Incase sætter nyt liv i Microsofts kendte tastatur-designs, inklusive den bølgende og ergonomiske Sculpt-serie.
Indrømmet – det gik faktisk denne skribents næse forbi, da Microsoft helt tilbage i april annoncerede, at selskabets klassiske tastaturer og mus var på vej ud af sortimentet. Det var ikke noget, Microsoft ligefrem gjorde et stort PR-nummer ud af, og det er nok især fordi, firmaet fortsætter med at lave mus og tastaturer.
Det sker bare under Surface-brandet i stedet, og Microsofts logo er således ikke længere være at finde på de tastaturer, som firmaet ellers har produceret i over 40 år. Men dette betyder til gengæld også, at mus og tastaturer fra Microsoft bliver mere Surface-agtige med fokus på strømlinethed og minimalt design.
Med andre troede mange sidste år, at tiden var ved at løbe ud for de ergonomiske tastaturer til PC-platformen, som Microsoft i en lang periode var kendt for…og som de også var førende på i forhold til salg.
Siden er mange andre konkurrenter kommet til, og ikke mindst er der som bekendt gået mode i at vende tilbage til de mere taktilt tilfredsstillende og ergonomiske mekaniske tastaturer, der laves af producenter rundt om i verden – og som gamere især sværger til.
Hvad med æ, ø, og å?
Men det viser sig, at der stadig er liv i Microsofts mus og tastaturer – inklusive de ergonomiske tastaturer i Microsofts bølgende Sculpt-serie. De vil blot nu blive produceret af et andet firma, der anvender Microsofts tastatur-design. Det firma hedder Onward Brands.
Hvis du aldrig har hørt om Onward Brands, er det fordi, det er et paraplyselskab for en række mere kendte navne, herunder Incase, Griffin, Incipio, og Survivor. Disse navne er mest kendt for at lave smartphone- og tablet-tilbehør.
De Microsoft-designede mus og tastaturer er da også de første stykker tilbehør, som nogle af Onward Brands’ underfirmaer producerer under Incase-navnet, som vil præge produkterne. Helt præcist kommer Incase-logoet til at erstatte Microsoft-logoet, med den tilføjede tekst ”designed by Microsoft”. Det siger Onward Brands’ CEO, Charlie Tebele, til The Verge.
Oven i de kendte tastaturer og mus kan man også finde et Microsoft-designet webcam og et par højttalere i sortimentet. I alt 23 produkter vil blive lanceret senere i år. Først da finder vi nok ud af, om Onward Brands har tænkt sig at lave lokaliserede tastaturer med æ, ø, og å, og hvad de eventuelt kommer til at koste. Men mon ikke Incase også gerne vil sælge tastaturer i Skandinavien, Tyskland, og Frankrig, hvor der som i så mange andre lande benyttes lokale tastaturer?