Under firmaets CES-pressemøde stod det klart, at kunstig intelligens nu er en rød tråd igennem alle firmaets produkter – især dem til det smarte hjem.
Samsung ser ud til at gå ”all-in” på AI, og dermed får denne to-bogstavsforkortelse en dobbeltbetydning. Den nye bølge af kunstige intelligens-teknologier er i centrum for størstedelen af firmaets produkter nu.
Og vi taler ikke bare om assistenten Bixby, som tilsyneladende ikke er helt lagt i graven endnu, men også om Gauss, som er Samsungs nyeste bud på en generativ AI-teknologi, der kan hjælpe dig med at bruge produkterne i hverdagen. Vi kommer formentlig til at høre meget mere om Gauss ved Samsungs Unpacked-presseevent 17. januar.
Et andet sted, Samsung sætter ind med AI er i forhold til energiforbruget i det smarte hjem. Måden, hvorpå kunstig intelligens fremover bliver integreret i SmartThings-økosystemet betyder blandt andet, at energiforbruget kan optimeres automatisk og SmartThings-enhederne vil kunne styres i forhold til besparelse af energien.
I den forbindelse har Samsung indgået en række partnerskaber, og et af dem er med Tesla, hvis hjemmebatterier nu kan indgå i SmartThings-systemet. I det hele taget er miljøet tilsyneladende et voksende indsatsområde for Samsung, der brugte en ret stor del af den første halvdel af pressemødet på sine initiativer indenfor genanvendelse af elektronisk affald med mere.
Live eller AI-genereret?
Men AI er driver naturligvis også værket i selve produkterne. Det gælder f.eks. firmaets TV-modeller, der har NQ8 AI Gen 3-processoren ombord, som Samsung har lavet specielt til AI-formålet. Dens neurale netværk er 8 gange større end forgængeren, hvilket gør NPU’en dobbelt så hurtig.
Den hjælper f.eks. Samsungs Neo QLED 8K med at opskalere materiale i lavere opløsning til 8K. Samsungs AI-opskalering blev lanceret for flere år siden, og benytter AI til at forudsige, hvad de manglende pixels mon ville have været brugt til at vise, hvis opløsningen havde været højere.
Det betyder, at op til 3/4 af, et 4K-billede, der opskaleres til 8K kan være noget, AI’en har gættet sig til. I de fleste tilfælde betyder det næppe noget, men f.eks. i live-sportstransmissioner er der alligevel noget mærkeligt i at vide, at det meste af billedet ikke kommer fra kameraerne, der dækker eventen.
På lydsiden er vi ikke helt derhenne, hvor TV’et selv genererer en AI-stemme i stedet for den, der tilhører skuespilleren i filmen. Men Active Voice Amplifier Pro-funktionen i Samsung-modeller med NQ8 AI Gen 3 kan til gengæld gøre den talende stemme tydeligere. Det er en populær feature både hos folk med og uden høretab, fordi mumleri nu er en trend i Hollywood-film.
Ballies barn
Apropos hjælpefunktioner, så kan de nye AI-funktioner i visse Samsungs-modeller også både lave automatiske undertekster og det modsatte – lave undertekster om til tale for synshæmmede. Til hørehæmmede er der også en tegnsprogsfunktion, der genereres via AI.
Også i år er det interessant at se, hvor meget Samsung og landsmændene hos LG følges ad. Ligesom LG gjorde tidligere på dagen, slog Samsung på, hvordan AI kommer til at hjælpe med en stærkere integration af tingene i deres smarthjems-økosystem, hvordan personliggørelse er i centrum, og ligesom LG har de annonceret en ny robot, der kan indgå i og hjælpe med at styre dette økosystem.
I Samsungs tilfælde er det en opdatering af den kuglerobot, som firmaet introducerede for nogle år siden, Ballie. Ballie generation 2 kan dog en hel mere end forgængeren. For eksempel er der en projektor indbygget, som robotten bruge til at vise dig forskellige ting på væggen. Du skal bare kalde på den, så kommer den hen og projekterer for eksempel en videochat eller en fitness-øvelse op på væggen.
Ballie 2 kan også interagere med familiens hund og tjekke op på den, når du ikke er hjemme. Så får du et billede på telefonen af, hvad hunden laver, og har du et intelligent hundefodrings-apparat, kan Ballie også sørge for, at den får mad. Hunde-kenneler føler sig dog næppe lukningstruede helt endnu.
Spatial AI
Men Ballie 2 og alle de andre, nye AI-initiativer fra Samsung (der også omfatter den nye Galaxy Book4-serie, der ifølge firmaet er mere AI-parat end nogensinde) viser en tydelig retning for den sydkoreanske gigant: Mere AI, mere integration. SmartThings-økosystemet vil bruge AI til at analysere data fra alle SmartThings-kompatible enheder i hjemmet og optimere alt fra netværk til el-forbrug, om ikke andet på længere sigt.
Det udmønter sig også i, hvad Samsung kalder ”Spatial AI”, hvor f.eks. robotstøvsugere anvender LiDAR til at forstå, hvor møblerne befinder sig og hvordan hjemmets rum i det hele taget er udformet. De samme data kan så bruges til andre SmartThings-enheder, herunder til at hjælpe soundbars og TV’er med at indstille lyden efter rummets akustik.
Når Samsungs nye robot-støvsuger, Bespoke Jet Bot Combo, dukker op, må vi se, hvor godt det virker. Data opsamlet fra forskellige steder i hjemmet bliver også behandlet med AI til at hjælpe på andre måder. Vi skrev tidligere på dagen om, hvordan LGs nye vaskemaskine bare skal vide noget om dit tøj for at vaske det rigtigt. Samsung påstår, at deres nye Bespoke AI Laundry Combo (kombineret vaskemaskine og tørretumbler) selv kan finde ud af, hvilket materiale, dit tøj er lavet af og indstille vasken derefter.
Endnu et intelligent køleskab
Igen, vi må se, hvordan det udspiller sig i virkeligheden. For hvis der er noget, der længe er blevet lovet af de store teknologiselskaber – og især i starten af januar under CES – er det fuldautomatiske hårde hvidevarer, der klarer det meste for os. Men virkeligheden er ofte noget andet.
Der er derfor også grund til skepsis, når Samsung endnu engang har præsenteret et intelligent køleskab. Det Internet-opkoblede køleskab, der selv kan holde øje med maden inde i det og bestille nyt, når man er ved at løbe tør, har været en drøm siden 1990’erne. Og selv om flere selskaber igennem mange år påstod, at nu havde de løst denne opgave, har de fleste af os stadig almindelige, dumme køleskabe og skal selv købe vores mad.
Er Samsungs Bespoke 4-door Flex-køleskab langt om længe køleskabet, der gør drømmen til virkelighed? I hvert fald siger Samsung, at køleskabet kan identificere op til 33 forskellige slags fødevarer med dens indbyggede kamera og AI-funktion. Du skal stadig selv sætte udløbsdatoerne ind via den 32” store AI Family Hub+-skærm på døren, men når du har gjort det, kan systemet fortælle dig, når det er tid at smide noget ud.
En anden funktion er muligheden for at få opskrifter baseret på de ting, der er i køleskabet, hvilket flere websites og selv Amazons Fresh-webbutik i USA har kunnet længe, hvis du selv fortæller dem, hvad du har på lager. Men det er naturligvis smart, at denne funktion nu er direkte indbygget i køleskabet.
Dog skal man huske, at AI’er har haft notorisk svært ved at identificere madvarer – noget som den legendariske ’Silicon Valley’-serie på HBO gjorde tykt grin med på et tidspunkt.
Som vanligt er alle disse produkter noget, som Samsung viser frem under messen, og både tilgængelighed og priser er noget, som først afsløres senere. Så snart vi ved mere, dukker det op her på siden.