Copilot Pro er en slags ChatGPT+-abonnement, der er tæt integreret med Word, PowerPoint, Excel og de andre produktivitetsværktøjer i Microsoft 365.
Der er næppe nogen tvivl om at Microsoft gjorde noget smart, da de indgik samarbejde med OpenAI om at bygge sidstnævntes LLM-drevne AI’er ind i Microsoft 365 under navnet Copilot. At kunne bruge noget, der svarer til ChatGPT direkte i Word, Excel og PowerPoint kan formentlig øge ens produktivitet.
Problemet har dog foreløbig været, at Copilot kun var tilgængelig for folk med adgang til Business-versionen af Microsoft 365, og dermed har private ikke kunnet få glæde af Copilots hjælpende hånd, med mindre, det skete på jobbet.
Denne introduktionsperiode slutter dog i dag. Microsoft har meddelt, at Copilot nu er tilgængelig for private Microsoft 365-brugere…der er villige til at betale ekstra for AI-funktionen. I stedet for at rulle Copilot ind i Microsoft 365 til private, tilbyder Microsoft den nu som et abonnement.
Det sker under navnet Copilot Pro, som koster 20 dollar om måneden eller omkring 137 kroner. Så vidt vi kan vurdere, er der tale om noget, der svarer til et ChatGPT+-abonnement, der i USA har den samme pris som Copilot Pro, nemlig 20 dollar. Det er vigtigt at understrege, at dette er pr. bruger, også selv om du har et familie-abonnement på Microsoft 365.
Ligheder med ChatGPT+
Et Copilot-abonnement til Business-versionen koster mindst 209,60 kroner eks. moms i Danmark, men eftersom dette koster 30 dollar i USA kan vi altså også forvente, at den officielle danske pris på Pro-versionen bliver mindre.
I skrivende stund melder Microsofts danske hjemmeside imidlertid ikke noget om en dansk version, og det ser heller ikke ud til at Copilot Pro p.t. er klar til at modtage prompts på dansk – modsat Copilot-app’en på Android og iOS. Mac-versionerne af Microsoft 365-programmerne ser heller ikke ud til at kunne integrere Copilot Pro lige nu.
Der er flere lighedspunkter med ChatGPT+. For eksempel kan du, ligesom på ChatGPT+. bygge din egen ”GPT” ved at træne en særskilt instans af OpenAIs GPT-modeller. Hos Microsoft hedder disse Copilot GPT, et navn, der tydeliggør samarbejdet mellem de to firmaer.
Ligesom på ChatGPT+ kan du benytte dig af både GPT-3.5 og GPT-4 som sprogmodel for Copilot Pro. Microsoft lover også, at Copilot Pro byder på en forbedret version af den AI-drevne Image Creator i Designer.
Denne skulle være særskilt fra integrationen af OpenAIs DALL-E til billedgenerering, der dog med Copilot Pro-abonnementet også (endelig) kan skabe billeder i landskabs-orienteringen og i en højere kvalitet.
App-versionen er færdigudrullet
Copilot Pro virker på tværs af Microsoft 365 til private, forstået på den måde, at den også dukker op i for eksempel Outlook.com på nettet og kan hjælpe dig med at opsummere eller skrive emails.
En enkelt, højst brugbar funktion som dog stadig er forbeholdt erhvervs-abonnenterne, er muligheden for at generere en PowerPoint ud fra et simpelt Word-dokument. Copilot Pro kan godt hjælpe dig med at lave en PowerPoint, men ikke helt så effektivt. Business-versionen af Microsoft 365 integrerer nemlig Microsofts Graph-teknologi, som den private version ikke har.
Ud over Copilot Pro har Microsoft nu også gjort Android- og iOS-versionen af Copilot tilgængelig for alle. Indtil videre har app-versionen været i langsom udrulning, men nu skulle alle altså have adgang til den.
OPDATERET 16. januar 23.45: Detaljer tilføjet om dansk tilgængelighed og tilgængelighed på Mac.