En række nye tiltag, hjulpet af bl.a. AI, en ny smarthome-hub, og en opgradering af ThinQ-økosystemet, skal gøre livet lettere for LG-kunderne.
LG præsenterede en række nyheder til det smarte hjem på CES – og det betyder naturligvis opdateringer til selskabets ThinQ-økosystem, der blandt andet omfatter LGs mange hårde hvidevarer, fra køleskabe til vaskemaskiner.
En af nyhederne er en ny ThinQ smarthjems-hub, der sikrer stabil koordination mellem alle enhederne. Ifølge LG er formålet at skabe interfaces til ThinQ-økosystemet over hele huset, og det skal den nye hub altså hjælpe med.
Den nye hub fungerer dog også som forbindelsesled mellem LG WebOS og ThinQ, hvilket formentlig vil betyde en mere konsolideret styring af hjemmets LG-enheder. LG nævnte dog ikke noget på pressekonferencen om Matter-kompatibilitet eller hvordan den nye hub kan indgå i kombinationer med øvrige smarthjems-systemer.
Hubben er ikke overraskende drevet af AI og indsamler hele tiden en masse data om dig og dit hjem, men LG lover, at de har styr på privatlivsrettighederne. Ifølge firmaet forbliver alle personlige data på hubben og ryger altså ikke op i skyen.
Fortæl maskinen om dit tøj
Netop de personlige data er en prioritet for LG. ThinQ Up, personliggør hele ThinQ-oplevelsen, kommer nu i version 2.0. Det betyder ”hyper-personalisering” ifølge LG og muligheden for at tilrette brugen af ThinQ-enheder præcis efter dit behov. Det sidste virker måske som en gimmick, men det er det ikke nødvendigvis.
Et af de eksempler, LG viste, var tøjvask. Med ThingQ Up 2.0 behøver du ikke tænke over, hvilke vaskeprogrammer, dit tøj kan tåle. I stedet fortæller du blot vaskemaskinen om dine beklædningsgenstande. Du kan f.eks. fortælle den, at du nu vasker dine jeans, og så finder den selv ud af at indstille vaskeprogrammet efter det.
ThinQ Up 2.0-processen starter med at du udfylder et spørgeskema på den tilhørende app, hvorefter hele økosystemet rettes ind efter dine præferencer og behov. Med et nyt initiativ kan du endda vælge funktioner til og fra i form af betalingsabonnementer på dem.
Abonnér på smarthjems-funktioner
LG har nemlig indført, hvad de kalder Home Appliance Subscription som et led i en strategi, de kalder ”smart home as a service”. Vi kender stadig ikke detaljerne, men det lugter lidt af, at det ligesom hos bilproducenterne, reelt er en mulighed for at tage penge for ting, der tidligere var rullet ind i salgsprisen. LG nævnte for eksempel kundeservice som en af tingene under pressemødet.
Personliggørelsen omfatter også tilbehør til folk med forskellige begrænsninger i deres fysiske bevægelsesmuligheder, hvad enten disse er aldersbetingede eller forårsaget af deciderede handicap. En serie af hjælpemidler udført i genbrugsplast, der kan hjælpe med brugen af LGs hårde hvidevarer bliver nu kørt i stilling.
Når det gælder hjælpsomheden, gjorde LG ved pressemødet også opmærksom på deres lille, nye robothjælper, der ikke bare fungerer som en AI-baseret smarthome-hub med tilføjet personlighed, men også kan hjælpe med at tilkalde nødhjælp, hvis der sker ulykker i hjemmet.
- CANVAS HiFi melder udsolgt
- Twinkly laver lysgardin der kan vise video
- CES: Knapt så smarte biometriske smartlåse
- CES: Hvad med et smartphone-design, der kan skifte farve?
- CES: En touchpad til tungen
- CES: Dangbei Mars Pro 2 – 4K Laser projektor med Google TV
- Se LG’s imponerende SIGNATURE OLED T demo fra CES 2024
- WiFi 7 er nu officielt lanceret
- Jabra har en software-opdatering til Elite-serien med på CES
- Smart Home: Spændende nyheder fra Shelly på CES 2024