Den kommende opfølger til Nintendos populære, håndholdte konsol begynder at nærme sig størrelsen på en iPad mini.
Nintendo er ikke ligefrem kendt for at have en opdateringskadence i stil med Apples årlige præsentation af nye produkt-versioner. Om lidt over en måneds tid er det syv år siden firmaets voldsomt populære, håndholdte spilkonsol, Switch, blev sendt på gaden.
Siden har der imidlertid været udsendt andre versioner af den oprindelige Switch. I 2019 kom der en Lite-udgave, der primært havde en lavere pris, fordi Joy-Con-controllerne var indbygget i selve hovedenheden, skærmen var mindre, og der blev benyttet et andet chipset.
I 2021 kom der en version med OLED-skærm, der ud over skærmen havde stort set de samme specifikationer som den fire år ældre hovedmodel. Skærmen voksede dog i den forbindelse fra 6,2” til 7” og fik selvsagt et kvalitetsløft med overgangen til OLED.
Siden har der gået rygter om en ”Switch Pro”, der skulle være på vej, men sidst i 2022 meldte insidere hos komponentfirmaerne i Kina og Japan, at Nintendo angiveligt havde droppet idéen og i stedet var begyndt at arbejde på en opfølger til Switch. Vi ved endnu ikke, hvad den kommer til at hedde, så lige nu kalder de fleste den bare Switch 2.
Tilbage til LCD
Den japanske markedsanalytiker Hiroshi Hayase fra firmaet Omdia har på baggrund af meldinger fra sine kilder i produktionsmiljøet skrevet til sine kunder, at han forventer en fordobling af leverancerne af små skærme til underholdningsbrug. Fordoblingen skulle ske, fordi Nintendo sender Switch 2 på gaden sidst i 2024.
I den forbindelse skrev Hayase også, at Switch 2 bliver større end de nuværende konsoller, fordi skærmen bliver på 8 tommer. Fordi OLED-udgaven af af Switch allerede hentede den ekstra skærmplads ved at gøre den sorte kant rundt om skærmen mindre, er der ikke så meget at give af, og Switch 2s krop forventes altså derfor at blive større.
Hvis rygterne holder vand, vil Switch 2 nærme sig størrelsen på en iPad mini, der i den seneste version har en skærm på 8,3”, der går næsten ud til kanten. Det skal dog nævnes at iPad mini har et andet skærmforhold end Switch har haft indtil videre (1.52:1 mod 16:9), så helt sammenlignelige er de ikke.
Men det giver en idé om, hvor meget større, den kommende Switch bliver. Desværre skal Switch-fans ikke forvente at skærmen bliver OLED. Sharp meddelte sidste år, at de skal levere skærme til den næste Nintendo-konsol, men at disse bliver med LCD-paneler.
Ud over den større skærm har der tidligere lydt rygter om at Switch 2 bliver baseret på NVIDIAs Tegra T239-chipset med 8 ARM-baserede CPU-kerner og 128-bits LPDDR5-RAM. Disse detaljer blev dog afsløret i forbindelse med hackergruppen Lapsus$’ ransomware-angreb på NVIDIA i 2022, så Nintendo kan nå at opgradere chipsettet inden lancering.