt blive tale om fyringer, dog vil Bloombergs kilder ikke pege på, hvor mange, der bliver tale om.
Apple har, ganske ukarakteristisk, helt afvist at give Bloomberg en kommentar i forbindelse med aflysningen af bilprojektet. Normalt leverer Apples velsmurte PR-maskine en kommentar om, hvordan firmaet ”altid afsøger nye muligheder” men ”ikke har noget nyt at annoncere lige nu”, for eksempel. Men i dette tilfælde har Apple altså helt afvist at sige noget som helst.
Apple-bilens historik som mere end et luftkastel går tilbage til 2014, hvor projektet for alvor gik i gang internt. Siden hed det sig, at Apple droppede produktionen af en bil, og i stedet ville fokusere på at udvikle selvkørende AI-teknologi til andre. På et tidspunkt lød rygtet, at Apple forhandlede med Hyundai om at bygge en Apple-designet bil.