Forside * Nyheder

Smartbrille-trenden vokser på CES i år

-
Vuzix Z100 fra Ultralite-platformen kan nu købes af udviklere, der gerne vil lave AR-apps (Foto: Vuzix)

Smartbriller med forskellige formål kommer fra flere og flere producenter, og på CES er nye initativer inden for AR-briller, MR-briller og briller til virtuelle displays blevet vist frem.

Augmented Reality-briller, der kan vise information eller grafik oven på virkeligheden har været en drøm blandt tech-firmaer siden før Google Glass trådte spæde skridt i den retning for over ti år siden. Flere firmaer, herunder North (der siden blev købt af Google, der tilsyneladende blot lagde firmaets produkter i graven) var tidligt ude, men uden større succes.

I de senere år har der så været en række bud på AR-briller fra store firmaer som TCL, Meizu, Xiaomi, Vuzix og Lenovo, samt fra mindre firmaer på vej op, såsom XReal. Dertil kommer smartbriller med kameraer og højttalere som dem fra Meta og Ray-ban, og briller til visning af virtuelle displays.

Annonce:

Men når det gælder AR har ambitionerne som regel været for store og hardwaren for klodset til at kunne bruges til noget reelt. Både Meta og Apple står i kulissen med udmeldte ambitioner om at lancere AR-briller i de kommende år.

Men skal man vurdere ud fra CES 2024 er der dog fuld knald på udviklingen. Kommer der ikke et gennembrud i år, sker det formentlig næste år. Men det bliver dog nok ligesom med smartphones, hvor der kommer en del bud på platforme, indtil en stor spiller laver den version alle gerne vil have (som jo i smartphone-tilfældet var Apple og iPhone).

AR-briller i hastig udvikling

Måske er vi allerede på vej ind i denne første fase når det gælder AR_briller. I hvert fald er AR-smartbrillerne på CES noget mere brugbare end tidligere. Sidste år lancerede amerikanske Vuzix deres Ultralite-smartbriller der faktisk ligner almindelige briller og imponerede undertegnede en hel del.

Vuzix’ Ultralite S-brille, der er designet til sportsfolket og som kan levere masser af info på indersiden af linsen (Foto: Vuzix)

I år har Vuzix så annonceret, at udviklere nu kan købe et sæt Ultralite til udvikling af apps under modelnavnet Z100. Udviklermodellen koster 800 dollar eller cirka 5.400 kroner før danske skatter og afgifter.  Samtidig er der kommet en sportsversion af Ultralite, der naturligvis hedder Ultralite S. Vuzix har vundet en af CES’ innovationspriser for sidstnævnte, nok mest for designet, der i endnu højere grad skjuler elektronikken, der muliggør AR-oplevelsen.

Hvor Vuzix nu har AR-briller på vej ud til udviklerne, er der også kommet skub i smartbrillerne fra TCL, der laves under RayNeo-brandet. TCL RayNeo X2 blev annonceret sidste år, men under CES er det blevet bekendtgjort, at de kommer ud til resten af verden med en crowdfunding-kampagne på IndieGoGo i næste måned. Samtidig har TCL vist en lettere version af brillen frem, X2 Lite, der ligesom Vuzix-brillerne kan forveksles med almindelige briller.

Hvad med batterierne?

Modsat Vuzix-brillerne, der kun leverer kun grøn, monokrom grafik og tekst på et enkelt brilleglas, kan RayNeo-brillerne klare farve-grafik på begge brilleglas. Dette lægger dog formentlig en ret hård begrænsning på RayNeo-brillernes batterilevetid.  Vuzix lover helt op til 48 timers brug, før brillerne skal lades op. Det er svært at finde en batterilevetid på X2 eller X2 Lite, men eftersom der er mindre plads på X2 Lite er batteriet formentlig også mindre.

TCL’s RayNeo XL Lite-model har såvel kameraer som farvedisplay i begge linser og en intelligent assistent indbygget. Det må koste dyrt på batterilevetiden (Foto: TCL)

Både TCL RayNeo X2-serien og Vuzix-brillerne benytter sig af MicroLED til at vise grafiklaget, og det betyder, at du kan sætte tynde plastiklinser ind i dem, der svarer til din normale brillestyrke.

Sådan er det ikke med XReals nye Air 2 Ultra-brille, som vi skrev om forleden. Siden har vi haft mulighed for at prøve dem på CES, og de er langt mere VR eller MR-agtige end AR-briller, sådan som firmaet ellers gerne vil markedsføre dem som. Den model skal man altså ikke regne med i kapløbet om at lave den AR-smartbrille, der vinder forbrugermarkedets gunst.

XReal har sørget for at de fleste PR-fotos af XReal Air 2 Ultra ikke viser den halvstore barre, der sidder på toppen af brillen og huser de små projektorer (Foto: XReal)

Som MR og VR-brille er den dog ret effektiv, og når man tager i betragtning, at den konkurrerer med Metas noget mere klodsede Quest 3-headset, er det imponerende, hvad XReal har kunnet stoppe ind i hvad der ligner en Ray-Ban-solbrille.

Op til 10 virtuelle displays

Endelig er ASUS også på banen med en smartbrille, der dog i højere grad er fokuseret på virtuelle displays. I princippet er dette en slags MR eller AR, fordi de virtuelle skærme ligesom hænger i luften i ens virkelighed, når man kigger på dem, men det får man jo ikke mange simultan-oversættelser eller navigations-instrukser ud af i brilleglasset.

Når du ikke kan tage dine to-tre skærme med dig fra skrivebordet, kan briller til virtuel skærmbrug som disse fra ASUS måske hjælpe (Foto: ASUS)

Når ASUS’ AirVision M1 (et navn, der på flere måder lugter af et vist firma opkaldt efter en frugt) alligevel skal nævnes, er det fordi brillen har et ret elegant og let design, hvilket gør hele idéen med virtuelle skærme noget mere tiltrækkende. Der er ingen idé i at bruge virtuelle skærme, hvis man får ondt i nakken af at have headsettet eller brillerne på.

De virtuelle skærme skabes af et 1080p Micro OLED-display og brillerne har 57 graders FoV (Field of View), som du kan fordele op til ti virtuelle skærme hen over. Skærmenes indhold skal dog komme via et kabel, der bruger DisplayPort-standarden over USB-C.

Du kan sætte skærmforholdene til enten 16:9, 21:9 eller 32:9. Modsat mange lignende smartbriller til virtuel skærmbrug har ASUS AirVision M1 en touchpad på siden af brillen, der gør det lidt nemmere at sætte indstillingerne for skærmene – og der er også en højttaler indbygget. ASUS har endnu ikke afsløret pris og tilgængelighed.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.